Verden imellem os

Jens-Martin Eriksens »Politiske texter« er en blanding af satirisk kortprosa, et kafkask radiospil og et hårdtslående skuespil om Big Brother og virkeligheden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det politiske teater? Nogle brækker sig ved ordet, andre prøver at få det passet ind i tiden.

Bådteatret spiller i øjeblikket »Det korteste strå«, som inden for sin politisk-satiriske ramme handler om konsekvenserne af minimalstaten. Forestillingen er selvsagt også en kulturpolitisk kommentar. Nogle kalder det klynk, jeg hilser det velkomment. Og så tyder meget på, at i alt fald dele af dansk teater vil sætte fokus på danskhed og fremmedhed i den ny sæson. Efter 90ernes jeg-teater blæser der altså nye vinde på scenen.

Der var naturligvis også politiske ansatser i de glade 90ere; forfatteren og dramatikeren Jens-Martin Eriksen prøvede med bl.a. »Babylon« på CaféTeatret i 1999; et stykke om systemovervågning og moderne medievirkelighed. I dag udkommer han med en tekstsamling, hvoraf noget er bekendt, andet nyt. Titlen angiver linjen, »Politiske texter«.

Tre tekster eller bevares: Tre texter. Lidt satirisk kortprosa om politisk korrekthed og meninger som vådt wienerbrød tidligere trykt i diverse blade. Et radiospil, »Nyt håb for de døde«, som blev sendt i februar. Og et nyt skuespil skrevet for årets afgangshold på Aarhus Teaters skuespillerskole.

Den politiske linje? Hænger teksterne sammen?

Ikke nødvendigvis. Prosaen er underholdende, men lidt for lidt. Her er ret beset mere politik end tekst. Det modsatte gør sig gældende i radiospillet om Thomas, der gennemlever et Kafka-lignende mareridt, hvor to inspektører uden grund forhører ham og sender ham tilbage til barndommen og skolebænken; scenen skifter til et strindbergsk drømmespil, hvor Thomas overhøres i meningen med at »gennemtrave livet«; han kan sit pensum, men har aldrig tænkt på summen. Her er ret beset mere tekst end politik.

Forstyrrede børn

Hvis der er en linje hos Jens-Martin Eriksen, og det kan man trods alt godt argumentere for, ligger den i en vedholdende kredsen om den virkelighedens uvirkelighed - verden som en absurd teaterkulisse - som har snart Beckett, snart Kafka, snart Big Brother som citat.

Skuespillet, »Natural Born Orphans«, trækker i øvrigt på postmoderne vis på så mange andre kilder; fra Tarantino til Thomas Vinterbergs »Festen«. Handlingen i sine grove træk: Inde i huset liggger en døende far - den store schlagerkonge Loti - og alle hans forstyrrede, nu voksne børn er samlet om ham. Uden for står TV-kameraerne og billedbladene parate til at skabe historien og sælge »tragedien«.

En af journalisterne har det som Gud, men bliver siden ofret på sit eget mediealter. Den ene af børnene er sexist, en anden terrorist. Jens-Martin Eriksen skyr ingen virkemidler i et spil, hvor virkelighed og medievirkelighed på skift tager hinanden som gidsel.

Teksten er parodisk, men immervæk politisk. Den er ikke fri for at have støj på linjen, men kan med gevinst spilles med klukkende gru. Der er i aften premiere på Aarhus Teater.