Derfor vil Søren Malling hellere have det sjovt end at blive gammel

Skuespilleren Søren Malling vil hellere »have det pissesjovt, så længe det varer.« Også selv om det koster 10-20 år i sidste ende. Han er i sit »buddhistiske zen«, når han skyder lerduer. Fra på torsdag er han aktuel i filmen »Skammerens datter«.

»Mit buddhistiske zen«. Sådan kalder Søren Malling sin hobby med at skyde lerduer. På skydebanen slapper han af og lader sig selv op med ny energi.
Læs mere
Fold sammen

Han placerer haglgeværet, en Beretta fra 1987, så det støtter bedst muligt på skulderen. Lægger kinden til, skærper koncentrationen, gør sig klar til at sigte:

»Go....« råber han.

Så er den i luften, lerduen. Sendt af sted med 100 kilometer i timen fra en maskine i nærheden. Det handler om afstand. Om at ramme fra den rigtige vinkel. Når lerduen er kommet lidt ned i fart, 70-80 kilometer, skyder han.

Timing, præcision.

Den orangefarvede lerdue, der minder om en frisbee, formet som en lille desserttallerken, dratter ned i græsset, splittet i stumper og stykker.

»Go....«

Ny lerdue. Sigte. Skyde.

Elsker gentagelsen

Skuespillerer Søren Malling elsker gentagelsen. Monotonien, ensformigheden. Der findes ikke noget mere afslappende.

Kalder lerdueskydningen for »sit buddhistiske zen«. Det sted, han slapper af, lader sig selv op med ny energi. Her skal han ikke tænke, ikke forholde sig til andre. Og slet ikke sig selv. Det skal han så rigeligt på andre tidspunkter. Være i centrum, opslugt og optaget af sin egen formåen som skuespiller.

Herude i Københavns Flugtskytteklub på Amager, i det åbne landskab, hvor vinden som regel er frisk, er han væk fra scenen. Bogstaveligt talt.

Fra filmoptagelser, manuskripter der skal læres, roller som skal have liv og karakter, og noget af alt det tumult, der også følger med faget.

Lerdue. Sigte. Skyde.

Alt det coaching...

Det er rendyrket meditation. Eller måske yoga? Han aner ikke, siger han, om sammenligningen overhovedet kan bruges. For han har aldrig prøvet noget af alt det selvudvikling, »der skal få mennesker til at opdage nye dimensioner af tilværelsen.«

»Jamen, jeg ved ikke engang, hvad det hedder altsammen.«

Han griner.

»Coaching mig her og coaching mig der, og man skal helst løbe en halv maraton hvert halve år. Du må ikke ryge, du skal holde dig fra tomater, særligt efter klokken 22 om aftenen. Ikke drikke kaffe og SLET ikke snaps, fy! Kun spise brun pasta, ikke det hvide. Og husk, hvis du alligevel drister dig til at spise tomater, skal de være økologiske.«

Der er efterhånden kommet så mange regler om sundhed, så mange dogmer med ordet »burde« som et af de helt centrale, synes Søren Malling.

»Men ved du hvad, hvis livet skal handle om alt det, vi skal afstå fra, og ingen længere tør slå en skævert, en gedigen skævert, så ender vi som sådan nogle triste indtørrede rosiner, der har overskredet sidste salgsdato.

Så er der sgu ikke meget lyst tilbage.«

Første helterolle

Han gider ikke have dårlig samvittighed. Kun professionelt. Og dårlig samvittighed har han rigeligt af, når der på torsdag er premiere på filmatiseringen af fantasy-fortællingen »Skammernes datter« af Lene Kaaberbøl, hvor han spiller våbenmesteren.

»Det er min første helte-rolle i hele min karriere,« udbryder han. Ikke fordi, han endelig er blevet »helt«, for han elsker at spille »the bad guy«.

»Våbenmesteren starter med at være en »bad guy«. Men så twister han 380 grader og begynder at kæmpe for Skammerens datter, fordi han bliver ramt af usandsynlig dårlig samvittighed.«

I fast rutefart mellem Prag og Berlin

Et overlap på tre uger mellem to forskellige optagelser betød, at Søren Malling dagligt måtte fragtes de fem-seks timer, det tager at køre mellem Prag og Berlin. Med chauffør og sovende på bagsædet af en sort Mercedes 500 S.

»Just another day at the office,« griner han og mener, at det udefra kunne virke lidt aparte at pendle på den måde mellem de to store centraleuropæiske byer.

I Prag kronraget og med et kæmpe ar henover ansigtet. I Berlin med paryk, overskæg og hareskår.

»Men det gik jo hen og blev en slags hverdag. At ligge der og flyde på bagsædet.«

Han indspillede »Mænd og Høns« i Berlin samtidig med »Skammerens datter« i Prag. Lidt af et zombieliv i den periode.

»Jeg var noget skeptisk, for ville jeg være i stand til svitse mellem to så forskellige roller? Det gik nu bedre, end jeg havde troet. Men jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst andet. Intet.

Too bad, Jens

Altså, hvis min gode ven ’Jens’ hjemme fra Danmark pludselig ringede og sagde, at han skulle skilles, ville jeg være nødt til at sige:

’Too bad, Jens, men jeg kan ikke forholde mig til det, vi må tale sammen, når jeg er tilbage i Danmark.«

Berlingske møder Søren Malling på frokostrestauranten »Told og Snaps« i Toldbodgade. Han kan lide at komme på de gamle københavnske frokostrestauranter, siger han.

Formiddagen har han brugt på lerduer. Inklusiv undervisning af 14 canadiske mænd. Søren Malling er certificeret instruktør i lerdueskydning. Det kom dog lidt bag på ham, at en gruppe canadiere ville lære at skyde lerduer.

Troede, siger han drillende, at »de havde masser af åbne vidder og vildmarker i Canada, hvor de kunne skyde bjørne og andet, der var lidt mere gods i, end lerduer på Amager.«

Men rigtig hyggeligt med canadierne. En kontakt, der var opstået via den Internationale Skole i Hellerup.

»Det var en gruppe mænd, som er gift med kvinder, der er udstationeret i København, så nogle dage kan jo godt gå hen og blive lidt lange.«

Alt det vi BURDE gøre

Han klapper let ovenpå den pakke Marlboro Classic Rød, han har liggende på frokostbordet. Som for rent fysisk at markere sin holdning til det, han med sit eget ord var inde på tidligere: Sundhedsfascisme.

Selv om folk selvfølgelig må gøre, hvad de vil, understreger han. Men han håber ikke, for deres egen skyld, at de lider for meget undervejs. Og så gider han ikke høre på missionerende TV-guruer, der fortæller, hvad vi BURDE gøre.

»Jeg beholder mine smøger, i hvert fald indtil videre. Til JEG synes, jeg skal holde op.«

Foran sig har han sin frokosttallerken med Christiansøsild, pyntet med dild og rødløg.

»Det er så let at komme til at føle skyld og skam og fy og føj. Som at blive ramt af en flyvende luftpude... dunk....lige i mellemgulvet. Det er sådan, jeg kan få det, hvis en af sundhedsguruerne sidder i morgen-TV og holder prædiken.

Skulle jeg havne i kørestol en dag...

Men jeg lever ikke for at blive 89, jeg vil hellere haft det pissesjovt, mens det varede, og måske nøjes med at blive 70. Og skulle jeg havne i kørestol en dag velvidende, at det er »over and out«, så er det min sag.«

Han tænker lidt.

»Og så har jeg forhåbentlig fået sparet nogle penge sammen, så mine børn kan have det lidt sjovt. Og også fået bekendt min kærlighed til de mennesker, der har betydet noget særligt, så de i det mindste har vidst, at jeg elskede dem, mens jeg var i live.«

Han griner højt, som for at tage toppen af det mest højtidelige.

Det retlinede, fornuftige liv ligger tydeligvis ikke til Søren Malling. Han opfatter fejl som en styrke, ikke det modsatte. At man har modet til at finde de steder i livet, også arbejdsmæssigt, hvor noget af marmorfacaden begynder at krakelere. Og hvor risikoen for at fejle i den grad er til stede.

»Det er jo for fanden der, det hele begynder at blive lidt spændende, lidt mere interessant,« mener han.

»Man bliver langt mere opmærksom på, hvad der er godt og skidt. For hvis vi lukker ned for alt, hvad der er grimt og »den dér vil jeg ikke have, for den gør ondt«, så bliver det hele et nummer for dødt og har ikke noget med det virkelige liv at gøre.«

Opsøger det usikre

Han har gjort det mange gange, opsøgt det usikre. Han gjorde det også, da han spillede redaktionschefen Torben Friis i TV-serien »Borgen«.

»I sæson 3 blev Torben Friis en historie om en 50-årig mand, der kommer ud i en personlig livskrise. Han er blevet for gammel, det hele halter lidt, ikke mindst karrieren. Og mellemlederfunktionen er jo nærmest lig med stress.«

For at gøre karakteren mest mulig troværdig, og for at få den nye usikre, famlende og vaklende personlighed frem i redaktionschefen, smed Malling hele sit manuskript væk og begyndte at improvisere.

»Uden fast grund under fødderne, mit manus, blev jeg jo vildt usikker, og det var præcis det, jeg gerne ville have frem. Jeg oplevede pludselig en parathed og en åbenhed, som holdt mig vågen og skarp.

Men det var med fare for, at jeg havde foretaget en gedigen fejldisponering, og jeg er ikke sikker på, at mine kolleger altid syntes, det var lige sjovt.«

Pointen er, siger han, at hvis man er åben over for fejl og fiaskoer og har modet til at stille sig selv til rådighed, kommer man også videre. Det gælder over hele linjen.

Ville være i klub med top-ti agtige skuespillere

»Lyder det lidt for terapeutisk?« spørger han og kniber øjnene let sammen.

For nogle år siden var Søren Malling ekstremt fokuseret på sin karriere.

»Jeg kan huske, at jeg i flere år stræbte efter noget større, noget jeg ikke engang vidste, hvad var. Altså, det nærliggende ville være en bestemt hovedrolle, men det var det ikke. Jeg var også meget opsat på at blive en del af en klub af skuespillere, som var sådan lidt top-ti agtige. Der var ikke plads til fejl og fiaskoer.«

Han ved det godt i dag, forklarer han. Hvad det dybest set var, han stræbte efter:

Anerkendelse og noget »fame«.

»Det lyder fandens banalt, jeg ved det, men man bliver altså ikke lykkeligere, det troede jeg bare på det tidspunkt.

Senere gik det op for mig, at jeg ikke kunne kontrollere dét at få anerkendelse og blive berømt, for næste måned kunne jeg stå uden arbejde. Privat kunne der også være sket alt muligt.

Det var faktisk lidt af en sjælelig befrielse at opdage. Og samtidig vejen til, at jeg begyndte at blive opmærksom på, måske ikke ligefrem at opsøge fejl og fiaskoer, men i hvert fald ikke være bange for dem, hvis jeg kunne mærke, de var på vej.«

Søren Malling insisterer på at blive ved med at kigge på sig selv udefra. At holde snor i sig selv på afstand. Hvordan er han som ægtemand, far, ven, bror, skuespiller, medmenneske?

»Hvis jeg en dag ikke kan lide det, jeg ser, må jeg jo.... lave noget om. Få foretaget en kønsskifteoperation, klasket noget plastik i ansigtet, hvad ved jeg?

Nej, seriøst, så behøver man jo ikke blande andre mennesker ind i det, hvis man gerne vil ændre et eller andet.

For mig er det noget, jeg har med mig selv.«

Fysisk er det blevet lidt surt

Han har fået masser af øretæver hen ad vejen, men har egentlig ikke lyst til at fremhæve konkrete eksempler på øretæver frem for andre.

»Så længe, man ikke udstråler, at man er ved at få et nervøst sammenbrud efter en øretæve, så må man jo bare komme videre, ikke? Det er min dagsorden.«

Han er fyldt 50. Det gjorde han sidste år. Og har også for nylig rundet de 51.

»Fysisk er det surt. Mit ene knæ er dårligt, jeg kan ikke nær det samme, som jeg kunne for bare ti år siden. Før kunne jeg spille squash i halvanden time i træk. I dag er jeg heldig, hvis jeg kan klare en halv time. Det samme med tennis. Min krop og mit legeme er under hastig forandring, føj.«

Til gengæld »peaker« Søren Malling på andre områder.

»Jeg kan i dag gå ud i verden med sådan en kuffert... Sorry, jeg ved, det er en kliché. Men den kuffert har jeg haft over 50 år til at fylde med en masse livserfaring og oplevelser. Den er ikke overfyldt, men tilpas fyldt, så jeg er klar til at tage et nyt tog.

Støder jeg på noget, næsten uanset hvad, så klarer jeg det nok. Det giver mig en generøsitet i forhold til andre mennesker, men også en generøsitet i forhold til mig selv.«

TV: Se Søren Malling skyde lerduer: