Lige ved siden af Frilandsmuseet i Lyngby ligger en eventyrhule.
I den boede og arbejdede Bjørn Wiinblad, når han var i Danmark.
Det Blå Hus, som det hedder, er mere end hundrede år gammelt. Oprindeligt var det kornlager, men i 1930erne blev det ombygget af en svensk kunsthåndværker, der gjorde det velegnet til kombineret bopæl og værksted. I 1966 erhvervede Bjørn Wiinblad så træbygningen og gjorde den til sin personligt udsmykkede base frem til sin død i 2006, 87 år gammel.
Huset står stadigvæk stort set, som da han forlod bygningen for sidste gang – og af en kunstnerbolig at være er den bestemt en af de mere dekorative. Der er ikke fri adgang til huset, men man kan bestille en rundvisning. Haven omkring er frodig. Der er blandt andet et stort magnoliatræ – og når det sprang ud, plejede Dronning Ingrid at komme forbi og se på det, og så drak de the på græsplænen.
I stueetagen er der kontorer, keramikværksted og spisestue. Værkstederne har den charme, keramikværksteder ofte har med brede reoler med færdige eller halvfærdige varer, som lyset falder dekorativt på gennem let støvede ruder, og i spisestuen er der blevet holdt fabelagtige middagsselskaber; stort set hver gang med samme menu og aldrig grøntsager, for det brød Bjørn Wiinblad sig ikke videre om. Så hellere kaviar.
Efter middagen trak selskabet, der ofte bestod af diplomater, forfattere, balletdansere og store samlere som nu for eksempel Arnold Schwarzenegger, det massive muskelbundt, der nærer en forkærlighed for den spinkle keramik, sig tilbage til Bjørn Wiinblads store stue på første sal.
Undervejs har de måske haft mulighed for at beundre værtens samling af keramik. Ikke blot hans egen. Men også ældre keramik fra nogle af de store producenter fra Kina til Delft. Wiinblad nærede en forkærlighed for blåt.
Ovenpå er en rigtig Aladdins hule indrettet med masser af kunstgenstande og spredte sofagrupper, hvor der blev serveret kaffe for gæsterne. Mange bøger på reoler langs væggene, men det havde Bjørn Wiinblad nu også på sine andre bopæle. Kunne han lide en bog eller en cd, købte han et par stykker, så han altid havde et eksemplar ved hånden, uanset om han var i København eller Lausanne.
Hans himmelseng står, som han forlod den med stakke af de bøger, han læste i om natten. Skoene i de store skabe er ordnet efter farve, slipsene afspejler moden gennem et par menneskealdre.
Psykedelisk før det fandtes
Fra dette stærkt personligt prægede hjem arbejdede Bjørn Wiinblad en stor del af tiden.
Wiinblad har været overvurderet og undervurderet, og nu bliver hans værk så revurderet med en udstilling på Kunstmuseet Arken. Det sker på et tidspunkt, da mange yngre kunstnere har anlagt et nyt syn på ham – efter han i mange år har været umoderne. Måske også fordi der var så meget Wiinblad alle vegne. Fra platter på væggene til betræk på dynerne.
Billedkunstneren Tal R har for eksempel sagt om Wiinblad, at »Wiinblad var psykedelisk, før det fandtes. Man forestiller sig ham ligge med snabelsko på syre i Tanger! Jeg har kun mødt ham én gang, da Nicolai Wallner (galleriejeren, red.) udstillede Verner Panton i Bredgade, og han er en ualmindelig velklædt og elegant mand - slet ikke i snabelsko og turban«.
Netop Werner Panton er måske ikke tilfældigt. På sin vis delte de skæbne. Begge blev de betragtet som større designere i udlandet end i hjemlandet, for ikke sandt:
Al denne ornamentik, denne lystbetonede leg med spinkle streger og eventyragtige ansigter, hele Tusind-og-én-nat-fascinationen – den er da så ufunktionalistisk udansk og står i skarp kontrast til de kvaliteter, der ofte forbindes med den danske – og skandinaviske – tone i design og brugskunst gennem adskillige tiår:
Rolige flader og linjer, afdæmpede farver, et udtryk der hellere er underspillet end det modsatte. Less is more. Altså bortset fra hos Bjørn Wiinblad. Og hos Verner Panton, der med sine dengang futuristiske møbler i psykedeliske farver søgte noget andet, end den naturfornemmelse og den underspillede æstetik, der i øvrigt kendetegner dansk designs guldalder omkring midten af det 20. århundrede.
Bjørn Wiinblads arbejder er vitterlig fulde af sødme. Og af glæde. De er i det hele taget fulde af alt muligt. Han arbejdede med at fylde sine flader, hvad enten de er to- eller tredimensionelle, med figurer, fugle, blomster og en velsignelse af kruseduller. Det hele i klare farver. Og til trods for at han fylder sine flader – de lige såvel som de buede – med små tegn, er helheden, kompositionen stramt opbygget.
I sine bedste øjeblikke – og de findes blandt andet i oaser i Tivoli i København – har arbejderne en besnærende stemning af fredfyldt, erotisk energi. Dreng og pige møder gerne hinanden i hans arbejder, Susanne i badet er et genkommende motiv, og der kommer også børn ud af mødet mellem kønnene.
Utallige opgaver
Wiinblad har skam gået på Akademiet. Det gjorde han i begyndelsen af 1940erne. Efter han havde fulgt faders vilje og var blevet uddannet typograf, fulgte han sit eget hjerte og blev optaget på Kunstakademiet, hvor han gik på Grafisk skole hos alvorsmanden Aksel Jørgensen. I 1945 debuterede han i Galleri Binger; en lille kunsthandel i Palægade, som lå på den rute, den tids store kunstkritikere tog på vejen hjem fra Charlottenborg.
De så ham. De skrev om ham. Og det slog med det samme navnet så fast, at der dagen efter var kø foran galleriet, og at Wiinblad allerede inden ugen var omme havde fået sin første bestillingsopgave.
Siden kom der flere opgaver, end der er kruseduller på et Wiinblad-fad, og manden må have været hele vejen rundt:
Porcelæn og keramik, naturligvis. Glas og gobeliner, scenografi og sølvtøj, tekstiler og tapeter, frimærker, legetøj, kagedåser, spillekort, puslespil og hvad som helst andet. Naturligvis – hvem var ellers nærmere til det? – har Wiinblad også illustreret »Tusind-og-én-nats eventyr«. Og eventyr af både Brødrene Grimm og H.C. Andersen.
Året efter debuten blev han knyttet til Nybølle Fajancefabrik og siden til både tyske Rosenthal og danske Rosendahl og har skabt en meget lang række ting til brug og pynt i millioner af hjem verden over.
Eget keramisk værksted oprettede han i 1952, og alene hans scenografiske opgaver fyldte en halv spalte i Kraks Blå Bog. Det var især Det Kongelige Teater, der brugte ham. Men mindst lige så meget Pantomimeteatret i Tivoli – og for den københavnske forlystelsespark har han da selvfølgelig også skabt en årsplakat. To gange.
Manglende hjemlig anerkendelse
Bjørn Wiinblad mestrede det hele. Fra masseproduktion til unikaarbejder. Det er blevet til talrige udstillinger gennem årene. Egne huse i København (Ny Østergade) og i Dallas. Omfangsrige udsmykningsopgaver på hoteller og barer og i form af store fontæner, især i USA. I en årrække frem til foråret 2005 var også restauranten på Hotel d’Angleterre indrettet af Bjørn Wiinblad.
Det er også blevet til repræsentation på Victoria and Albert i London, Museum of Modern Art i New York og kunstindustrimuseer i adskillige lande.
Wiinblad har haft adskillige store eller retrospektive udstillinger i USA, Japan, Australien og Europa og herhjemme bl.a. på kunstmuseet i Aarhus, Designmuseum Danmark (dengang Kunstindustrimuseet), Sophienholm og Dansk Plakatmuseum.
Han har modtaget mange udenlandske hædersbevisninger, mens fædrelandets officielle anerkendelse synes noget tilbage at ønske. Dog blev Wiinblad udnævnt til Håndværkerforeningens æreshåndværker 1974 og tildelt Bakkens Oscar 1989.
Medvirkende til Parnassets lejlighedsvise nedvurdering af Bjørn Wiinblad var givetvis, at mange af hans masseproducerede platter og andre former for porcelæn blev yndede samleobjekter hos Familien Kakkelbord, som det så elskværdigt udtrykkes.
Succesen taget i betragtning kunne Wiinblad vel være ligeglad. Da han endnu levede, deltog han i en radioudsendelse. Sikkert mange – men i lige denne var en af datidens anmeldere inviteret med, og han kritiserede så Wiinblad for det ene og det andet.
Nå, spørger intervieweren så Wiinblad. Hvad mener du om det? Ja, han har såmænd nok sagt De.
»Åh,« siger Wiinblad med sin fine og kultiverede, arrogante stemme – »jeg hørte ikke efter…«.
Kunstmuseet Arken viser Bjørn Wiinblad fra 13. juni til 17. januar.
