Søren J. Damm: Lever du i et regnearksægteskab, så må du også leve med knastør revisorsex

Klumme: Godt halvdelen af alle danske ægteskaber forliser før eller siden. Årsagerne kan være mange, men en somaliskfødt krimiforfatterinde har et godt bud på en af de væsentligste grunde til de mange grundstødte nordiske ægteskaber.

Søren Jacobsen Damm er litteraturredaktør og anmelder på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

For nylig udkom somaliskfødte Sofie Jamas roman »Den nordiske mands hævn«. Ud over at være en underholdende og velskrevet krimiroman proppet med dampende erotik og bestialske seriemord er der en dybere understrøm i bogen, der er værd at bemærke.

Romanen rummer et spændende blik – så at sige »udefra« – på det danske parforhold. Det typiske danske ægteskab/parforhold ender ofte dysfunktionelt og terminalt. Omtrent 50 procent af alle danskere bliver nemlig skilt. For nogle er bruddet blot en formssag, for andre et uoverstigeligt traume.

»Alle ægteskaber trænger indimellem til en tabula rasa, en ren tavle. Der var vel en grund til, at I blev gift i første omgang?«


Gennem en af sine hovedpersoner i »Den nordiske mands hævn«, den midaldrende danske kriminalefterforsker Olav Vest, som netop er blevet forladt af sin kone gennem to årtier, gør Sofie Jama sig en ganske interessant betragtning:.

Olav Vest indvier en kollega i sit forliste ægteskabs anatomi. Skam, skyld og dekonstruerede kønsroller spiller en betragtelig rolle, men særligt én ting bør man ikke overse:

»Ja, altså, der skulle på en eller anden måde altid noget andet oven i det hele. Som om det var en, det lyder så forkert, en handel. Hvis jeg skulle have sex, skulle jeg betale en pris. Det var ikke noget, der blev sagt direkte, men sex var ikke gratis. Jeg endte i et gældsforhold, eller sådan føltes det«, fortæller Olav Vest sin kvindelige kollega i en intim situation.

Storhed og tilgivelse

Opererer man med samme gensidige – eller endnu være, ensidige – skyldnerregnskaber i sit eget ægteskab som den ulykkelige, dog fiktive, Olav Vesth, så er det på tide én gang for alle at gøre regnskabet op. Lader man det eskalere, vil den ene part uvægerligt før eller siden ende i en art psykologisk gæld til den anden, hvor man til sidst ikke engang evner at betale de mentale renters rente. Det skaber et asymmetrisk forhold, fyldt med skyld og dårlig samvittighed, som endeligt resulterer i en relation, der udelukkende hviler på pligt, og hvor lysten og glæden er komplet udsondret. Det er et ægteskab, hvor man er nødstedt, nødt til at drive hvileløst rundt på et uendeligt og ørkesløst mentalt hav, yderst sparsomt overstrøet med små golde øer af beregnende og knastør revisorsex.

Det behøver ikke udelukkende at være sex, der er valutaen. Det kan være opvasken, børnehentning, rengøring, madlavning eller at skrue det dér virkelig stramme låg af dåsen. Faktum er blot, at der altid vil være en part, der, i hvert fald i perioder, laver mere end den anden. Men hvis man i sidste ende ønsker at se hinanden som andet end et menneske, der står i gæld til én, er man nødt til indimellem at tage det mentale regneark og smide det ad helvede til og begynde forfra. Det kræver måske storhed og måske endda tilgivelse, men hvis man ikke er klar til nogen af delene, må man også spørge, hvorfor man overhovedet bliver i ægteskabet? Hvorfor frivilligt blive siddende i et mentalt gældsfængsel?

Alle ægteskaber trænger indimellem til en tabula rasa, en ren tavle. Ingen ægteskaber har brug for smålighed. Der var vel en grund til, at I blev gift i første omgang? Så hvad med at sætte regnskabet i nul allerede i dag og erklære kærligheden genåbnet?