Ligestil eksamenssnyd med bedrageri

Læs mere
Fold sammen

For en mangeårig gymnasielærer var der intet overraskende i Berlingskes artikel 11. maj om organiseret produktion og salg af eksamensopgaver til gymnasieelever, der ikke mener, at deres kvalifikationer matcher deres (karakter)ambitioner. Alligevel blev min latente vrede vakt over dette og andre eksempler på eksamenssvindel ved studentereksamen.

Problemet er stærkt stigende. Dels fordi stadigt flere uddannelsessøgende optages på uddannelser, de ikke har potentiale til at gennemføre med et fornuftigt resultat, dels pga. de vide muligheder for ukontrolleret anvendelse af internettet i eksamenssituationer. Vi bruger store ressourcer i gymnasiet på at imødegå eksamenssvindel, men det er ikke nemt, og når det endelig lykkes at afsløre eksamenssvindlere, er sanktionen ofte grotesk mild, lige som vi ikke kan ramme dem, der har ydet eksaminanden uberettiget hjælp.

Problemet kan uddannelsesinstitutionerne ikke klare på egen hånd. De må løses i samarbejde med det politiske system. Det drejer sig bl.a. om en skærpelse af optagelseskriterierne til de gymnasiale og videregående uddannelser og udvikling af internet-resistente eksamensformer, men også om en alvorlig skærpelse af sanktionerne for eksamenssvindel. Problemet er både moralsk og juridisk. Det sidste kunne politikerne manifestere ved at inddrage eksamenssvindel ved offentlige eksamener under straffelovens bestemmelser om bedrageri. Gør eksamenssvindel til en straffelovsovertrædelse.