Søren J. Damm: »Det er jo ikke for hvide mennesker«

Klumme: Vi skal kun få årtier tilbage, før nærmest alle var racister, homofober, chauvinister etc. Heldigvis er det blevet bedre. Skal den udvikling fortsætte, er det afgørende, at vi også giver fremtidens mennesker mulighed for at lære af fortidens fejl.

Søren Jacobsen Damm er litteraturredaktør og kulturjournalist på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Når jeg som barn var i sommerhus med mine bedsteforældre i Rude Strand lige syd for Aarhus, elskede min morfar, som til daglig var brandinspektør, at smide jakke og slips og foretage sig noget regulært hårdt fysisk arbejde. Det var sådan, man slappede af i gamle dage.

Hvert eneste år kravlede han rundt og reparerede sommerhusets tag. Duften af hav, grannåle og solopvarmet bejdset tagpap aktiverer altid min selektive erindring om uendelige, varme og ofte nærmest meditativt begivenhedsløse sommerdage i Rude.

»Ser jeg en mand komme imod mig på gaden, smurt ind i blod, svingende en stridsøkse, kan jeg ikke udelukke, at her er tale om en ven, jeg endnu ikke har mødt.«


Nogle gange blev det dog lige varmt nok. Når termometret ramte 30 grader, udbrød mine bedsteforældre konsekvent: »Det her er jo ikke for hvide mennesker.« Samme begreb blev også brugt om eksotiske fødevarer som hvidløg og paprika, som fik min morfar til at udbryde: »For hulen – det er jo ikke for hvide mennesker!« – altså forstået som noget, der hørte til i de varme lande, og det var noget lort.

Var mine bedsteforældre så glødende racister? Overhovedet ikke. Min mormor blev 95 år og nåede at få adskillige oldebørn. Tre af dem har rødder i Afrika. Hun havde store billeder af dem alle sammen stående fremme og udbrød ofte: »De er jo så smukke – og så sorte!« Det var, som om det overraskede hende, hver gang hun kiggede på billederne, men hun var stolt af sine oldebørn.

Var mine bedsteforældre så fordomsfulde? Ja, bestemt. Det er vi alle sammen over for det fremmedartede. Det er et grundvilkår for at kunne begå sig i verden, at man evner at fælde rationelle domme og antage rimelige formodninger ud fra de indtryk, man får. Ser jeg en mand komme imod mig på gaden, smurt ind i blod, svingende en stridsøkse, kan jeg ikke udelukke, at her er tale om en ven, jeg endnu ikke har mødt, men min rationelle fordom vil foreslå mig at gå over på den anden side af gaden. Det er nok fordomsfuldt, men alligevel med overvældende sandsynlighed det rigtige at gøre.

»Æn mensk«

Min farmor, som voksede op i armod på den jyske hede, og som var en troende kristen kvinde, spekulerede ikke så meget over tingene, men indimellem bjæffede hun stor visdom med sin aggressive dialekt.

Jeg overhørte engang min farmor og hendes nabo tale om en afrikansk mand, der var kommet til byen. I starten af 1980erne var det stadig et særsyn i Sdr. Felding. Nabokonen vovede et par snæversynede udsagn om den mørklødede mand, hvorefter min farmor afbrød kontant og sagde: »Æn mensk er æn mensk!« – altså på rigsdansk: »Et menneske er et menneske.« Min farmor kunne sit Nye Testamente.

Kunsten er, at vi gennem livet, gennem vores opdragelse af vores børn og hinanden tilegner os så megen forståelse og indsigt i verden, at vores domme bliver tiltagende kvalificerede og indsigtsfulde. Men hele denne intellektuelle evolutionsproces falder til jorden, hvis vi begynder at omskrive fortiden og foregøgle, hvem vi er, og hvad vi kommer af.

Det er meningsløst at nedsænke samtidens moralske strukturer over fortiden. Vi er nødt til – også når det gør ondt – at være sandfærdige. Hvordan skal fremtidens mennesker ellers forstå fortiden og dermed samtiden og sig selv, hvis vi efterlader dem censurerede bøger og tomme pladser uden monumenter og vidnesbyrd om fortidens mørke og lys? Det er ikke vores ret.