Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi er til grin over for Rumænien

I årevis har politikere arbejdet for at få rumænere, der er dømt for kriminalitet i Danmark, sendt hjem til Rumænien. Men det sker i ganske få tilfælde. (Arkivfoto). Charles Platiau/Reuters Fold sammen
Læs mere

Danmark mangler hjemsendelsesfængsler

Ifølge en artikel i Berlingske sidder der 55 rumænere i danske fængsler, indsatte som ifølge EU-aftalen skulle afsone i hjemlandet. Hvorfor bliver Rumænien ikke banket på plads?

Har danske politikere i EU taget problemet op mindst hver måned? Vi har hørt om problemet for flere år siden, hvorfor er der ikke sket noget? Er den rumænske ambassadør indkaldt og konfronteret med den manglende løsning? Der er åbenbart mange ubesvarede spørgsmål.

Danmark må ikke behandle disse fanger dårligere end andre fanger i fængslerne, men det er helt urimeligt, at disse fanger sidder i luksusfængsler i forhold til rumænske fængsler. Endnu mere urimeligt er det, at de danske skatteydere betaler.

Derfor er der brug for en ny slags fængsel, et hjemsendelsesfængsel. Det kan indrettes i et af vore mindst luksuriøse fængsler, og der kan indsættes to eller tre køjesenge i hver celle. Hvis fangerne får lommepenge, må denne opgave straks overgå til den rumænske ambassade. Hvad venter vi på? Hvor længe vil vi være til grin overfor Rumænien? Klaus Folmann, Frederiksberg

Tag de studerende alvorligt

I sommeren 1975 bestod jeg hovedfagseksamen i matematik ved Københavns Universitet. Eksamen var planlagt til at finde sted lige omkring 1. maj, og vi skulle skrive på såkaldt NCR-papir (No Carbon Required), der ikke lugter godt, og som faktisk er sundhedsskadeligt. Vi var som studerende ikke tilfredse med denne løsning. Vi ønskede eksamen flyttet til sidst i maj, og vi ville ikke skrive på NCR-papir, men på ganske almindeligt glittet papir. Vi henvendte os stille og roligt til Matematisk Institut og Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet. Vore ønsker blev selvfølgelig straks imødekommet. Det kunne lade sig gøre, fordi ledelsen indså, at vi havde nogle rimelige ønsker, og ledelsen var tæt på de studerende. Dengang forstod man de studerende.

Men sådan er det ikke længere. Mange studerende skal her i januar til skriftlige eksaminer i store lukkede lokaler med plads til ca. 100 personer. Men vi befinder os midt i en coronatid med restriktioner, afstandskrav og forbud mod store forsamlinger. Derfor synes de studerende ikke, at disse eksaminer med fysisk tilstedeværelse skal afholdes. Med rette ønsker de studerende en ordning, hvor sundheds- og smitteproblemet tages alvorligt. Når man går til eksamen, skal gældende regler, der ellers er påtvunget befolkningen, naturligvis følges, og man skal ikke være nervøs for at blive smittet eller for at sprede smitte. Det er såmænd ganske oplagt, og det er ikke svært at løse dette problem, hvis bare viljen er til stede.

Naturligvis har de studerende gjort opmærksom på dette væsentlige problem, men foreløbig er der ikke nogen reaktion. Nu sidder universitetets ledelse bag tykke mure på Frue Plads langt væk fra de studerende. Og det er et alvorligt problem, som i høj grad skyldes den håbløse universitetslov fra 2003. Den skal man nok se lidt nærmere på og hente idealerne fra Kant og Humboldt frem igen. De idealer, som er universitetets DNA, gjaldt i 1975, men altså ikke nu.

Universitetet skal naturligvis også respektere, at vi lever med en alvorlig og meget smitsom sygdom. Alle skal passe på og overholde restriktionerne. Og som noget meget væsentligt: I en eksamenssituation skal man altid være imødekommende over for de studerende. Det er deres fremtid, det gælder! Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Nytårsforsæt: Stop med at ryge

Vores børn skal lære i skolen. Men ikke lære at ryge. Det er der glædeligvis sat en stopper for nu, for per 1. januar er det med lov vedtaget, at elever på grundskoler skal have røgfri skoletid.

Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Knapt hvert tredje unge ryger, mellem 11 og 17 forventes at dø på grund af rygning, hvis de fortsat ryger som voksne. Det er ulykkeligt for individet og dyrt for samfundet.

Udvalgte kommuner tager det alvorligt og har taget det ekstra skridt at vedtage, at skoletiden er røgfri for alle. Altså også for lærerne. Tillykke med det. Langt fra alle kommuner har i dag samme regel, så næste års forsæt må være, at de ca. 30 kommuner, som ikke er nået så langt, lader sig inspirere af dem, som allerede har indført fuldstændig røgfri skoletid. Helle Bonnesen, medl. af Borgerrepræsentationen (K), medl. af Børne- og Ungdomsudvalget