GOTTORP: Erich Heckel og Emil Nolde havde meget til fælles.
De var begge ekspressionister, og begge var medlem af den vigtige tyske kunstnergruppe »Die Brücke«. Begge blev fordømt af nazisterne som dekadente, og begge fik forbud mod at male. Begge oplevede, at deres atelierer i Berlin blev ramt af de allieredes bomber under befrielsen af Europa. Begge mistede i det hele taget mange af deres værker, der blev stjålet eller brændt. Begge fik siden en solid plads i kunsthistorien.
Nolde døde i 1956. Heckel i 1970. Det er 40 år siden og dermed anledningen til den store retrospektive udstilling. Som om Heckels værk behøvede en anledning. Heckel, der blev født i 1883, skulle oprindelig have været arkitekt, men glæden ved maleriet fik - påvirket af de franske impressionister, men også af tidlige billeder af Nolde - overtaget, og sommeren 1905 dannede han sammen med bl.a. Karl Schmidt-Rottluff og Ernst Ludwig Kirschner »Die Brücke«, som Nolde året efter tilsluttede sig.
Inspireret af van Gogh
Som man kan se på udstillingen, var Erich Heckel inspireret af ikke mindst van Gogh, hans stærke farver og hans vilde penselføring. Motivisk set spredte han sig over det meste, men det er i sine skildringer af landskabet, han når sit absolutte højdepunkt. Det er billeder præget af pågående farver og en enkel penselføring, klare felter og skæve husvægge.
På et tidspunkt bliver Heckel optaget af landskabet ved Flensborg Fjord, hvor han i årtier tilbringer sine somre med et godt blik for badelivet og en vitalistisk kolorisme, der nærmest kun bliver mere fri og inderlig på en og samme tid. Med tiden bliver værket imidlertid også stadig mere pessimistisk. Hvor Heckel i sine ungdomsbilleder er mere lyrisk og for den sags skyld mere dekorativ end mange af sine samtidige, ekspressionistiske kolleger, får hans værk en dyster tone. En del påvirkning kan tilskrives den belgiske maler, James Ensor som han møder under Første Verdenskrig, da han gør tjeneste i Flandern, men under alle omstændigheder synes hans maleri at være styret af en optagethed af det forvrængede og sygelige. Der er noget forpint over mange af hans billeder.
I forhold til ungdommens farveudladninger står alderdomsværket umiddelbart i skyggen. Det får en symbolistisk undertone, landskabet synes kun yderligere besjælet. Farverne er måske afdæmpede, men skønt malerierne kan forekomme mere konventionelle, er det også en reflekteret maler, der frem for at gentage sig selv bruger sine erfaringer til nye billeder, der sidst i 1950erne for længst er overhalet af andre kunstneriske revolutioner end dem, Nolde og han gennemførte.
Vandringsmandens ly
Et halvt hundrede kilometer til højre for Gottorp Slot finder man - hvis man altså kigger på Tyskland nordfra - Noldes museum. Det er blevet udvidet for nylig. Ikke alene har Museum Nolde fået en filial i Berlin, der frem til 4. juli bl.a. viser malerier fra hans mange rejser. Der er også kommet et par tilbygninger i Seebüll.
Nolde (1867-1956), der i sin tid testamenterede huset og dets bedårende have til offentligheden, talte selv om, at hans museum - modsat storbyernes kunstpaladser - nærmest skulle være en slags lade, hvor den søgende vandringsmand ville finde ly og således møde billederne. Det bliver vanskeligere og vanskeligere, efterhånden som museer - det er jo deres natur - udvider.
Museum Nolde er nu også udstyret med publikumscenter, undervisningslokaler, (glimrende) restaurant og boglade samt den i dag uundgåelige museumspædagogiske introduktion til Noldes liv og levned. Dette være sagt uden større malice. Nye generationer kommer til, og ingen kan vel forvente, at skoleklasser på forhånd er orienteret hjemmefra om, hvem Emil Nolde var.
Egentlig lå museet så flot i ensom majestæt ude i det flade, frisiske land og fortalte om denne begavede maler og hans inderlige billeder, hans forelskelse i farver og hans portrætter af mennesker så imødekommende, at enhver indskrænket ideologi uvilkårligt må hade dem. Haven omkring er stadig en stor oplevelse - og meget godt kan man også sige om den omfangsrige, men alligevel underspillede glasbygning, der er blevet rejst ved museet.
Glas er et farligt materiale for dårlige arkitekter, men åbenbart ikke for Walter Rolfes. Glasset bruges til at give bygningen lethed i landskabet. Det er ellers en tung og melankolsk arkitektur, man for det meste finder i det sønderjyske og det nordtyske, men bygningen er let, skønt den i farveholdning og materialer lægger sig om op ad den regionale byggeskik. Faktisk har arkitekten gjort sit bedste for, at man gennem tilbygningens vinduespartier kan betragte det smukkeste, der er på de kanter, nemlig markerne, nogle trærækker i det fjerne og så skyerne på himlen.
Det primitive og dagligstueagtige har altid været en slags charme ved Nolde-museet, hvis store attraktion har været beliggenheden, selv om den er besværlig. Man har trods alt kunnet have en fornemmelse af, at her var haven, som Ada og Emil selv anlagde og udstyrede med deres navnetræk plantet i blomster, og her var huset, som Nolde selv tegnede. Det har renoveringen gået skånsomt henover, og uagtet, hvor glad man kan blive over det fortrolige gensyn med Noldes billeder, kan man ikke undgå at spekulere over, om det alligevel ikke havde været muligt at give udstillingssalene en kærlig hånd.
