Dior, TED Talks og Instagram: Alle hyldede hendes manifest, men så gik hun i spåner af sorg

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Alle, der har prøvet at miste et højtelsket menneske, vil kunne genkende den celebre feminist Chimamanda Ngozi Adichies fortælling om at »røre sorgens kerne« i hendes ærlige beretning »Noter om sorg«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nigeriansk-amerikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie (født 1977) har skrevet to prisbelønnede romaner (»En halv gul sol« fra 2006 og »Americanah« fra 2013), men hendes revir er større end reolernes.

Den samfundsbevidste Adichie holdt nemlig en TED Talk i 2012 – »Vi burde alle være feminister« – der i 2013 indgik som lydspor på Beyoncés nummer »Flawless«. Det medførte dels akut megastjernestatus, dels at talken blev udgivet som essay i 2014, og dels at modehuset Diors første kvindelige chefdesigner, Maria Grazia Chiuri, i sin debutkollektion i september 2016 skabte statement-T-shirten »We should all be feminists«.

Instagram og modemagasinerne glødede, feminismen fik ny vind i sejlene, og Adichie kunne for alvor gå på vandet. Bare for at sige lidt om, at dette ikke er en helt almindelig forfatter.

Kulturen uforandret

Adichies essays (der er også »Brev til en nybagt forælder. Et feministisk manifest i femten punkter« fra 2017) er typisk skrevet som svar på »opgaver«. De tager udgangspunkt i personlige relationer, hvorfra hun udleder universelle erfaringer. »Vi burde alle være feminister« indgik således ikke i en hvilken som helst TED Talk, men i en konference med fokus på Afrika, som hendes ene bror og hans ven var med til at organisere.

Adichie valgte at tale om feminisme, fordi hun mente, at den havde ringe kår i Afrika, der stadig er baseret på ideen om, at fysisk styrke sikrer overlevelse og dermed favoriserer manden. I dag er overlevelsesbetingelserne anderledes, men kulturen uforandret. I essayet giver hun forskellige konkrete eksempler og skriver så blandt andet: »Hvad om vi, når vi opdrager børn, fokuserer på evner i stedet for køn? Hvad om vi kunne fokusere på interesser i stedet for køn?«

Og tilsvarende skrev Adichie sit »Brev til en nybagt forælder« på opfordring fra en veninde, der netop var blevet mor til en lille pige, som hun ønskede at opdrage til at blive feminist. Et af Adichies råd er: »Fortæl Chizalum, at kvinder faktisk ikke har brug for at blive forsvaret eller æret; de har udelukkende brug for at blive behandlet som ligeværdige mennesker.«

Overrumplende død

Sådan blev hun selv opdraget. Derfor er det heller ikke overraskende, at omdrejningspunktet for Adichies nye essay, »Noter om sorg«, der først blev bragt i The New Yorker i 2020, er hendes fars død. En død, der kom bag på dem alle, og som, for at gøre ondt værre, skete i juni 2020, mens hele verden var nedlukket på grund af corona.

Indtil da havde den vidtspredte familie mødtes hver søndag på Zoom med faderen som det naturlige midtpunkt. Kærlig, vederhæftig, uforfængelig, vis. Afholdt universitetsprofessor, stolt igbo-klanmedlem, og, forstår vi, eksemplarisk for sit køn, for dette er (indirekte) også et manifest.

Foto: Politikens Forlag.

Datteren går i spåner af sorg. Hun var »fars pige«. Og man mærker intenst det tragiske, triste og tomme, da hun må nøjes med at bevidne den elskede afdøde over Zoom, mens »luften forvandles til lim«. Og hun erkender: »Jeg har tidligere sørget, men det er først nu, jeg har rørt sorgens kerne.«

Hun fyldes af nye indsigter. For eksempel hvor meget sproget betyder; at visse ellers velmente ord kan få det til at vende sig i hende. Eller det at folk nævner hans alder: »'Han var otteogfirs' irriterer mig grænseløst, fordi alder er ligegyldig i sorgen; det handler ikke om, hvor gammel han var, men hvor elsket.«

Eller: »I hvor høj grad latteren er en del af sorgen. Latter er tæt vævet ind i vores families særlige sprog, og nu griner vi, mens vi mindes min far, men et eller andet sted i baggrunden svæver en tåge af vantro. Latteren dør hen. Latteren bliver til tårer, bliver til tristhed, bliver til vrede. Jeg er uforberedt på min fortvivlende, buldrende vrede. I mødet med det inferno, sorgen er, er jeg en umoden grønskolling.« Eller egoismen i sorgen, som Adichie holder liv i, fordi den er den sidste aktive del, hun har af ham: »Er det muligt at være besidderisk omkring sin smerte?«

Moderen får knap nok plads i essayet, måske på grund af coronaafstanden, der gør det hele så uhåndgribeligt, måske på grund af hendes automatiske rolle i de nigerianske begravelsestraditioner, der fordrer alt fra umiddelbar gældsafvikling til kronragning af enken. Hun befinder sig vitterligt i en anden verden end sin verdensberømte datter i USA, for hvem sorgen er uden køn.

Alle, der har prøvet at miste et højtelsket menneske, vil kunne genkende Adichies ord. Om de også kan bruges som en forberedelse, tror jeg ikke. At miste bliver vi aldrig klar til. Som hun skriver: »Sorgen fortæller én, at det er slut, mens ens hjerte siger, at det ikke er det; sorgen forsøger at indskrænke kærligheden til fortiden, mens ens hjerte siger, at den er nutidig.«

»Noter om sorg«
Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie. Oversætter: Mikas Lang. Sider: 90. Pris: 125 kroner Forlag: Politikens Forlag.