Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvem har politisk mod til at tale om aktiv dødshjælp i valgkampen?

En lovgivning, som tillader og regulerer aktiv dødshjælp i Danmark, trænger sig stærkt på, mener Mikael Ibsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Annelene Petersen / Ritzau Scanpix

Mands-M/K-mod

Blandt valgkampens mange mere eller mindre dramatiske temaer, er der et, som foreløbig er udeblevet totalt i diskussionerne, nemlig partiernes holdning til aktiv dødshjælp, på trods af et klart flertal i befolkningen for at tillade dette.

Som det ser ud lige nu, er det kun opnåeligt for meget velhavende mennesker, der har råd til at tage til f.eks. Schweiz eller Holland.

En lovgivning, som tillader og regulerer aktiv dødshjælp, trænger sig derfor stærkt på. Jeg ved ikke, om partierne finder emnet for følelsesladet og kontroversielt til at tage op i en valgkamp, men jeg må indrømme, at jeg savner lidt mands-m/k-mod på dette punkt.

Mikael Ibsen, Kgs. Lyngby

Miljøzoner i danske byer

I Danmark kan vi lære en hel del af byer som London og Oslo hvor der er lavet miljøzoner. I Oslo er det dyrest at køre ind til centrum i myldretiden altså kl. 6.30-9 og 15-17 på hverdage. Det er dyrest for benzin og dieselbiler, men gratis for el- og hybridbiler. Og bilister betaler forureningsafgift, hver gang de kører ind til byen.

Dette vil mindske luftforureningen og samtidig gøre det mere attraktivt at benytte bus, metro, tog eller cykel når borgere skal ind til centrum. I London skal bilister i fremtiden betale omkring 200 kroner om dagen i forureningsafgift, denne afgift er rettet mod benzinbiler og dieselbiler. I dag bliver bilister i London afkrævet en afgift på omkring 100 kroner ved kørsel i dagtimerne.

Jeg mener, at det er på høje tid, at der bliver lavet disse miljøzoner i København og andre store danske byer som Aarhus og Odense.

Rune Olsen, Kastrup

Hvor er ytringsfriheden, Gyldendal?

Min forargelse var stor, da jeg forleden i radioen hørte et interview med Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl, som fortalte om en ny udgivelse af Halfdan Rasmussens børnerim.

Der var i den nye udgivelse udeladt ordet »Hottentotterne« og rimene med ordet »Neger«.

Jeg forstod det sådan, at der ville komme to eksemplarer - den gamle version trykt igen med alle rimene i og en ny  udgave hvor der var udeladt disse ovennævnte ord.

Jeg gik i boghandlen i Rødovre Centret samme formiddag, og kunne forstå, at der ikke findes to udgaver. Jeg ville ellers købe ti eksemplarer med alle de »gamle hottentotter«, men måtte gå tomhændet hjem. Jeg har nu forsøgt to andre steder, men så må jeg købe de helt gamle antikvariske, eller af mennesker som Jon Stephensen, som jo har haft de gamle udgaver engang.

Mine børnebørn vil ikke tage skade af at høre rimene om de skønne negre og de pragtfulde hottentotter. Nu har jeg heller ikke sarte børnebørn, og ej heller børnebørn som kunne drømme om at tænke grimt og racistisk. Det er kun voksne, som tænker sådan, og i dag lider vi af smålighed, sarthed og er så indskrænkede.

Jeg vil ikke fremover gå i teatret, hvis alt bliver censureret. Så den ytringsfrihed, vi taler om, må vi nok hellere bakke noget mere op om og være med til at støtte disse mennesker som råber højt under disse faner. Det er en meget farlig og indskrænket vej, som mange har bevæget sig ind på. Jeg er fyldt af stor sørgmodighed og tristhed, desværre også en bitterhed over den udvikling, vi står for skud til.

Mona Lauridsen, Valby

Det største klimaproblem

Klima, klima, klima: Ideerne til at løse problemet er utallige. Ingen af dem vedrører dog det væsentligste problem: Befolkningstilvæksten.

Fra nu og til 2050 fordobles indbyggertallet i Afrika, og det er næsten lige så slemt i Indien. Det giver nok noget mere CO2.

Hvordan løser man den udfordring? Det er der vist ingen, der ved.

Det er klassisk. Hvis man har forskellige problemer, og det største er det vanskeligste, så går man i gang med de små problemer først - for så har man da gjort noget, selv om det måske kun giver et par procent. Man stikker hovedet i busken og overlader problemet, der kun bliver større, til næste generation.

Er der en voksen til stede?

Kirsten Hansen, Odense

Mette Frederiksens smøger

Mette Frederiksens idé om dyrere cigaretter, men kun til unge, kan synes særdeles svær at gennemføre i praksis.

Den mest enkle løsning ville nok være at udstede et lille id-kort til ældre vanerygere, som allerede er uden håb om eller uden lyst til afvænning, lydende »Licence to kill« (indforstået sig selv). Så øger vi heller ikke ældrebyrden, for de dør lidt hurtigere, når de nyder deres nye privilegium, og de unge bliver jo sundere, altså de fattige unge, de, der ikke har råd til de dyre smøger, eller også bliver familiens »older« pludselig meget populære, fordi de kan skaffe billige smøger - og det styrker samtidig familielivet. Hurra!

Benni Zimmermann, Hornbæk