Tro det, hvem der kan: George Michaels »Careless Whisper« fylder 35 år. Sådan lyder et knust hjerte

NPF SPC ÅR WHAM
Toppen af poppen 1984: George Michael og Andrew Ridgeley. Deres udødelige popklassiker »Careless Whisper« fylder nu rundt. Men George Michael hadede den. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF

Luk øjnene. Tryk på play inde bag persiennerne og afspil tonerne. De fleste kan nok med det samme høre et ekko af saxofonsoloen fra George Michaels klassiske popballade »Careless Whisper«. Den har sat sig langt inde i hjernebark og hjertekule, hvorfra den hjemsøger alle os, der var unge engang. Ja, som var unge for helt nøjagtigt 35 år siden, for 23. juli 1984 blev én af en af pophistoriens absolutte klassikere sendt på gaden.

Mange mener, at saxofonen er det instrument, der kommer den menneskelige stemme nærmest. Måske har de ret. I hvert fald her. Der er noget meget bittersødt melankolsk over den solo, hvor iørefaldende den end er. Den er lækker, indsmigrende og imødekommende, men samtidig er den farvet af længsel - vemod og tilbageholdt smerte spøger i den. At høre den er som at trykke på et et blåt mærke. Det gør ondt, og det gør godt, på samme tid. Nå ja, at lytte til den er som at tænke på den ungdom, der forsvandt.

Fortvivlet

Den lægger sig perfekt i forlængelse af George Michaels passionerede vokal, der synger om den kærlighed, som nu er forbi, fordi han har bedraget den pige, han egentlig elsker, med en anden. De befinder sig på dansegulvet, men intet er som før: Hun ved, hvad der er sket. Han skammer sig og er fortvivlet, for han indser, at det hele er forbi. Han har, på nudansk, fucked op:

»I'm never gonna dance again, guilty feet have got no rhythm/

Though it's easy to pretend, I know you're not a fool/

I should have known better than to cheat a friend/

And waste a chance that I'd been given /

So I'm never gonna dance again the way I danced with you«

Jeg selv var 17 og skulle starte i 3. g efter sommerferien, da sangen kom ud. På væggen i det ellers ikke synderligt bemærkelsesværdige klasselokale på Nordfyns Gymnasium hang en stor idolplakat af de slikkede drenge fra Wham med højt hår, fønnet i timevis, lipgloss og opslåede kraver. En mut George Michael med et flirtende blik og en perlerad af tænder over den fremskudte hage med skægstubbene og en tilsyneladende evigt apatisk Andrew Ridgeley med de tunge sovekammerøjne fulgte fra opslagstavlen vores kamp med franske verber, ligninger og dansk litteratur i romantikken. Revet ud af det tyske teenage-musikmagasin Bravo, revet ud af vores drømme om en verden langt fra de flade, nordfynske pløjemarker, vi kunne sidde og glo udover, mens vi ventede på, at klokken skulle ringe ud.

»Den minder os om, at vi ind imellem er helt alene med vores følelser, at man ikke kan tvinge andre til at elske en, og at du ligger, som du har redt «


Sangen om kærligheden, der dør dér på dansegulvet, har jeg haft med mig hele livet, ligesom en masse andre mennesker har haft det. Den rammer noget, som kun de store popsange gør det. Sådan lyder et knust hjerte. Den minder os om, at vi ind imellem er helt alene med vores følelser, at man ikke kan tvinge andre til at elske én, og at du ligger, som du har redt. Da jeg hørte den første gang, vidste jeg til gengæld intet om kærligheden. Hverken den ene eller den anden slags.

Det skægge er, at det gjorde nu afdøde George Michael heller ikke. Sangskriverens indstilling til den udødelige popklassiker med de enkle, men magiske ord, er et godt eksempel på, hvorfor kunstneren og hans værk skal skilles ad. Hør bare, hvad han udtalte til People Magazine:

»Jeg er dødtræt af »Careless Whisper«. Jeg ved ikke, hvorfor den gjorde sådan et indtryk. Er det, fordi så mange mennesker har været utro? Jeg har ingen anelse. Men det er ironisk, at jeg skrev den, da jeg var 17 og ikke anede ret meget om noget. I hvert fald slet ikke noget om forhold.«

Hvem sagde: »Im never gonna dance again«?