LONDON: Kunstscenen i sidste del af 1950erne og frem til slutningen af 1960erne var præget af mange nybrud og af en voldsom energi. Og ikke alene inden for billedkunsten. Også i musikken, dansen, arkitekturen, filmen, teatret, litteraturen.
Mange af kunstarterne synes i øvrigt at nærme sig hinanden i de skelsættende år. Flere af dem fusionerer, længe før nogen fandt på betegnelsen cross over om netop flermedial kunst. Det er, som om mange kunstnere dengang søgte et helt nyt sprog og en ganske anderledes måde at forstå og skabe kunst på.
Det livgivende lys fra det kunstneriske big bang dengang i 1960erne rækker frem til i dag. I disse år er der igen en stor interesse for epoken, der – skønt antallet af udøvere og betragtere var beskedent – kom til at betyde så meget for både sam- og eftertid.
Flere europæiske museer arrangerer udstillinger om dengang. I Danmark kan man for eksempel blot nævne opvisningen af pop art og design fra 1960erne på Louisiana og senere på året en udstilling med Yoko Ono, der netop var en af pionererne inden for performance art.
Der arrangeres heldigvis også udstillinger om senere og tidligere tiders kunst, men fascinationen af nybruddene i 1960erne er ikke desto mindre tilbagevendende. I London blandt andet i form af to markante udstillinger i henholdsvis Barbican Art Gallery og Tate Modern. De kan med fordel ses i sammenhæng.
Ud fra lærredet
Udstillingen i Tate Modern – der i øvrigt er ledsaget af en retrospektivt disponeret præsentation af Roy Lichtenstein, en af de store skikkelser i 1960ernes pop art – undersøger forskellige aspekter af den inspiration, den tids performance, happenings, aktioner, forestillinger osv., har haft for maleriet. Dengang og senere.
Teater er mildest talt ingen ny opfindelse, og traditionen fra de græske amfiteatre, middelalderens gøglere, mysteriespil og commedia dell’arte trækker lange spor gennem århundrederne. Men alligevel sker der noget anderledes fra slutningen af 1950erne. Kunstnere begynder at lade billedet bevæge sig fra maleriet ud i et tredimensionelt rum, der kunne ligne et tableau eller en scenografi og ofte blev omtalt som environment og siden installation. Publikum kunne, på en ny måde, bevæge sig ind i et maleri, som i stedet for malede elementer hyppigt bestod af ting fra den virkelige verden.
Herfra var det logiske skridt at indføre en fjerde dimension: Bevægelsen. Den havde ofte karakter af forskellige balletagtige optrin, der dog var noget anderledes end Bournonville-traditionen. Eller kunstneren udførte maleriaktioner, hvor publikum kunne se, hvordan han eller hun malede, eller i hvert fald smurte sig selv og omgivelserne ind i farve. Det må have været temmelig grænseoverskridende dengang, og seancerne, der blev vist i gallerier og mere ydmyge lokaliteter som de amerikanske lofts, blev da også typisk overværet af et mindre, særligt velorienteret og interesseret publikum. I en række tilfælde blev publikum frivilligt eller ufrivilligt en del af værket.
En af ambitionerne ved flere af tidens eksperimenter med performances og environments var at skabe en mindre højtidelig, mindre »fin« form for kunst. Blandt andet på grund af publikumsinvolveringen blev det opfattet som mere »demokratisk«. Det var nu langt fra alle, der opdagede dét – for takket være formens radikalitet og mediets fremmedartethed blev resultatet i reglen det modsatte. I stedet for anti-kunst blev det til kunst-kunst og i mange tilfælde betragtet som mere vanskeligt forståeligt end for eksempel et ældre maleri på et museum. Museet var en af de institutioner, den form for kunst dengang også i stort omfang revolterede imod. Siden blev også performance art osv. optaget i kunstinstitutionen og fordøjet af systemet.
Blod og indvolde
Tate Moderns udstilling hedder »A Bigger Splash« efter et berømt maleri af David Hockney; en anden stor skikkelse med udspring i 1960erne.
Første halvdel koncentrerer sig om værker, eller dokumentation af dem, af nogle af pionererne som for eksempel Jackson Pollock, Yves Klein, Niki de Saint Phalle samt et par af Wieneraktionisterne som Herman Nitsch. Sidstnævnte valgte gerne at anvende blod og indvolde som ingredienser i voldsomme, rituelt betonede, teatrale forløb. Men ellers er farve et ofte gennemgående materiale, og det synes i udstrakt grad at dreje sig om farvens stoflighed. Der skydes til måls efter balloner indeholdende farve, der så mere eller mindre tilfældigt spredes ud over andet materiale. Der æltes og smøres, som var det en lyst.
Gennemgående motiver og temaer er kønslig tvetydighed og opgør med konventionerne, og mange af værkerne har rummet en gestisk og intellektuel voldsomhed, der måske stadig i dag kan forekomme fremmedartet. Museet gør da også selv opmærksom på det.
Joseph Beuys er sjovt nok ikke blandt veteranerne, og i det hele taget er udvalget hist og her overraskende. Det gælder især de nyere værker, der vises i udstillingens anden halvdel. På en udstilling med undertitlen »Painting after Performance« havde man måske nok ventet at møde for eksempel den radikale amerikanske billedkunstner Paul McCarthy og hans groteske historier eller for den sags skyld Marina Abramovic, men hun var på den anden side hovedrolleindehaver i den største udstilling om performance art på MOMA i New York i 2010. Så fravalget af de forudsigelige hovedskikkelser giver mulighed for tilvalg af en række andre, noget mindre kendte kunstnere, der viser, i hvor stor gæld vor tids kunst stadig står til talenteksplosionen i 1960erne.
Duchamps tilbedere
Helt klassisk er persongalleriet derimod i Barbican Art Gallery. En af de mest stilskabende billedkunstnere i det 20. århundrede, Marcel Duchamp (1887-1968), bosatte sig permanent i USA under Anden Verdenskrig, og i 1950erne og 60erne blev han en central og beundret skikkelse i New Yorks avantgardekredse.
På det tidspunkt var han mere eller mindre ophørt med at arbejde med kunst til fordel for at spille skak. Men han havde sådan set også udtænkt de værker, der skulle ændre kunsthistorien. Det var hans ready mades, der eksempelvis kunne være et flaskestativ eller en pissoirkumme eller andre industrielt fremstillede genstande, der ikke var tænkt som kunst. Men blev det. Fordi kunstneren gjorde dem til det.
Også et hovedværk som »Bruden klædt nøgen af sine Ungkarle, endog« – eller »Det Store Glas« – gjorde indtryk på tidens unge avantgarde, og en autoriseret kopi af det tjener som indgang til den på mange måder meget vellykkede udstilling.
Udstillingen giver en indføring i Duchamps måde at se verden på, og hvordan han skabte kunst, der skulle modsvare tilværelsens angivelige absurditet. Det er lykkedes at samle en række af hans mest markante værker. Nogle er forsvundet. Men de er så rekonstruerede.
Blandt de siden hen selv meget berømte skikkelser, der tog vel imod Marcel Duchamp, var billedkunstnerne Jasper Johns og Robert Rauschenberg samt koreografen Merce Cunningham og komponisten John Cage.
Udstillingen, der hedder »The Bride and the Bachelors«, rummer eksempler på meget direkte og mere diskrete former for påvirkning fra den europæiske dadaist, og den beretter om det venskab og samarbejde, der var mellem den store gamle mand og hans ungkarle. I sig selv er avantgardekomponistens partiturer, der ikke har meget med konventionelle nodeblade at gøre, fascinerende at se på. Men én blandt flere kvaliteter ved netop denne udstilling er, at eksempler på Cages kompositioner og Cunninghams koreografier spilles og vises på udvalgte tidspunkter i weekender og på nogle hverdagsaftener. Repertoiret illustrerer, hvad det var, det gik ud på. Lydlandskaber og bevægelige skulpturer i rum. Selv i dag fascinerer avantgarden fra dengang i 1960erne.
Hvad: »A Bigger Splash – Painting after Performance«.
Hvor: Tate Modern.
Hvornår: Tirsdage-søndage 10-18, fredage-lørdage tillige til 22. Til 1. april.
Hvad: »The Bride and the Bachelors – Duchamp with Cage, Cunningham, Rauschenberg and Johns«.
Hvor: Barbican Art Gallery.
Hvornår: Dagligt 11-20, onsdage dog kun til 18, torsdage tillige til 22. Til 9. juni.
