TV 2-serie om ubådsdrabet er hverken spændende eller sensationel. Men én ting er værd at bemærke

At se Tobias Lindholms serie om ubådsdrabet er som et være i skolepraktik hos politiet. Her er god tid til at kigge på arbejdende betjente og høre de meget lange udredninger af deres metode. Det er kedeligt og sobert – og lige præcis den eneste måde, man kan løfte historien på.

 
Se traileren til TV 2's nye dramaserie »Efterforskningen«, der er baseret på opklaringen af ubådssagen, her. Video: TV 2 Fold sammen
Læs mere

Allerede inden optagelserne af »Efterforskningen« var gået i gang, rasede debatten.

At lade Peter Madsens klodsede og klamme drab på journalisten Kim Wall blive til kunst var usmageligt, mente blandt andre instruktør Katrine Wiedemann, der så serien som det endegyldige bevis på de kreative branchers moralske fallit.

At Kim Walls forældre har støttet projektet, og at det er den tidligere – og prisbelønnede – dokumentarfilminstruktør Tobias Lindholm, der står bag, imponerede hende ikke. Tværtimod. Den kunstneriske blåstemplining lignede blot en legitimering af et fejlagtigt projekt.

»Gerningsmanden er bare en skygge i baggrunden. Vi behøver ikke mere end omridset af monsteret – så udfylder hjernen selv de tomme felter.«


Mandag aften blev første afsnit af serien sendt – og dermed kan vi se, hvad Miso Film og TV 2 opnåede ved at gå den moralske planke ud og gøre Peter Madsens ugerning til TV-serie. Dem, der frygtede, at man forsøgte at skabe spænding og effekt ud af sagen, kan i hvert fald ånde lettet op.

Voldsporno bliver næsten for meget

»Efterforskningen« minder i den grad om at være i skolepraktik hos politiet. Dagene går med lange udredninger foran whiteboards, hvor betjente opridser detaljer og fortæller hinanden ting, som de godt ved i forvejen. Vi får også et lille kursus i anklagerens arbejdsforhold og juridiske grundsætninger som »In dubio pro reo«, der betyder, at i tvivlstilfælde må man dømme til fordel for den anklagede.

De dramatiske højdepunkter består mest af lange klip, hvor hovedkarakteren, drabschef Jens Møller, spillet af Søren Malling, kigger tomt frem for sig samt nogle meget nøjagtige gennemgange af Peter Madsens sejlrute. Er der gjort forsøg på at pifte tempoet op, er det godt skjult i billederne af politigårdens dårligt oplyste storrumskontorer.

Det er også en meget sart balancegang. En enkelt scene, hvori en efterforsker (Özlem Saglanmak) gør rede for Peter Madsens søgninger efter voldsporno er næsten for meget – uanset hvor gråt og monotont, hun forklarer perversionerne. Alene det, at vi taler om noget så slemt, der tilmed er sket – og sker – i virkeligheden, gør det næsten ubærligt.

En rød pære for fare

Peter Madsen selv er fraværende – heldigvis. Ikke engang hans navn nævnes. I stedet tales der konsekvent om »den tiltalte«, som udelukkende er til stede i betjentenes opremsninger af hans skiftende beretninger om, hvad der skete i ubåden.

Det tætteste, vi kommer, er en meget langsom panorering hen mod afhøringslokalet, der oplyses af en ildevarslende, rød pære. Mere behøver man faktisk ikke for at få den ønskede effekt. Det lærte man allerede ved spillefilmen »Utøya 22. juli«, der heller ikke gav plads til Anders Behring Breivik.

Det tunge skyts er hentet ind fra Sverige i form af Pernilla August og Rolf Lassgård, der er fine og vedmodige som Kim Walls sørgende forældre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Arnesen/TV 2.

Begge steder er gerningsmanden bare en skygge i baggrunden. Vi behøver ikke mere end omridset af monsteret – så udfylder hjernen selv de tomme felter.

Hvorfor så overhovedet fortælle historien om ubådsdrabet som TV-serie? De fleste danskere kan formentligt sagens detaljer på fingerspidserne. Verden er fuld af velkomponerede og fiktive krimier, og jeg har selv svært ved at finde det helt gode argument for at gøre lige præcis dette drab til TV. Til gengæld kan jeg se, at serien gør én ting, som virkelighedens medier aldrig formåede. Den renser Kim Wall.

Et lille, lysende hjerte

Efter mordet blev der skrevet flere artikler om, at den svenske journalist måske var del af et brutalt SM-miljø, at hun kendte Peter Madsen, og at hun var dumdristig, da hun steg ned i ubåden for at lave sit interview.

Det var påstande, der lagde en del af skylden over på offeret. Det gør serien ikke. Tværtimod står hendes forældre (åh, så fint og tungt spillet af Pernilla August og Rolf Lassgård) vagt om datterens minde, og det understreges, at hun netop var alt det, vi håber vores egne børn vil blive: Nysgerrig, smilende og åben for verden.

Den pointe står som et fint, lille lysende hjerte i en ellers alvorlig og laminatfarvet politi-virkelighed. Den gjorde også mere indtryk på mig end den lidt påklistrede hyldest, der afslutter serien.

Sagen er nemlig, at »Efterforskningen« ikke taler med særligt store bogstaver. Den er en lavmælt serie, der gør sit bedste for at undgå at svælge i mordets morbide detaljer, om end den lever af dem.

Måske bliver serien, som den førnævnte Utøya-film, en slags linding for de efterladte og en gravsten over en af de gerninger, som uforståeligt stadig sker blandt os. Og det er grund nok til at lave den, men desværre ikke helt grund nok til at se den.

Det nuværende resultat er nemlig en serie, der formentligt er lavet med de bedst mulige intentioner, men som til gengæld er både kedsommelig og forudsigelig  – og så kan man i virkeligheden lige så godt se instruktørens afsnit »Mindhunter« på Netflix i stedet for.

»Efterforskningen«. Instruktør: Tobias Lindholm. Medvirkende: Søren Malling, Charlotte Munch, Laura Christensen, Dulfi Al-Jabouri, Hans Henrik Clemensen m.fl.  Serien har premiere mandag 28. september på TV 2 klokken 20.00 og TV 2 Play. Den består af seks afsnit. Denne anmeldelse bygger på alle seks.