6 stjerner: Et sort og ubeskrevet kapitel i Danmarkshistorien ser dagens lys i sublimt historisk værk

Boganmeldelse: Der er vild ballade om Danmarks fortid som kolonimagt og slavehandler. Historikeren Erik Gøbels bog »Under sejl. Til Asien, Afrika og Amerika« er et hovedværk om dansk langdistanceskibsfart. Her er solid viden, fantastiske skæbner, dystre nye oplysninger og pragtfulde illustrationer.

Fra et slaveskib, hvor en skanse tværs over dækket delte de kvindelige og mandlige slaver. Ved kabyssen står slavekabyssen, hvor kvinderne eller en mandlig slavekok lavede mad. Den bæres frem i store potter til mandsslaverne på fordækket. En af mændene sidder fast i fodbøjler, mens han straffes af et besætningsmedlem. Et par søfolk forgriber sig på kvindeslaverne. Litografi fra begyndelsen af 1800-tallet. Illustration fra bogen

Der er vild debat om Danmarks fortid som kolonimagt og slavehandler. Skal vi som nation skamme os eller erkende, at fortiden for næsten alle mennesker – arbejdere, bønder, sorte, handicappede, jøder og andre – var uretfærdig og hård, og at vi må leve med det, som statsministeren sagde?

Erik Gøbel er en af vores bedste kendere af Danmarks skibsfart og kolonitid og har skrevet en lang række fagartikler om emnet. Han har også bidraget til debatten om vores koloniale fortid med faghistoriske debatindlæg, og det var næsten surrealistisk at opleve, at denne dygtige historiker i et indlæg i Weekendavisen blev udhængt med følgende svada: »Gamle hvide mænd som historiker Erik Gøbel romantiserer det danske slaveri.«