Stolthed og fordom

Film: Den islandske film »Husets Ære« er et kritisk melodrama om mennesker, som for enhver pris vil bevare den pæne facade intakt.

Tinna Gunnlaugsdóttir retter på Ragnhildur Gisladóttirs tøj i en scene fra det melankolske melodrama »Husets Ære«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En central sekvens i »Husets Ære« skildrer forberedelserne til en stor bryllupsfest på Island - vi skriver på, fordi filmen foregår i slutningen af 1800-tallet, hvor øen jo endnu ikke er blevet en selvstændig nation - og viser, hvordan der til festen købes ind i dyre domme af vin, cognac, snaps og madvarer.

Pointen er, at festen er ren fiktion. Præstedatteren Rannveig er uheldigvis blevet gravid nede i den syndefulde storby København, og på hendes entreprenante søster Thurids initiativ lader familien nu, som om det ufødte barns far, en fremtrædende dansk videnskabsmand - der ikke eksisterer - er på vej til Island for at gifte sig med Rannveig. I sidste øjeblik kan Thurid så tårevædet proklamere, at den kommende ægtemand desværre er død umiddelbart inden afrejsen fra København, og dermed er familiens ære reddet.

Således handler Gudny Halldórsdóttirs filmatisering af en af faderen Halldór Laxness' fortællinger om mennesker, som for enhver pris vil bevare en moralsk respektabel facade, uanset hvor store doser hykleri og løgn det måtte kræve. Især den snobbede og beregnende Thurid er i Tinna Gunnlaugsdóttirs isafkølede fremstilling sygeligt besat af at fremtræde som et uangribeligt dydsmønster, og det kan derfor kaldes skæbnens grumme ironi, at hun siden også rejser til København og bliver gjort gravid af den selvsamme løjser, som besvangrede hendes søster - Thurid er oven i købet gift og har et par døtre, men efterhånden får hendes underkuede ægtemand dog nok af hendes tyranniske dobbeltspil, mens det lykkes Rannveig igen at blive gravid uden for ægteskabet.

Der er med andre ord en heftig pris at betale, når sociale konventioner sættes højere end ærlighed og kærlighed, og »Husets Ære« er en besk historie fyldt med fortielser, svig og uforløste følelser. Den er også en skandinavisk samproduktion, hvad der blandt andet giver sig det lidt bizarre udslag, at en islandsk landsbytosse spilles af svenskeren Reine Brynolfsson, og at den danske forfører Viggo fremstilles af nordmanden Bjørn Floberg - især sidstnævntes heroiske forsøg på at tale en slags dansk skurrer i ørerne, mens det i det mindste klinger mere naturligt, at Ghita Nørby er placeret i en utaknemmelig lille birolle som stramtandet dansk enkefrue.

De islandske medvirkende, især førnævnte Tinna Gunnlaugsdóttir og Ragnhildur Gisladóttir som den mere åbne og varme Rannveig, er dog glimrende, og »Husets Ære« er et stateligt og høvisk historisk melodrama, hvis tragiske grundtone understreges af Hilmar Örn Hilmarssons musik, der hele tiden lyder, som om solen er ved at gå ned - i forhold til Gudny Halldórsdóttirs foregående film i danske biografer, den muntre komedie »Herrekoret Hekla«, er »Husets Ære« både mere seriøs og mere konventionel.

Et præg af omsorgsfuld konstruktion undgår filmens mange nydelige tableauer ikke, og historien er undertiden lige ved at blive kvalt i sin melankolske højtidelighed, men som en hvas udlevering af en skræmmende kvinde, der vil gøre hvad som helst for at forsvare sin sociale position, har »Husets Ære« harme og bid.