Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Et nødvendigt nederlag

Danmark må affinde sig med, at København kun bliver et skridt på vejen mod klimaaftale.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København bliver kun et skridt på vejen mod en juridisk bindende aftale om at reducere udledningen af de såkaldte klimagasser. Det står efterhånden klart. På mødet med Kinas og USAs ledere i Singapore har statsminister Lars Løkke Rasmussen opnået tilsagn om en politisk aftale om klimaet i København. Heri ligger den meget mere væsentlige konstatering, at der ikke bliver tale om en bindende aftale. Ikke i denne omgang.

Nederlaget - for det er der helt åbenlyst tale om - var efter det foreliggende nødvendigt. Når verdens to største spillere i klimapolitikken ikke mener, de kan indgå en juridisk bindende aftale, er der ikke mere at komme efter. Alternativet til den politiske aftale, som nu tegner sig i København, var altså ikke en juridisk aftale, men derimod slet ingen aftale. Nederlaget for ambitionen om en juridisk aftale i København var nødvendigt, hvis man skal fastholde håbet om en juridisk aftale på et senere tidspunkt. Glansen går af Sct. Gertrud i København i december, men den pris på man betale for at kunne opnå en aftale på et senere tidspunkt.

Den danske erkendelse af mulighederne for en klimaaftale har fuldstændig forudsigteligt ført miljøorganisationerne i koma. Danmark skulle ikke have opgivet nu, men have holdt sig til de lande, som var klar til opretholde presset for en juridisk aftale til det sidste, lyder kritikken. Man skulle have holdt fast og så indgået de afgørende kompromiser i sidste øjeblik under forhandlingerne i København.

Det lyder besnærende. Men hvis det var så simpelt, ville regeringen givetvis have gjort forsøget. Enhver regering ville foretrække at gøre forsøget på at nå en aftale, hvis der overhovedet kunne ses en mulighed for at komme igennem til sidst. Vi kender ikke detaljerne i regeringens overvejelser, men man må altså antage, at statsministeren og klimaministeren har overvejet alle muligheder, inden regeringen besluttede sig for at gå efter det næstbedste, en politisk aftale. Spørgsmålet er, om der overhovedet havde været nogen af de betydende statsledere at lægge pres på i København, hvis Danmark havde fastholdt alt-eller-intet politikken. Efter det oplyste ville de relevante statsledere i så fald være blevet hjemme.

Mens alle de velmenende organsationer anklager regeringen for at overlade de sårbare ø-samfund til de frådende vandmasser, som venter lige bag pynten, må pragmatikerne rose regeringen for at få det bedste ud af situationen ved at vælge to-skridts løsningen. Den løsning giver den dårligste presse i Danmark, men giver miljøet den bedste chance for en ordentlig aftale i en forhåbentlig ikke for fjern fremtid. Realiteten er, at præsident Obama skal bruge mere tid til at overbevise den amerikanske offentlighed og kongressen om nødvendigheden af en aftale, som både er til fordel for klimaet og til fordel for uafhængighed af olie og naturgas.