Den svenske bondeknold

Rolf Lassgård er en af Sveriges største karakterskuespillere. Selv kalder han sig for en to meter høj bondeknold med fabeldyr indeni. På fredag er han aktuel i den danske film »Efter Brylluppet«.

Rolf Lassgård. Foto: Kristian Brasen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Skynd dig over, Rolf, ellers kommer bæktrolden og tager dig.«

Hans mormor sagde det altid i et så ildevarslende tonefald, at han ilede over broen, hundeangst og med sveden piblende frem mellem nakkehårene. Han måtte for enhver pris ikke vække bæktrolden, der hvilede dernede i mørket, og som i hans fantasi antog de mest skrækindjagende former.

Hun sagde også, at der fandtes nisser, og han lod sig uden forbehold smelte ind i den verden. Den blev så naturlig og konkret i hendes mund. Og så var der heller ikke ret meget andet at lave for en dreng, der i 1960erne var placeret midt ude i den svenske ødemark, hvor der kun var friheden, de høje snebunker, rindende elve, krogede træer - og så fantasien at »lege« med.

Når han i dag passerer broen over bækken sammen med sine tre børn, siger han selv, i en formanende tone: »Pas på, at I ikke falder i og drukner.«

På den måde bliver livet på et tidspunkt så jordnært. Så bogstaveligt. Fantasien gemmer sig et sted dybt i kroppen og rejser ikke med, når benene tager til i længde, når skægdun bliver til stubbe - og det er pigerne på gaden, der får angstens sved til at klæbe i nakken.

Sådan er det i hvert fald for de fleste, der bliver voksne. Bare ikke helt for Rolf Lassgård. Trods sine 51 år og to meter høje korpus, er fantasien vokset med ham. Ikke når han krydser bækken med sine børn. Så er han en moderne realist. Heller ikke, når han lever sit larmende almindelige familieliv i byen Gävle nord for Stockholm. Så er han bare en »en kedelig bondeknold.«

Men indeni. Dérinde lever og næres hans barnetro blandt andet af det skuespillerhverv, han allerede som ni-årig vidste kunne holde hans port til fantasien åben.

»Jeg er stolt af at kunne sige, at jeg er en bondeknold, selv om det er ret umoderne. Jeg har taget mine rødder med mig, og jeg føler, at min opvækst har givet mig en form for åndelighed. Når jeg skaber noget på scenen eller på lærredet, oplever jeg øjeblikke, hvor tiden går i stå, grænserne ophæves, og fantasien får lov til at flyde frit. Det er et rart sted at være. Og dér kan jeg godt lide galskaben,« siger Rolf Lassgård og smiler ufarligt. SNEEN LIGGER TUNGT i Stockholms gader, og Rolf Lassgård trasker hjemmevant med hurtige skridt gennem den. Selv om han med sin lange sorte frakke, sorte bukser, skjorte og halvlange hår falder i ét med storbybilledet, ser folk efter ham. Skjulte blikke, som når man ikke kan lade være med at kigge, selv om man egentlig ikke vil.

De kender ham. Han er kendt, men han tager sig ikke synderligt af det. Det er en del af jobbet, når man som han i over 25 år har gjort sig bemærket på film, TV, og teater. Blandt andet i roller som den dæmoniske kriminalassistent Gunvald Larsson i TV-serierne bygget over Sjöwall-Wahlö's Beck-romaner fra 1990erne, den hårdkogte og eftertænksomme kriminalkommissær, Kurt Wallander, i filmatiseringerne af Henning Mankells krimier - og som den indadvendte macho-politimand Erik i »Jægerne«.

Og måske er en af hemmelighederne bag hans status som en af Sveriges største karakterskuespillere netop den kant, som kombinationen af den helt almindelige Rolf og fantasten Rolf giver, og som hans skuespil bevæger sig inden for. Også i rollen som Jørgen i Susanne Biers ny film »Efter Brylluppet«, der har premiere på fredag. Rolf Lassgård spiller her en rigmand, som trods sin umiddelbare livsglæde og udadvendthed, har sine helt egne dystre motiver for alt, hvad han gør.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg havde fået tilbudt sådan en rolle i Sverige, hvor jeg nok er fastlåst som den der lidt hårdkogte og indelukkede politimand. Jeg sagde ja til den, fordi der ligger en udfordring og frihed i at skulle sætte sig ind i en helt anderledes karakter, være et sted, man aldrig har været før - og ikke vide, hvad der venter. Samtidig havde det længe været min drøm at få lov til at arbejde sammen med Susanne Bier,« siger Rolf Lassgård, der før indspilningen af »Efter Brylluppet« aldrig havde sat sin fod ude på Zentropa Film og ikke vidste, at det lå i Valby. Og aldrig tidligere havde arbejdet sammen med en kvindelig instruktør.

Helt i tråd med sin søgen efter fantasiens rum, forberedte Rolf Lassgård sig bl.a. til rollen ved at høre musik. Rockmusik, som er en af hans foretrukne stilarter. Den amerikanske musiker Warren Zevons »Rub Me Raw« var et af de numre, der roterede flittigt på cd-afspilleren hjemme i Gävle, da Jørgen blev formet.

»Jeg forbereder mig meget med fantasien. Forsøger at sætte mig ind i karakterens psykologi, og her er musik et fantastisk redskab. Det rammer stærkt i følelserne og kan være med til at skabe en bestemt stemning, som jeg gerne vil bibeholde. Nu er det ikke, fordi jeg kun lyttede til Zevon op til »Efter Brylluppet«, men jeg hørte den meget, fordi den ligesom passede ind. Jeg lytter til noget andet, når jeg f.eks. forbereder mig til en Kurt Wallander-film. Så er det mere jazz og måske country,« siger Rolf Lassgård.DER ER PÅ DEN MÅDE flere ting, der følger - og altid har fulgt - lige i haserne på Rolf Lassgård. Kærligheden til musik, til ishockey - og ikke mindst til fantasien og skuespil.

Og det hele startede mere eller mindre samme sted. Helt derude på landet nær grænsen til Norge, hvor selv elgene føler sig ensomme.

Rolf Lassgård er født og opvokset i byen Östersund 600 kilometer nord for Stockholm, der i dag huser 60.000 mennesker. Dengang i 1955, da han kom til verden, var den knap så menneskerig, og her gik han så, sønnen af en handelsrejsende far og en hjemmegående mor, og hørte om bæktrolde og nisser fra sin mormor - og drømte om at blive ishockeystjerne på det lokale hold.

Samtidig begyndte han at spille teater - først drevet af nød.

»Det startede faktisk, da jeg var ni år, fordi jeg hadede svensktimerne. Jeg havde en fantastisk lærer, der bad mig om at skrive et teaterstykke og opføre det i stedet for. På den måde slap jeg for timerne, men jeg lavede alligevel en form for skolearbejde, og jeg elskede det. Derfra gik det bare derudaf. Da jeg var 15 år, var vi en lille amatørgruppe, der opførte stykker i nogle lokaler, vi havde lejet. Jeg spillede også ishockey, det var min anden store lidenskab,« siger Rolf Lassgård, og stryger hånden gennem sit halvlange pandehår, der skilles på midten.

»Jeg måtte dog droppe drømmen om at blive ishockeystjerne. Jeg var simpelthen for stor og tung og stod for det meste bare i vejen. Sådan var det bare.«

Da han var 16 år, flyttede der af uransagelige grunde en teatergruppe ud i en af de afsondrede landsbyer nær Östersund. Det var en alternativ og kollektiv teatertrup, og Rolf Lassgård fik lov at hænge ud sammen med dem.

»Det var mit møde med cirkusdrømmen. Jeg så, at man kunne leve sit liv på en anden måde, og der begyndte det for alvor at sætte sig, at jeg ville være skuespiller. Da jeg var ung, brugte jeg også meget skuespillet som en flugt. Der kunne jeg leve mig ind i en helt anden verden, end den jeg var i. Jeg kunne være en anden.«

Først skulle han dog lige et smut i militæret, og først da han var 20 år gammel, forlod han Östersund for at begive sig til storbyen, der i hans terminologi var lig Malmø. Her blev han uddannet fra teaterskolen i 1978 og brugte nu de næste ti år på at lære sig håndværket ved at spille Shakespeare og Brecht på bl.a. Skånska Teatern i Landskrona.

Først i 1986 havde han sin filmdebut med en meget lille rolle.

»Jeg syntes, det var frygteligt at lave film. Jeg kan huske, at jeg selv skulle have træsko med, og så sad jeg der og ventede hele dagen på at komme til. Da det endelig blev min tur, skulle jeg smide træskoene og så stå der og spille i strømpesokker. Det fik ligesom gassen til at sive ud af ballonen, og jeg sagde til mig selv, at det ville jeg aldrig gøre igen. Jeg har altid været drevet af, at det, jeg lavede, skulle være sjovt. Og det var det der ikke.«

Han overvandt først sin modvilje for det hvide lærred fem år senere, da han spillede hovedrollen i filmen »Önskas«. Året efter - i 1992 - vandt han den svenske Guldbagge filmpris for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i »Min store tjocke far«. Derefter fulgte bl.a. rollen som politiassistenten Gunvald Larsson og hans store gennembrud som politimanden Erik i »Jægerne« fra 1996. DET ER DOG I ROLLEN som den sagtmodige kriminalkommissær Kurt Wallander, de fleste kender ham. En rolle, han har spillet i syv film gennem de seneste ti år.

»Jeg ved ikke, hvad den rolle har gjort for min karriere, det går jeg ikke så meget op i. Jeg er altid gået mere op i, hvordan jeg kunne udvikle karakteren, rykke op i ham,« lyder det fra Lassgård, der blev udvalgt til rollen af forfatteren bag bøgerne, Henning Mankell, selv. Det siges, at Henning Mankell skrev en lille seddel med Lassgårds navn på, da den første bog skulle filmatiseres.

»Jeg tror nok, at det er rigtigt, og det var selvfølgelig meget smigrende. På den måde har det altid været meget tilfældigt, at jeg kom til at lave så meget krimi. Jeg blev formentlig hyret til rollen som Gunvald Larsson, fordi man skulle bruge en skuespiller på to meter. Dem fandtes der ikke nogen af i Stockholm, og derfor ringede de til mig i Malmø.«

Nu går han andre veje. Der er ikke planer om flere eftertænksomme politiroller. Udover »Efter Brylluppet« er han snart aktuel som farfaderen i en familiesaga i syv afsnit, der ruller over de svenske TV-skærme til marts samt en spillefilm over samme tema.

Ind imellem rollerne og pr-rejserne, der udgør den ene del af hans liv, dyrker han sin anden verden: Den almindelige i sit hjem i Gävle. Han bryder sig stadig ikke om storbyer, og når arbejdet er slut, drager han med toget op til sit stille familieliv, som han deler med sin kone gennem mange år og sine tre børn. Derudover bruger han mange timer på at nørde med musik - og ishockey. Nærmere bestemt det lokale hold, Brynäs, der havde sin storhedstid i 1970erne - og nu er ved at vågne igen.

»Jeg er meget fascineret af sportsmænds mentalitet og psykologi, fordi den handler om at kunne præstere alt i nuet. Ikke at se fremad, ikke at se tilbage. Den tanke interesserer mig meget som menneske. Måske også derfor er jeg her på mine ældre dage blevet meget optaget af ishockey igen, jeg er virkelig en freak. I sæsonen er jeg som besat, jeg læser alt om det, og hvis vores hold spiller dårligt, får jeg det også dårligt. Men ellers er mine hverdage i Gävle meget almindelige. Der sker ikke det store.«HAN DRØMMER IKKE om Hollywood, »jeg er jo Gävle«, som han siger. Hvis det skulle ske, er han dog åben, men han arbejder ikke aktivt for det. Således virker Rolf Lassgård på alle leder og kanter i begge sine verdener til at have helt styr på, hvad han vil - og hvorfor.

Men der har været hurdler undervejs. Nogle mere uoverstigelige end andre. En af de største oplevede han for blot nogle år siden, hvor han mistede lysten til at spille skuespil. Det var i kølvandet af hans medvirken i filmene »Under Solen« og den nordisk-producerede »Magnetisørens femte vinter«.

»Allerede da jeg var amatør, sagde jeg til mig selv, at det skulle være sjovt. Amatøren i mig skal altid være drevet af en lyst. Han har været hårdt prøvet nogle gange, men værst var det i 2000. Jeg var så træt af hele tiden at blive bedømt. Det var ikke, fordi jeg fik dårlige anmeldelser, men i Sverige blev »Under Solen« lunkent modtaget, mens den i Danmark fik gode anmeldelser. Sådan var det også med »Magnetisørens femte vinter«. Det var som om, det ikke var de samme film, de talte om. Hvem er det egentlig, der bedømmer os - og hvorfor er det så vigtigt? tænkte jeg. Jeg følte nok, at det pludselig var blevet vigtigere at blive værdsat af andre end at tilfredsstille mig selv. Og det har aldrig været min drivkraft. Jeg besluttede derfor at stoppe. Jeg gad ikke mere,« siger Rolf Lassgård, der efterfølgende sagde nej til et stort projekt.

Sådan skulle det imidlertid ikke ende. Lysten kom tilbage fra et ganske uventet sted. Fra musikken.

»Jeg fik så pludselig tilbudt en rolle i musicalen »Chicago«. Jeg skulle synge, og det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg var virkelig bange, men min datter, der er musicalfreak, pressede på. Og pludselig stod jeg så der og sang. Der var ingen forventninger, hverken fra mig selv eller udefra, og den udfordring gav mig lysten tilbage. Jeg mærkede vel den frihed, der altid har været min drivkraft, og jeg kom ligesom tilbage på rette spor. Og nu løber jeg ikke ud og køber aviserne mere, når jeg har premierer.«

Rolf Lassgård trasker videre gennem Stockholms sneklædte gader. Han skal nå et tog. Til Gävle, hvor der ikke bor journalister, Acne-smarte storbymennesker eller Gucci-klædte hunde, men bæktrolde, nisser og ensomme elge.

Filmen »Efter Brylluppet« har premiere 24. februar