Attentatet på Danmark og muslimer

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at vi alle sammen afskyr de handlinger, der fandt sted foran Krudttønden og inde i Krystalgade i den forgangne weekend. Og jeg tror også, at de fleste finder det helt på sin plads at holde en mindehøjtidelighed foran Krudttønden, som den der blev afholdt i mandags. Jeg var der selv, og ud fra menneskemængden at dømme er det her en begivenhed, som har berørt danskerne dybt.

Dog finder jeg det besynderligt, at der ved en begivenhed som i går, ikke er en eneste taler fra det muslimske samfund, og at muslimerne kun bliver nævnt sporadisk i statsministerens tale. For er det ikke i virkeligheden muslimerne, dette attentat berører allermest?

I statsministerens tale talte hun især til de danske jøder, om at de ikke skulle frygte at leve i Danmark, og at vi ville stå sammen og værne om deres sikkerhed, men hun sagde ikke noget om muslimerne. Det synes jeg, hun burde. For er det i virkeligheden ikke muslimerne, der står allermest for skud nu?

Vi må huske på, at der var engang i historien, hvor jøderne ikke var velset i Danmark. Den tid er heldigvis ovre. Men lad os ikke gentage vores fejltagelser ved at mistænkeliggøre en minoritet i samfundet på baggrund af noget så irrationelt som deres religion.