Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Gulerod virker bedre end stok

»Debatten om kontanthjælpen og de medfølgende offentlige ydelser er besværlig at tage. Især fordi de, der rejser den, skydes usaglige motiver i skoene.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det økonomiske opsving er i gang. Beskæftigelsen stiger. I flere brancher er der allerede mangel på arbejdskraft. Hvis udviklingen fortsætter, vil vi snart opleve flaskehalse, der fører til løninflation, som bremser fremgangen i økonomien. Det er i den situation, at Venstre i denne uge har forsøgt at rejse en debat om sammenhængen mellem kontanthjælp, offentlige ydelser og incitamentet til at tage et arbejde. Beskæftigelsesministeriet har bekræftet, at et par på kontanthjælp med tre børn kan modtage 454.000 kr. i kontanthjælp, boligsikring, fripladser i børneinstitution og andre offentlige ydelser. Et kontanthjælpspar på over 30 år med to børn modtager 334.000 kr. årligt i kontanthjælp, offentlige ydelser og tilskud efter skat. En tilsvarende familie, hvor ægteparret arbejder til HK-lønninger, har 363.000 kr., altså 2.400 kr. mere om måneden, eller kun 40 kr. mere om dagen pr. person. I lavtlønsjob er forskellen mellem at være på kontanthjælp og have arbejde endnu mindre. Når man dertil lægger, at der ofte er transportomkostninger forbundet med at gå på arbejde, er det økonomiske incitament for en kontanthjælpsfamilie til at tage et job ganske beskeden.

Læs også: Brug for kontanthjælpsreform

Venstres kampagne skaber voldsom debat. Den socialpolitiske venstrefløj ført an af professionelle hjælpere som socialrådgivere er dybt forargede. Kontanthjælpsmodtagerne hænges ud, siger de. Men det er der ikke tale om. Vi kan alle komme i situationer, hvor uheldige omstændigheder gør det nødvendigt at bede om kontanthjælp. Det er ingen skam. Det er heller ikke det, Venstre antyder i sin kampagne. Den socialpolitiske venstrefløj anfører desuden, at der ikke behøver være særlige økonomiske incitamenter til at tage et arbejde. For det har folk jo pligt til, hvis de bliver anvist et »rimeligt job«, som det hedder.

Læs også: Ledige som ideologisk skydeskive

De fleste, der kender bare en lille smule til det danske arbejdsmarked, ved, at sådan fungerer verden ikke. Dels er sagsbehandlersystemet trægt, dels kan kontanthjælpsmodtagere mobilisere en række indvendinger mod de job, de bliver anvist, og det har ofte effekt. Glem ikke »dovne-Robert«. Rådighedspligten varetages ineffektivt og lemfældigt. Sagen er, at mennesker ikke bare arbejder, fordi de har »pligt« til det. De skal også have en væsentlig økonomisk tilskyndelse, og den er tydeligvis for svag i Danmark. Hvordan skal man ellers forklare, at vi på det danske arbejdsmarked har op mod 70.000 østeuropæere – mange af dem i ufaglærte job – til overenskomstmæssig løn? Det er naturligvis i vid udstrækning, fordi der findes ganske mange job, som danskerne ikke ønsker at bestride. Debatten om kontanthjælpen og de medfølgende offentlige ydelser er besværlig at tage. Især fordi de, der rejser den, skydes usaglige motiver i skoene, som de ikke har. Det handler grundlæggende om, at alle, der kan, skal yde, for ellers hænger vores velfærdssamfund ikke sammen. Og for at yde skal de have et økonomisk incitament. Ellers sker det ikke. Det er realiteterne. I den bestræbelse kan et kontanthjælpsloft være et redskab. Men mere perspektiv er der i at lette skatten i bunden for beskæftigede, som både Venstre og Liberal Alliance har foreslået. Også her gælder princippet om, at en gulerod virker bedre end en stok.