Med den betydning, Den Eksperimenterende Kunstskole har haft i sidste trejdedel af det 20. århundredes danske kunst, kan det undre, at et eller flere af museerne aldrig har lavet den fuldt udfoldede udstilling, der kunne fortælle om denne vitale del af 1960erne - og hvad det siden blev til for Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og mange af de andre, der dengang havde få eller flere formative år i dette kraftcenter i dansk kunst.
Udstillingen på kunstmuseet i Silkeborg fortæller ikke hele historien - men den har en anden, påfaldende kvalitet, få andre institutioner ville kunne tilbyde. Den er tilrettelagt af museets tidligere direktør, Troels Andersen, der er en af dem, der har det mest indgående kendskab til perioden og dens kunstnere. Han var blandt grundlæggerne af Eks-Skolen for 49 år siden. Han har siden fulgt sine elever, forsket i dem, udstillet dem og gået i brechen for dem, når det har været nødvendigt.
Ikke for tøsedrenge
Udstillingen er rektors sammenfatning af, hvem han syntes, var de bedste elever. Udstillingen er helt og aldeles domineret af skikkelser som Per Kirkeby, Peter Louis-Jensen, Bjørn Nørgaard og medrektor Poul Gernes. Med udstillingen pointerer Troels Andersen, hvad der var de centrale karakteristika blandt Eks-Skolens præmiestudenter. Det kan være kvaliteter som først og fremmest det helt afgørende samarbejde eleverne imellem og dernæst deres materialebevidsthed, sansen for stoflighed i billedudtrykket, deres evne til at arbejde med collager i ordets bredeste forstand og deres talent for at omsætte ydre påvirkninger til indre udviklinger.
Eks-Skolen - eller Ex-skolen, som Troels Andersen foretrækker - var efter sigende et barskt sted. Det var i hvert fald ikke et sted for tøsedrenge, og det er også slående, at kvinderne blev skræmt væk af den hårde kerne, der måske netop blev så god, fordi argumentationen og arbejdet hele tiden blev skærpet af lange diskussioner og meningsudvekslinger.
Om noget er Troels Andersens udstilling om Eks-Skolen en nøgle til, hvorfor skikkelser som Kirkeby og Nørgaard har fået en så dominerende plads i kunstlivet og herunder i det offentlige rum. Deres position blev grundlagt i de værker og bag dem diskussionerne, arbejdsfællesskabet og de kollektive processer, der udstilles på kunstmuseet i Silkeborg.
