Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Usund livsstil bag corona

Disse mennesker kræver af os andre, at vi skal udsætte vore kroppe for både vacciner, håndsprit og eksem i ansigtet/en ekstra udgift til mundbind for, at de selv kan overleve et corona-angreb uden at gøre noget ved deres egen usunde livsstil, skriver Nadia Garner Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det tyder på, at flere af Berlingskes læsere har sovet godt og grundigt i kemitimerne. Håndsprit er et organisk opløsningsmiddel der kan affedte hjernen og derved i værste fald give en et »malersyndrom«. Derfor spritter jeg kun mine hænder af i nødstilfælde. Men i stedet vasker jeg hænder de mindst ti gange, jeg går på toilettet om dagen som snart 60-årig. Desuden hed det engang, at for at undgå sygdom skulle man have syv pund skidt om året.

Det morsomste ved corona er, at det hovedsagelig rammer dem, som aldrig kunne drømme om at købe en pose økologiske gulerødder eller spise fisk. Disse mennesker kræver af os andre, at vi skal udsætte vore kroppe for både vacciner, håndsprit og eksem i ansigtet/en ekstra udgift til mundbind for, at de selv kan overleve et corona-angreb uden at gøre noget ved deres egen usunde livsstil, som er årsagen til, at de har en større chance for et voldsommere coronaforløb end os andre, der gider gøre noget for ikke at ligge sundhedssystemet til last mere end højst nødvendigt.

Coronaen ville højst sandsynlig aldrig være blevet sådan et verdensproblem, hvis ikke det var, fordi al mad skal være så billig som muligt. Da jeg var i Kina i 1991, var den største størrelse tøj, jeg kunne købe str 36. Det er det ikke mere, og det skyldes, at kineserne ligesom resten af især Vesten elsker at leve på den amerikanske måde med masser af sukker, fedt, salt og tilsætningsstoffer i maden, som gør den billig, men udpiner jorden samt gør, at dyrene lever under kummerlige forhold. Nadia Garner, Svebølle

Tegningerne har erstattet pli med frygt

Mange muslimer mener, at radikale islamister og jihadister ikke praktiserer den sande islam. Det vil jeg gerne tro, men jeg kan kun forholde mig til, at man yderst sjældent – praktisk talt aldrig – kan læse en klar fordømmelse af en terrorhandling i Muhammeds og Allahs navn. Et af de måske mest overraskende eksempler på denne manglende lyst til at kritisere islamisme serveres i Aminah Tønnsens kommentar 19. januar.

Først og fremmest, Tønnesen, er blasfemiparagraffen afskaffet, men det forhindrer desværre ikke ytringsfriheden i stadigvæk at have trange kår i vores samfund.

Tønnsen har muligvis ret i, at man kan finde nogle citater i Koranen som opfordrer til barmhjertighed over for de vantro, men der er lige så mange, der opfordrer til hårde straf og død.

Du ville ønske, skriver du, »at mine trosfæller, der i 2006 rejste rundt i Mellemøsten for at opildne til had mod Vesten havde kendt deres egen tro bedre«. En rigtig sød tanke, Tønnesen, men de løj, de forfalskede dokumenter, de udøvede samfundsskadelig virksomhed, de brændte ambassader, de var direkte skyldige i flere menneskers død og indirekte i flere af de terrorhandlinger, som senere ramte Europa. Og du ville bare fromt ønske …!

Du har sandsynligvis hørt om den franske lærer Samuel Patys død på grund af Muhammedtegninger, som man plejer at antyde. Han viste nu ikke de danske tegninger, men, har jeg forstået, en enkelt ældre tegning fra magasinet Charlie Hebdo, en ekstremt sjov, klog, underfundig tegning, hvis besked er klar: Ytringsfriheden er essentiel. Der er kun to personer på tegningen, Jesus og Muhammed og de befinder sig begge i nøjagtig den samme situation.

Jeg siger ikke mere og vil ikke vise den tegning frem. Det hedder ikke ordentlighed, dannelse og pli, det hedder frygt. Annie Jauffred, Bjæverskov

Er sygeplejerskenes løn dårlig?

Ifølge dagspressen får en sygeplejerske  28.000 kr. pr. måned i startløn, hertil kommer 17 procent til pension, og det er for en 34½ times arbejdsuge, 37 timer inklusive. frokost.

Jeg har spurgt min fagforening, Finansforbundet, om en bankassistents startløn. Den er på 25.000 kr. pr. måned, men kan aftalemæssigt være lidt højere, hertil kommer 11 procent til pension, bankassistenten betaler selv seks procent, så vi når op på 17 procent i alt, og det er for en 37 timers arbejdsuge, frokost kommer oveni.

Sygeplejersken er altså noget bedre lønnet end bankassistenten. Når sygeplejerskerne er utilfredse, må det være arbejdstilrettelæggelsen og dokumentationskravet, det er galt med. Klaus Folmann, Frederiksberg

Energipriser og grøn omstilling

Mange husholdninger – min egen inklusive – døjer med de kraftigt stigende energi- og elpriser. Og der er i den forbindelse fra flere politikeres side forslag fremme om, at husholdninger og virksomheder skal kompenseres i hvert tilfælde delvis for de kraftigt øgede udgifter.

Men det bliver nok kun ved »Christiansborg-ord«. Ønsket om, at vi skal omlægge vort energiforbrug i en mere grøn retning taler nemlig imod en sådan kompensation. Så her vil nok især regeringen og dens røde støttepartier forventelig stritte imod, når det kommer til handling og ikke blot ord. Hvorom alting er, så afslører de kraftigt stigende energipriser et dilemma for politikernes ønske om en hurtig, »grøn« omstilling. Lennart Jønsson, Hellerup

Israel kæmper for at overleve

Den 12. januar sendte DR P1 udsendelsen »Verden ifølge Gram«. Emnet var forhandlingerne om Irans a-våben.

Israels aktivitet i forløbet blev konsekvent omtalt som »angreb på Iran«. Ikke med et ord blev det nævnt, at Irans øverste ledelse gang på gang har fremført, at man som første formål har til hensigt at udradere Israel fra landkortet.

Dertil kommer, at Iran i årevis har støttet opbygningen af proselytter i Israels umiddelbare nærhed, Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon, Islamisk jihad og andre »hyggelige« terrorgrupper, som, udover at terrorisere egen befolkning, deler Irans mål om overfald på Israel.

Enhver burde kunne se, at Israels kamp er selvforsvar for at overleve.

Hvorfor er det så svært for dansk og i et vist omfang også europæisk presse at fremstille virkeligheden, som den er? Poul Rosenbaum, Vanløse

Energiafgifter

For tiden forhandles der om hjælp til el -og gasregningen (varmepakke) for den hårdt prøvede befolkning. I nogle tilfælde er der tale om en fordobling af energipriserne.

Det skorter ikke på allehånde mere eller mindre bureaukratiske og fantasiløse forslag fra de politiske partier. Fælles for alle er, at hjælpen ikke er målrettet nok, og at der skal bruges yderligere administrativ kraft på at håndtere hjælpen.

Der er dog en enkelt undtagelse. I december 2021 foreslog kristendemokraten Jens Rohde, at prisniveauet fra før energiprisernes himmelflugt blev fastfrosset. Når prisen så efterfølgende stiger, nedsættes energiafgifter tilsvarende, så det samme udgiftsniveau for familierne fastholdes. Hvis energipriserne skulle falde – ja så stiger energiafgifterne tilsvarende, og så er der balance i tingene igen.

En sådan ordning er retfærdig og stiller alle på samme udgiftsniveau, som eksisterede før energiprisernes voldsomme stigninger. Samtidig er ordningen aldeles ubureaukratisk og kan let håndteres på it-siden.

Selvfølgelig betyder forslaget, at staten får et mindre beløb i statskassen. Men sagen er også den, at staten sparer omkring tre milliarder kroner i støtte til vedvarende energi, som følge af de høje energipriser. Keine hexerei nur behändigkeit. Claus Jeppesen, Hørsholm

Hurra for monarkiet

Som klassisk radikal fra Hermod Lannungs og Hilmar Baunsgaards tid har jeg i mange år været republikaner. Det er jeg bestemt ikke længere.

Helt aktuelt har vi en dygtig, samlende og populær monark med dronning Margrethe. Det vil være meningsløst at bede hende gå i utide.

Men nok så afgørende forhold skyldes, jeg har skiftet mening:

En monark er samlende for alle danskere. Alternativet er en republik, hvor præsidenten typisk vil være en respekteret tidligere politiker. Derved kommer der politik, tilmed partipolitik, ind i embedet.

En præsident vælges hvert fjerde år og giver således embedet begrænset kontinuitet. En monark har positionen resten af sit liv. Det giver embedet stabilitet, fri for valgkampe. Dronning Margrethe har nu regeret i 50 år, og tilliden til hende er kun vokset med tiden.

Endelig giver det udadtil uvurderlig prestige, at landet repræsenteres af en monark fra et monarki, der har eksisteret i mere end 1.000 år. Eksporterhvervene ved, hvad det betyder, at være en del af følget i et statsbesøg, når Dronningen eller Kronprinsen drager udenlands.

Derfor er jeg monarkist – og overbevist om, at Kronprinsen til sin tid er opgaven voksen. Svend Lundtorp, Espergærde