Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det er blevet for let at stille op til Folketinget

I Danmark kan man relativt let danne et nyt parti, og det er sundt for demokratiet. Men reglerne bør strammes, så partierne er mere solide, før de bliver opstillet.

Stram Kurs og partiet Klaus Riskær Pedersen samlede underskrifter i så voldsom en fart – og blev i den forbindelse ved med at bøje reglerne på trods af gentagne irettesættelser fra Indenrigsministeriet – at de måtte finde folketingskandidater i sidste øjeblik. Det hjalp dem dog ikke på valgaftenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Vi har lige afsluttet en kaotisk valgkamp med hele fire partier, som ikke i forvejen sad i Folketinget. Kun det ene kom ind.

Mens Nye Borgerlige og Kristendemokraterne i god tid inden valget havde samlet de fornødne godt 20.000 underskrifter fra vælgerne og derfor havde styr på kandidater og partiorganisation, da valget blev udskrevet, var situationen en helt anden for Stram Kurs og Partiet Klaus Riskær Pedersen.

De to partier samlede underskrifter i så voldsom en fart – og blev i den forbindelse ved med at bøje reglerne på trods af gentagne irettesættelser fra Indenrigsministeriet – at de måtte finde folketingskandidater i sidste øjeblik. Resultatet blev da også derefter: Mens Rasmus Paludan og Klaus Riskær løbende annoncerede nye kandidater, blev andre kandidater enten smidt på porten igen eller valgte at gå selv – nogle efter kun få dages status som kandidat. Det var useriøst.

Et politisk flertal har nu fået lukket det hul i loven, som tillod partierne at se stort på den krævede såkaldte eftertænksomhedsperiode. Med et nyt digitalt system for indsamling af vælgererklæringer, som træder i kraft i 2020, vil processen blive mere åben, ligesom snyd bliver sværere. Det er jo fint, men er det også nok? Det må i hvert fald ikke blive så let, at der i praksis er tale om en lempelse.

Det er der mange iagttagere, der frygter, og en lang række politiske sværvægtere – deriblandt Uffe Ellemann, Bertel Haarder og Mogens Lykketoft – foreslår i onsdagens avis at forlange et større antal underskrifter end i dag. Flere nævner 40.000 som et rimeligt tal. Formålet er at undgå kaotiske valgkampe, for mange partier, stort stemmespild og store udbetalinger af partistøtte til partier, der ikke kommer ind.

Bestemt en interessant diskussion, som er værd at tage. Det er ikke sikkert, at lige præcis 40.000 underskrifter er det rigtige. Men det er i hvert fald fornuftigt at se på, hvordan vi kan kræve lidt mere af de nye, før de bliver lukket ind i valgkampen side om side med de etablerede partier.

Det skal dog ikke misforstås som fjendtlighed over for nye partier. Det er sundt for demokratiet, at borgerne har mulighed for at danne et nyt parti, når de eksisterende af slagsen ikke formår at give tilfredsstillende svar på tidens udfordringer, når de ikke opfanger vælgernes frustrationer eller når de i jagten på midterstemmer helt har forladt deres oprindelige idégrundlag.

Hvor ville dansk udlændingepolitik være i dag uden Dansk Folkeparti? Ville de andre partier have reageret lige så hurtigt på klimaudfordringen, hvis ikke vi havde haft Alternativet? Og havde vi fået en diskussion af velfærdssamfundets rolle og et opgør med de høje overførselsindkomster uden Liberal Alliance?

Forskellige demokratier har naturligvis forskellige regler for opstilling af nye partier. Danmark skiller sig ud ved at have en i international sammenligning ret lav spærregrænse på to procent. Det er en fin grænse, som sikrer, at der ikke går store vælgergrupper rundt og føler sig ignoreret, og som også i praksis fungerer godt. Christiansborg har gennem tiden været befolket med en blanding af store, mellemstore og også meget små partier, og sidstnævnte har indgået i det parlamentariske samarbejde på glimrende vis.

Nej, selve spærregrænsen er der ikke nogen grund til at pille ved. Men reglerne for at blive opstillingsberettiget kan nok med fordel strammes.

AMALIE LYHNE