6 stjerner til Mindhunter: Seriemordere er en modbydeligt fascinerende afkrog af virkeligheden

Netflix-serien »Mindhunter 2« moderniserer en velkendt genre. Det er besættende.

I »Mindhunter 2« skal  Albert Jones, Holt Mccallany og Jonathan Groff hive sig ud afen ny blindgyde i jagten på seriemordere. Fold sammen
Læs mere

Med anden sæson af David Finchers »Mindhunter« er seriemorderne tilbage på TV-skærmen. Det sker i en Netflix-serie, der benytter virkelighedens mordere som karakterer i et efterforskningsplot, der udfoldes med instruktørens sugende, kviksandsagtige greb om tempo og en nærmest meditativ dybde.

Film og TV-serier har en tendens til tematisk at klumpe sig sammen i pagt med tidsånden, så det er egentlig ikke så overraskende, at seriemorderne vender tilbage i ny indpakning efter at have væltet frem i bølger af slasherfilm i 1980erne og seriemorder-mytologiserende film som »Ondskabens øjne« i 1990erne.

Tidligere på året var der både streamingpremiere på en dokumentarfilmserie og en fiktionsserie om en af de mest frygtede af slagsen, den dukke-smukke jurastuderende Ted Bundy, der tilstod at have myrdet 30 mennesker.

Seriemorderne er også tilbage i biograferne, først og fremmest i Quentin Tarantinos aktuelle storfilm »Once Upon a Time... in Hollywood«,  der løseligt, og i et helt andet toneleje, har brugt den autentiske historie om den morderiske hippiekult Manson-familien til at fortælle en nærmest sørgmunter forfaldshistorie om det endegyldige farvel til 1960ernes uskyld.

Anden sæson af »Mindhunter« byder også på Charles Manson (spillet af Damon Herriman, der tillige gestalter ham i Tarantinos film). Med en nøglereplik, slynget mod de to FBI-agenter, der interviewer ham, synes han at opsummere nutidens popfilosofi om seriemordere:

»Jeg er den, I ønsker, jeg skal være.«

Amatøreksperter

1980ernes og 1990ernes slasherfilm havde en form for uskyld, hvor seriemorderen stadig var en slags bøhmand, man kunne lave uforpligtende underholdning med, og David Fincher leverede selv varen med den stilfulde »Seven«.

I dag er de fleste seere amatøreksperter på emnet og kan konversere om »victimology« (mønstre i ofrenes adfærd) og »trofæ-mordere«, og David Fincher giver nutidens mere vidende publikum et behageligt gudeblik på de stadigt famlende politifolk, mens disse udvikler deres strategier. Den jordbundne Bill Tench (Holt McCallany) er nu i front frem for den mere fjerne, og formentlig autistiske, Holden Ford (Jonathan Groff), der har fået en lidt mere tilbagetrukken rolle.

Den ny sæsons parade af autentiske seriemordere fra 1970erne, som teamet research-interviewer i deres fængsler, tæller blandt andre New Yorks David »Son of Sam« Berkowitz, William Joseph Pierce Jr. og Elmer Wayne Henley, der var en mindreårig håndlanger for en af de mest aktive seriemordere, Dean Corll. Og endelig datidens største celebrity killer, førnævnte Charles Manson, der i en frådende monolog får demonstreret sit karismatiske flair for manipulation. Fængselssamtalerne er seriens omdrejningspunkt, og hvis man wikipedia-googler morderne kan man ikke andet end gyse og beundre, hvordan seriens skabere har vævet fiktion og virkelighed sammen

Det gælder ikke mindst denne sæsons to hovedtråde, hvoraf den ene handler om Bill Tenchs lille adoptivsøn, der uforvarende er kommet til at deltage i nogle drenges mord på et spædbarn. (Hvornår forgiftes forældreomsorgen af de uundgåelige tanker om drengens biologiske arv kontra adoptivfamiliens kærlige miljø?)

Massemorderens politiske betydning trækkes op i den anden hovedtråd, hvor en hel by, Atlanta, desperat jager en barnemorder, der i virkelighedens verden huserede blandt byens fattigste. Da Holden Ford med sin manglende tæft for byens racepolitiske spændinger fastholder, at seriemordere aldrig krydser raceskel, forlanger den sorte borgmester, at menneskejagten retter sig mod hvide racister. Flere wikipedia-opslag afslører, at dilemmaet har rod i virkeligheden, og mere skal ikke afsløres her.

Endelig får David Fincher også rettet en subtilt anklagende finger mod os, der sidder foran skærmen og følger FBI-agenternes opklaringsarbejde. Charles Manson har jo til dels ret i, at morderne er dem, vi ønsker, de skal være - og vi foretrækker dem som frisk underholdning.

Er vi så en form for medskyldige i skabelsen af de groteske mordere, der hæver sig som dødsengle fra de mørkeste afgrunde af samfundet? Al fornuft siger selv sagt nej, men seriemordere er en modbydeligt fascinerende afkrog af virkeligheden, hvor rationaliteten kommer til kort, I en lille skala rører vores dårlige samvittighed på sig, og takket være instruktørens sobre og relativt ublodige redegørelse, kan »Mindhunter« endda mane os til større empati.

»Mindhunter 2«. Af David Fincher. Sæson kan ses på Netflix.