Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

LA og DF må tage ansvaret for politisk kaos

Foto: Martin Sylvest og Julien Warnand Fold sammen
Læs mere

Meget er usædvanligt i det forhandlingsforløb, der lige nu foregår mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Finansloven er ikke i mands minde blevet vedtaget så sent – to dage før juleaften, hvis det ellers lykkes. Men det mest usædvanlige, som vil gå over i de politiske historiebøger, er, at et regeringsparti, Liberal Alliance, direkte og utvetydigt truer med ikke at stemme for den finanslov, man selv har været med til at udarbejde.

Fredag vil statsministeren gøre status over det kaotiske forløb. Det hele kan stadig nå at lande i noget, der ligner fordragelighed mellem de borgerlige partier. Men forløbet sætter spørgsmålstegn ved to ting: Om Liberal Alliance er ved at overspille sine kort med sine utraditionelle taktiske virkemidler, og om Dansk Folkeparti er rykket så langt til venstre i den økonomiske politik, at man end ikke vil være med til at gennemføre skattelettelser?

Politik handler om magt og i sin substans om at få de ting igennem, som man står for politisk og ideologisk. Og her har Liberal Alliance de seneste dage bevæget sig rundt som den berømte elefant i glasbutikken. Hver gang Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille truer med det ene eller det andet, som i virkeligheden handler om at træde ud af regeringen eller vælte den, skruer Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti op for sine krav. Hver gang LA sætter hårdt mod hårdt, isolerer partiet sig fra resten, og Dansk Folkeparti ligner mere og mere en kopi af Socialdemokratiet.

At LA heroisk har kæmpet for at reducere verdens højeste skattetryk er prisværdigt, men indtil videre har partiet kun opnået at få så mange imod sig, at det, der lignede et realistisk forhandlingsforløb, er kørt af sporet. LA fik ikke sine lettelser af topskatten sidste år, heller ikke en hævelse af topskattegrænsen, og det, der nu tegner sig, er en hel del mindre ambitiøst end det, regeringen spillede ud med. Forhandlinger af den karakter, vi er vidne til, er et psykologisk spil, som også omfatter evnen til at kende og forudsige sine forhandlingspartnere. De evner har LA haft svært ved at mestre, og Dansk Folkeparti har ikke gjort noget for at trappe krisen ned.

At forløbet risikerer at ende meget dramatisk, og allerede nu har slået store skår i samarbejdet i den borgerlige blok, har Liberal Alliance en stor del af ansvaret for, men de deler det med Dansk Folkeparti. Ingen kunne forudse, at partiet efter det dårlige kommunalvalg ville reagere med at stille yderligere krav til forhandlingerne om skat og indvandrere. Det var Kristian Thulesen Dahl, der gjorde forløbet til en krise ved pludselig at insistere på, at de tre forhandlingsforløb skulle skilles ad – velvidende at det ville skabe en berettiget mistillid hos især LA til, om skattelettelserne overhovedet ville blive til noget.

Det bedrøvelige er, at uoverensstemmelserne ikke synes at være større, end at de kunne løses i et forhandlingslokale. Flygtninge skal forberedes på at rejse hjem, når situationen i deres hjemland gør det muligt, og skattelettelser i bunden styrker incitamentet til at arbejde. Det burde være god borgerlig politik, uanset hvilket parti man tilhører. Men det kræver vilje, og at man ikke forhandler uden for døren med trusler og ultimative krav.