Et samfund af dovne demokrater

Vi skal kunne tåle, at der bliver ytret de mest absurde holdninger. De holdninger skal vi tale imod og samtidig fastholde, at det først er, når holdning bliver til handling, vi straffer i et retssamfund.

Læs mere
Fold sammen

Hvis vi tror, at lovgivning kan løse alle problemer, er vi på gale veje. Og tror vi, at lovgivningsmæssig indskrænkning af helt fundamentale frihedsrettigheder som ytringsfriheden løser de uhyggelige problemer med radikalisering og islamisme i vores frie samfund, er vi virkelig på vildspor.

Forleden aftalte regeringen, S, DF, LA, SF og K at indføre en række tiltag, der skal gøre det muligt at sætte målrettet ind mod radikalisering. Det er glimrende. Der er imidlertid to elementer, Liberal Alliance ikke vil medvirke til. Det ene er, at vi som det første land i verden nu indfører åbne lister med navngivne mennesker, vi ikke ønsker ind i landet. Det andet er kriminalisering af visse ytringer.

Vi er imod den åbne liste fordi det er ren signalpolitik. En lukket liste vil kunne præcis det samme, nemlig afvise visum-ansøgere. En åben liste kan derimod komme til at virke modsat hensigten, nemlig som en hitliste: De navngivne kan måske ikke komme fysisk ind i Danmark, men skabe den nysgerrighed i radikaliserede miljøer, der giver ekstra taletid via nettet. Og så er vi lige vidt.

Det andet punkt, LA ikke er med i, er kriminaliseringen af visse ytringer. Det er mig ubegribeligt, at dette tiltag ikke har skabt større opmærksomhed. Da vi havde Muhammedkrisen blev der råbt og skreget om den ukrænkelige ytringsfrihed, den forfærdelige selvcensur og det, der var værre. De selvsamme riddere på den høje hest gennemfører nu lovgivningsmæssig indskrænkning af ytringsfriheden. Det er da et absurd paradoks. Og et totalt skråplan.

I Danmark straffer vi handlinger, ikke holdninger. Og når håndtaget nu er etableret, er der ikke langt til at skrue på det igen næste gang, vi støder på noget, vi ikke kan lide. Og næste gang igen.

Det, der får samfundet til at hænge sammen, er ikke lovgivningsmæssig indskrænkning af de grundlæggende frihedsrettigheder. Men derimod det personlige, moralske ansvar for, at vi forvalter frihedsrettighederne forsvarligt. Vi skal kunne tåle, at der bliver ytret de mest absurde holdninger. De holdninger skal vi tale imod og samtidig fastholde, at det først er, når holdning bliver til handling, vi straffer i et retssamfund.

Men måske er vi ganske enkelt blevet et samfund af dovne demokrater. Og så er det jo lettere at efterspørge mere lovgivning.