»Jeg tænkte, at alle sorte i USA levede som i The Cosby Show«

Hun er prisbelønnet forfatter, feminist og Michelle Obama-fan. Chimamanda Ngozi Adichie har skrevet en stor roman om en sort, cool og intelligent ung kvinde, der er splittet mellem sit fødeland Nigeria og USA.

Den nigerianske forfatter Chimamanda Adichie er i Danmark for at fortælle om sin nyeste roman, "Americanah". Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Hun griner lidt, mens hun fortæller om de overdrevne forestillinger hun havde om USA, dengang hun som 19-årig i 1997 kom til det store land for at starte på Drexel University i Philadelphia.

»Jeg havde læst meget om landet og set mange amerikanske film hjemme i Nigeria, og jeg tror, at mine forventninger særligt var formet af film. Jeg tænkte, at alle sorte i USA levede som i The Cosby Show,« siger den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie og klukker.

»Jeg troede, at alt i USA skinnede, og at folk kørte rundt i store biler. Sådan var det selvfølgelig ikke, så jeg følte en vis overraskelse over, at der var mennesker, der kørte rundt i små, grimme biler. Mine forventninger var ikke kun formet af de film, jeg havde set, men også af de forestillinger, der mange steder i verden eksisterer om USA som en skinnende udgave af Paradis. USA bliver i ens hoved alt det, man ikke selv har.«

Når historien fortælles her, skyldes det, at hovedpersonen i Chimamanda Ngozi Adichies nye roman, »Americanah«, en ung kvinde fra Nigeria, også kommer til USA for at studere og også har forestillingen om, at sorte i USA lever som i The Cosby Show.

»Americanah«, der tidligere på året blev hædret med en af USAs fornemste litterære priser, er som roman et barn af den globaliserede verden. Den foregår på tre kontinenter i Nigeria, London og USA. Den handler om Ifemelu, der i USA for første gang skal forholde sig til, hvad det vil sige at være sort.

Og den rummer også en kærlighedshistorie om Ifemelu og hendes universitetskæreste, den blide, sympatiske Obinze. De bliver adskilt, da Ifemelu rejser til USA, og møder først igen hinanden, da hun flere år senere rejser tilbage til Nigeria, hvor han er blevet gift og har fået barn.

Michelle Obamas glatte hår

Chimamanda Ngozi Adichie har en seismografisk udviklet følsomhed, når det gælder kultur, køn, race, sprog, klasse og identitet, og hun skriver med en strålende humoristisk sans.

Hun observerer, hvordan man i USA taler om »sorte og fattige hvide« og ikke »fattige sorte og fattige hvide«, hvordan liberale amerikanere siger »smuk kvinde«, når de i virkeligheden taler om en sort kvinde af helt almindelig udseende, hvordan amerikanske universitetsstuderende aldrig svarer »det ved jeg ikke«, men mindre informativt svarer »jeg er ikke sikker«, og hvordan man undgår »n-ordet« (nigger), når man diskuterer afroamerikanernes historie.

Hun har også et skarpt blik for sorte kvinders kamp med kemikalier og glattejern for at få deres hår til at ligne hvide kvinders hår. Hvis Michelle Obama ikke havde haft glat hår, ville hendes mand aldrig være blevet valgt, lyder en af hendes teser.

Vokset op i en velstående familie

Chimamanda Ngozi Adichie, der er i København for at markedsføre sin nye roman, er vokset op i Nigeria i en velstående middelklassefamilie med akademikerforældre, fem søskende, der alle er blevet akademikere, tjenestefolk og tjenestebolig på det universitet, hvor hendes far var prorektor.

Hun gik selv på universitetet i Nigeria, hvor hun studerede medicin, men hun havde lyst til at skifte til humaniora og politiske studier. Derfor søgte hun til USA, hvor hun bl.a. har taget en master på eliteuniversitetet Yale.

I dag bor hun både i Nigeria og USA og pendler jævnligt mellem de to lande. Historien om Ifemelu er inspireret af hendes egne erfaringer, men det er ikke fortællingen om hendes eget liv.

»Mit eget liv er meget kedsommeligt, og Ifemelus liv er meget interessant, men der er ting, som sker i bogen, som også er sket for mig, mens andet er baseret på venner og families oplevelser,« siger hun.

»Men det er en roman, og jeg har selvfølgelig også brugt min licens til kreativitet og til at forandre og flytte ting.«Chimamanda Ngozi Adichie er charmerende, lattermild og ukompliceret at tale med. Det er en af de første sommerdage i Danmark, og hun er klædt i en kort, elegant kjole med et mønster i orange og hvidt og dertil et smukt sort-hvidt tørklæde. Vi sidder i et mødelokale på hendes danske forlag, Gyldendal, i Klareboderne midt i København. Hun drikker te med mælk og snupper indimellem spørgsmålene et jordbær fra frugtskålen.

Iagttagelser af klasse, køn og race

Spørgsmålet om, hvorfor hendes roman har fået titlen »Americanah« får hende til at grine.

»Det er meningen, at det skal være morsomt! Det er et sjovt nigeriansk ord, som hentyder til, at man opfører sig amerikansk. Man bruger det om folk, der opfører sig påtaget amerikansk. Det er ikke fuldstændig negativt, men heller ikke positivt. Det er et ord, man bruger til at drille med på en venlig måde.«.Ifemelu er ikke »americanah«. For at bevare sin egen identitet opgiver hun faktisk at tale engelsk med perfekt amerikansk accent for i stedet at tale engelsk, som man gør det i Nigeria. Det er en sproglig forvandling, som Chimamanda Ngozi Adichie i et TV-interview har bevist, at hun også selv mestrer til fuldkommenhed.

Hun betegner sin litterære hovedfigur Ifemelu som interessant og ukonventionel.

»Hun lever ikke op til alle de forestillinger, vi har om køn. Hun siger sin mening meget direkte og er ikke nødvendigvis bange for konfrontation. På samme tid er hun sårbar og usikker, men hun skjuler sin sårbarhed bag en vis ligefremhed og spontanitet på en måde, som man i højere grad forventer fra mænd,« siger Chimamanda Ngozi Adichie.

Hun siger også, at Ifemelus skarpe iagttagelser af klasse, køn og race er typisk for indvandrere.

»Hvis man tilhører mainstream, for eksempel som hvid i et land hvor majoriteten er hvid, behøver man ikke tænke så meget på den slags ting. Det er også årsagen til, at mange hvide aldrig tænker på race. Det behøver de ikke. Men emigranter har ikke noget valg. Når man er sort eller brun i et land, hvor majoriteten er hvid, er man nødt til at være opmærksom på den slags, fordi man bliver behandlet anderledes. Visse ting sker, fordi man er sort eller brun, og det bemærker man. Det er præcis det samme, hvis en hvid kommer til et land, hvor majoriteten er sort, så vil det nogle gange være første gang, at vedkommende lægger mærke til, at han er hvid. Jeg tænker ikke på mig selv som sort i Nigeria.«

En glad, afrikansk feminist

Chimamanda Ngozi Adichi er en intellektuel stemme både i USA og Nigeria. I 2010 var hun på New York Times’ liste over de 20 bedste forfattere under 40 år, og hun har to gange holdt foredrag på de såkaldte Ted Talks – en fond, som indbyder fremtrædende akademikere, intellektuelle og berømtheder som blandt andre Bill Gates til at holde et foredrag, som senere kan ses på nettet.

Det ene af Chimamanda Ngozi Adichies foredrag havde titlen »Vi burde alle være feminister«. Hun fortalte, at hun først kaldte sig »feminist«, derefter en »glad feminist« og til sidst en »glad, afrikansk feminist«.

»Der er problemer omkring køn over hele verden. Når jeg skiftede fra feminist til glad feminist og til sidst glad, afrikansk feminist, var det for at vise, at ordet feminist er betydningsladet. Hvis du siger, at du er feminist, så kigger folk på dig og tænker, at det ikke er godt, og at det betyder noget skidt: At du hader mænd, at du ikke kan finde en mand, at du er uforfængelig, at du ikke er rigtig afrikaner, for så kan man ikke være feminist. Så jeg begyndte at lave sjov med det. Jeg er meget glad, jeg er afrikaner, jeg kan lide makeup og smukt tøj, og jeg er feminist. Som forfatter er jeg så heldig, at jeg kan give udtryk for mine meninger, og jeg ønsker også at bruge det til at inspirere andre kvinder og mænd. Feminisme er ikke kun for kvinder.«

Fuldstændig fantastisk Michelle Obama

Chimananda Ngozi Adichie bruger faktisk sin rolle som forfatter til at udtrykke sine meninger. For nylig skrev hun en glødende klumme mod Nigerias nye anti-homolov, som hun kalder uretfærdig, udemokratisk og inhuman. Hun har heller ikke lagt skjul på sin begejstring for valget af Barack Obama til USAs præsident, selv om hun efter den første vilde glæde over valget også begyndte at fundere:

»Hvorfor var vi så glade? Ikke fordi valget signalerede enden på racisme. Vi var glade på trods af, at race stadig er et problem. Ellers ville valget jo ikke have været bemærkelsesværdigt.«Chimamanda Ngozi Adichie, som ikke har stemmeret i USA, siger – med tryk på ordet – at hun ligefrem »elsker« Michelle Obama. »Jeg var glad for, at jeg under valgkampen støttede Barack Obama. Jeg begyndte at støtte ham, efter jeg havde læst hans bog. Indtil da var jeg ikke så sikker. Jeg syntes, han var for tynd. Jeg tænkte: »Den fyr ser ikke ud som en præsident.«

Jeg begyndte også at læse om Michelle Obama, og hun er fuldstændig fantastisk. Hun har en forrygende kontakt med sig selv, hun er selvsikker og ægte. Hun har også en sensitivitet, som hun forsøger at skjule, men som er der. Hun er utrolig intelligent. Hun er den type kvinde, jeg kan lide. Under valget tænkte jeg, at når hun har giftet sig med en som Barack Obama, så er han sikkert okay.«