Stjernekunstneren møder stjernearkitekten

Arkitekten Frank Gehry har skabt et nyt kunstmuseum i udkanten af Paris. Kunstneren Olafur Eliasson står for den første særudstilling.

Fondation Louis Vuitton er tegnet af Frank Gehry. Pressefoto Fold sammen
Læs mere

PARIS: Moderne og fremmedartede, spektakulære bygninger som Frank Gehrys nye kunstmuseum i udkanten af den franske hovedstad ligner altid rumskibe, der lige er landet.

De appellerer til fantasien, og i Bois de Boulogne er det nyåbnede kunstmuseum, Fondation Louis Vuitton, til og med placeret lige op af en legeplads, hvor – hedder det sig – Marcel Proust, forfatteren til blandt andet »På sporet af den tabte tid«, muntrede sig som barn.

Fondation Louis Vuitton er da også en meget underholdende bygning, der snart kan minde om et vældigt skib snart et mærkværdigt skaldyr og i glimt opløses i andre arkitektoniske metaforer som sejl, skyer og isbjerge.

Udsigten fra tagterrasserne er naturligvis imponerende. Man kan i sagens natur blandt andet se den omgivende park, der blev anlagt i midten af 1800-tallet, og på så mange måder har tjent som forlystelsesområde for pariserne, der – om de vælger offentlig transport – blot skal med en metro, der tager mindre end en halv time fra centrum.

Udsnit af Olafur Eliassons udstilling. Pressefoto Fold sammen
Læs mere

Som andre af Frank Gehrys svungne bygninger ser også Fondation Louis Vuitton ud, som om mesterarkitekten har krøllet et stykke papir sammen og brugt resultatet som model for bygningen. Det gør den canadiskfødte arkitekt i hvert fald i en episode af den amerikanske TV-serie »The Simpsons«, da han ubesindigt tager imod opfordringen til at tegne et hus til byens gale indbyggere.

Sådan er det så ikke i virkelighedens verden. Frank Gehry arbejder med både noget så gammeldags som skitser i hånden og noget så moderne som detaljeringer på computerskærmen. En udstilling – frem til 16. marts – i selve museet fortæller ikke overraskende om arbejdet med at udforme huset, som Gehry ser som en hyldest til Frankrigs kulturelle kald. Mens optakten til åbningen af Fondation Louis Vuitton i fjor blev ledsaget af en større, retrospektivt disponere udstilling i Centre Pompidou.

Besøg fra rummet

Fælles for Gehrys bygninger er den meget fantasifulde udformning, hvor skævvredne bygningsdele, ofte i skinnende metal, stritter i alle retninger. Nogle gange er udskejelserne mere behersket end andre – for også Frank Gehry tager hensyn til omgivelserne. Undertiden er det blot sådan, at stedets ånd i Gehrys øjne bedst forvaltes ved en eksplosion af organiske former, der får hans bygninger til at antage karakter af skulpturer.

Gehrys arkitektur er om noget uimponeret og legende. Han er ikke bange for overdrivelsen, og han frygter ikke metaforen, så har en restaurant i Kobe overvejende fisk på menuen, hvad er da mere naturligt end at udforme bygningen som en gigantisk fisk.Fondation Louis Vuitton ligner mest af alt et sammenbøjet Eiffeltårn puttet inden i et andet fransk arkitekturikon, Le Corbusiers kirke, Notre Dame du Haut, i Ronchamp og så stilmæssigt muteret til vore dage.

Samt altså det berømte rumskib de fleste af den slags bygninger ligner. I dette tilfælde med et meget smukt vandløb, der fører ind i huset.

Gehry er blevet noget mindre vild, siden han skabte Guggenheim i Bilbao.

Faktisk er udstillingssalene helt overvejende regulære og konventionelle, og det er som regel også mest praktisk, når nu hovedformålet med projektet er at udstille kunst.

Bortset fra et par enkelte klassikere som skulpturer af billedhuggeren Alberto Giacometti og pioneren inden for videokunst, Nam June Paik, er den del af samlingen, der udstilles i de kommende måneder efterfulgt af en løbende udskiftning, helt overvejende meget nutidig og i høj grad præget af en optagethed af overraskende materialer og nye medier, som man møder det hos vigtige skikkelser som Mona Hatoum, Wolfgang Tillmans, Tacita Dean og Thomas Schütte.

Egentligt maleri er repræsenteret af blandt andre Ellsworth Kelly og Sigmar Polke. Sidstnævnte viser nogle såkaldte skybilleder; gulligt tågede, monokrome kæmpelærreder der hænger i et rum, i hvis midte der er placeret en meteorit, som stammer fra et fund i Sibirien i slutningen af 1940erne.

Museet set fra oven. Pressefoto. Fold sammen
Læs mere

Ind i labyrinten

Fra Polkes himmelsten i toppen af bygningen forekommer det nærliggende at tage et spring til Olafur Eliasson, der i store lokaler i bunden af huset står for den første særudstilling i det nyåbnede, parisiske museum.

Olafur Eliassons udstilling indledes nemlig med en meteorit, som man oven i købet må røre ved og – som kunstneren bemærkede på pressemødet forud for åbningen af hans udstilling – så var det første gang, han selv havde rørt, eller været klar over at han havde rørt, ved noget, der ikke kom fra vores verden, og sådan ville det sikkert også være for en række af museets gæster.

Udstillingen hedder »Contact« og kunne måske lede tanken hen på filmen af samme navn, hvori Jodie Foster spiller astronomen i en fortælling om kontakt med fremmede civilisationer. Der er da også sale med en lyssætning og en delvis nedsat orienteringsevne, der kunne få en besøgende til at tænke på, hvordan det ville være at befinde sig ombord i et sådant fartøj, der rejser mellem stjernerne.

Men sådan set er Olafur Eliassons omfangsrige udstilling – i lig med mange af hans tidligere – en undersøgelse af forholdet mellem rum og sansning, mellem orientering og indbildningsevne.

Opbygningen eller forløbet kan minde lidt om den måde, udstillingen på kunstmuseet i Aarhus i 2005 var organiseret. Man bevæger sig gennem en række mørklagte rum og møder undervejs skulpturer, der giver skiftende stemninger og oplevelser. Nogle er hændelser ved vand, andre er lyssætninger, mens en tredje gruppe udgøres af forskellige former for optisk bedrag, der uvægerligt skærper sanserne.

Mange af Olafur Eliassons værker gennem tiderne er en slags synsmaskiner, der udfordrer vores opfattelse af verden. Samtidig fortæller skulpturerne – gennem deres blotte konstruktion – ofte, hvordan de fungerer.

Og det kan så få betragteren til at overveje, hvordan han eller hun selv synes, det går? Hvordan er verden indrettet? Sådan som vi ved, den er? Sådan som vi er blevet fortalt, den er? Sådan som vores sanser siger os, den er? Kan man overhovedet fastslå endegyldige sandheder?

Efter rækken af forskelligartede visuelle begivenheder, der bærer titler som »Kort over utænkte tanker«, »Bro fra fremtiden« og »Parallax«, kommer man ud af mørket og over på den anden side.

Udsigt fra en af tagteresserne i Frank Gehrys museumsbygning. Pressefoto. Fold sammen
Læs mere

Et af de mest poetiske steder i Frank Gehrys bygning er i bunden af huset, hvor et bredt vandløb fører liv, lys og refleksioner ind i bygningen – og her har Olafur Eliasson skabt kulisserne til en ny vandring. Gennem lyssøjler og spejle oplever man sig selv, de andre gæster og den umiddelbart omgivende arkitektur på en kalejdoskopisk måde, som man ikke blot kiggede på verden gennem en af kunstnerens synsmaskiner men ligefrem befinder sig i en af dem.

Hvad: Fondation Louis Vuitton. Arkitekt: Frank Gehry.

Hvem: Olafur Eliasson.

Hvor: Fondation Louis Vuitton, 8 Avenue de Mahatma Gandhi, Bois de Boulogne, Paris.

Hvornår: Åben dagligt 10-18, fredage tillige til 23. Til 16. februar.