Da Berlingske besøger Spilmuseet i industrikvarteret i Ikast, er tusmørket allerede på vej. På museet er der mørkt på nær i indgangspartiet, hvor Rune Keller på 34 år tager imod. Man sparer på strømmen, for der er underskud i butikken. Sammen med sin far, Eddie, driver Rune på 11. år et museum med verdens største samling af computerspil, arkadespil og spillekonsoller.

Her er hardware og software til uvurderlige summer. Rundvisningen er på mange måder en øjenåbner.Rune Keller tjener sine penge som IT-programmør, men hver en femøre efter skat bliver investeret i museet. Runes far reparerer de gamle arkadespil. Tilsammen har de brugt tæt på ti mio. kr. på deres samling. I 2009 lavede de på opfordring af politikere fra Socialdemokraterne og Venstre en handlingsplan for bevaring af gamle computerspil, men anbefalingerne blev ikke fulgt.

»I 1998 besluttede Folketinget at sidestille computerspil med bøger og film i loven om pligtaflevering. Alle spil, der udgives i Danmark, skal derfor indsamles, bevares og gøres tilgængelige af staten. Opgaven blev givet til Det Kongelige Bibliotek, som siden da praktisk talt intet har gjort. I erkendelse af statens svigt valgte vi i stedet at udføre opgaven i privat regi ved at indsamle spil og tilhørende hardware, så man både nu og i fremtiden kan få de originale spiloplevelser,« siger Rune Keller.

Smal fortolkning af loven

Det Kongelige Biblioteks og Kulturministeriets fortolkning af pligtafleveringsloven er en del anderledes end Spilmuseets. Den tilbagevendende sætning i den seneste rapport fra Kulturministeriet er, at man kun gemmer »udgivelser der er fremstillet i Danmark, eller som er rettet mod et dansk publikum«.

I årene fra 1998 til og med 2010 har Det Kongelige Bibliotek således gemt 157 spil ud af de lige knap 10.500, der blev produceret og solgt i Danmark. Godt nok har man på Det Kongelige Bibliotek siden indirekte erkendt, at bibliotekarerne de seneste ti år har gemt alt for lidt. Derfor har man etableret en indkøbsliste med yderligere 584 relevante spil fra perioden, som man vil skaffe i de kommende år. Men der er stadig kun tale om en brøkdel af alle spil.

Til sammenligning gemmer Det Kongelige Bibliotek hvert år omkring 20.000 bøger, cirka 2.000 musikudgivelser og knap 1.500 videofilm. Produktionen af spil til computere og alle andre konsoller skønnes at være på omkring 1.000 om året.

Som et snapshot af Picasso

I spilbranchen rystes der på hovedet af Kulturministeriets og Det Kongelige Biblioteks minimale indsamling af computerspil. En af de hårdeste kritikere er Thomas Vigild, formand for Dansk Spilråd, som er en non-profit og uvildig forening, der søger at udbrede kendskabet til og forståelsen for computerspil.

»I dag vokser mange børn op med tablets og spil fra treårsalderen, og for de fleste mennesker i 30erne og nedefter er det mere reglen end undtagelsen, at man spiller computer- og konsolspil. Desværre er beslutningstagerne ofte ældre, og de observerer kun mediet og forstår ikke dets betydning,« siger Thomas Vigild, der sidste år startede en underskriftindsamling til fordel for Spilmuseet. Flere end 2.000 har skrevet under, heriblandt aktører fra store dele af den danske spilbranche.

Og det er ikke bare antallet af spil, som bevares, der er til debat. Også måden, hvorpå man har valgt at bevare spillene for eftertiden, møder kritik.

Det Kongelige Bibliotek overfører spillene til harddiske for at sikre bevaringen. Tanken er, at spillene i fremtiden skal kunne tilgås via emulatorer.

Udgangspunktet er, at hverken hardware eller software typisk holder i mere end 20 til 30 år, så man gemmer indholdet altså selve værkerne om man vil på digitale servere. Spillene kan så spilles på nye computerprogrammer, der agerer nøjagtigt som en fysisk konsol eller en gammel computer.

»Man forventer, at en emuleringstilgang på langt sigt vil være både billigere og væsentligt lettere at vedligeholde og forny i forhold til en maskinpark, der bliver ældre og ældre. Vi samarbejder med andre internationale forskningsinstitutioner. Et decideret fremtidssikret emulator-miljø er under udvikling i europæisk regi,« siger vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek Steen Bille Larsen.

Men spillene holder ikke så dårligt i deres oprindelige udgaver, som man påstår på Det Kongelige Bibliotek, lyder det fra Dansk Spilråd.

»På Spilmuseet i Ikast er de virkelig gode til at kuratere deres samlinger, for de samler i bredden. Taktikken med at samle ganske få gamle spil på harddiske uden samtidig at bevare spillenes hardware svarer til, at man fotograferer et lille udsnit af Picassos værker med sort/hvide snapshots og dernæst stempler værkerne som bevaret. Det mest logiske var at lade Spilmuseet hjælpe med at samle hardwaren, som de rent faktisk har, og så lade for eksempel Det Kongelige Bibliotek indsamle spillene,« siger Thomas Vigild.

Politisk opbakning til større arv

Debatten om bevarelse af computerspil giver genlyd på Christiansborg, og i begge sider af Folketingssalen er der utilfredshed med den måde, som Kulturministeriet og Det Kongelige Bibliotek har valgt at fortolke pligtafleveringsloven på.

Ellen Trane Nørby, medlem af Kultur-udvalget for Venstre, siger:

»På en stribe dialogmøder, da Per Stig Møller var kulturminister, var der en bred erkendelse af, at der var blevet gjort for lidt fra Det Kongelige Biblioteks side. Anerkendelsen af den fælles opgave er desværre afløst af en ufrugtbar skyttegravsposition, hvor man vil bilde os ind, at bevaringen kører fantastisk. Bevaringspraksis er slet ikke omfattende nok, og arven er forvaltet meget ringere end inden for bøger, musik og film. Computerspil er værd at bevare, så vi bagefter kan følge udviklingen.«

Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, er på linje med Ellen Trane Nørby i sagen:

»Det vigtige er, hvorvidt man lever op til lovgivningens krav og gør computerspil tilgængelige i det format, de har eksisteret i. Kan det påvises, at man ikke lever op til lovgivningens krav, vil vi gribe ind over for det. Der er en tilbøjelighed til, at computerspil ikke tages lige så alvorligt som bøger og film hos de mennesker, der varetager de her opgaver,« siger Per Clausen.

Sidste udkald

I Kulturministeriet vil man ikke kommentere sagen yderligere, men henviser til den et år gamle rapport og til Det Kongelige Bibliotek. Her afviser vicedirektør Steen Bille Larsen kritikken.

»Formålet med pligtafleveringen er ikke at indsamle og bevare alle værker, der sættes til salg i Danmark, eller som det er muligt for danskere at købe fra udlandet over internettet. Det Kongelige Bibliotek indsamler og bevarer de kulturelle produkter, herunder computerspil, der har værdi som dansk kulturarv efter en række principper, der skal sikre, at det indsamlede materiale er relevant i en dansk kontekst. Med hensyn til Spilmuseets kritik har vi gennemført en analyse af et tilfældigt udvalg af de spil, som Spilmuseet mener, at vi burde have. Konklusionen var, at næsten alle de omtalte 1.000 årlige spil overhovedet ikke har nogen tilknytning til Danmark og derfor ikke skal anskaffes,« siger Steen Bille Larsen, der heller ikke er betænkelig ved, at man benytter sig af den føromtalte emulering frem for også at bevare selve hardwaren.

»Bevaring af hardware er en glimrende museumsstrategi til at sikre autenticiteten i afviklingen af de relevante computerspil.

Til gengæld lider strategien under at være relativt kortsigtet i forhold til Det Kongelige Biblioteks og andre kulturbevarende institutioners overordnede dagsorden, som er at sikre bevaring og tilgængelighed af indsamlede materialer over flere hundrede år. Emulatorer og emuleringsplatforme vil desuden kunne bibringe en lang række kvantitative og kvalitative analyseredskaber, der i forbindelse med afviklingen af data kan give grobund for forskning og formidling på måder, som en hardware-bevaringstilgang ikke kan,« siger Bille Larsen.

Tilbage på Spilmuseet i Ikast er de ikke kun kendt blandt danske spilentusiaster. Blandt computerspilsinteresserede verden over ved man, hvor det er bedst at aflevere gamle arkadespil og give dem nyt liv.

Derfor står der i Ikast mange arkademaskiner, der kun findes ét eksemplar af i hele verden. Hele samlingen fylder 5.000 kvadratmeter.

Rune Keller drejer nøglen om og giver op

Men nu er det slut. Til nytår kaster Rune Keller håndklædet i ringen og drejer nøglen om. Han gør det i frustration over udviklingen og over, at hans livsværk ikke anerkendes af det offentlige Danmark:

»Virkeligheden er, at de ansvarlige politikere og kulturinstitutioner stiltiende accepterer, at denne del af kulturarven syltes. Det påstås, at man anerkender spilmediet, men reelt betragtes det som værende ligegyldigt i forhold til sammenlignelige medier som film og bøger. Ingen anden kulturform af så stor betydning behandles så dårligt. Den indstilling medfører nu, at spilhistorien går tabt, hvilket vil blive dømt hårdt af eftertiden. Til den tid er det bare for sent at rette op på. Det skal ske nu,« siger Rune Keller.