Forfatteren Sofie Jama: »Vi kvinder er nødt til at se vores seksualitet og vores perversiteter i øjnene«

Mange har været vrede på Sofie Jama over hendes nye roman, »Den nordiske mands hævn«. Særligt hendes beskrivelse af nordiske kvinder særegne psykologi har vakt harme hos store dele af anmelderkorpset.

»Det har jeg ærligt talt været lidt nede over, bl.a. fordi min somaliske baggrund fylder for meget i kritikken. Bogen er jo fiktion og ikke tænkt som en sociologisk analyse eller en biografi. Jeg træt af at få at vide, at jeg »ikke er en rigtig dansker« eller »ikke er en rigtig muslim«. Godt nok er jeg født i Somalia, men jeg har boet 25 år i Danmark. Jeg kender godt Danmark. Jeg er dansker. Jeg synes, det er vigtigt, at man giver plads til sådan én som mig, uden at jeg automatisk bliver kategoriseret som en »muslimsk forfatter«. Jeg vil hellere skrive ud fra det, jeg er i dag – ikke, hvor jeg er født. Men uanset hvordan man beskriver det muslimske miljø eller LGBT-miljøet, så er der åbenbart altid nogen, der bliver provokeret,« siger Sofie Jama.

Hun blev født i Somalia i 1982, men kom som 14-årig til Danmark. I »Den nordiske mands hævn« finder en række bestialske mord sted, og afskårne kropsdele sendes med posten til forskellige umiddelbart tilfældige mennesker. Men under den på overfladen klassiske krimihandling løber et dybere spor, der handler om det tiltagende anstrengte forhold mellem mænd og kvinder i det moderne danske samfund. Særligt kvindernes voksende, men samtidig subtile magtudøvelse bliver blotlagt i romanen. Berlingske har taget en snak med den somaliskfødte forfatter, debattør, akademiker og tidligere fotomodel, der er træt at at blive puttet i de forkerte kasser.

En af kvinderne i din bog siger, at »I Vesten har mænd glemt at være mænd« – hvad vil det sige?

»Det handler om, at vi forventer noget særligt af mænd. Hvorfor snakker vi aldrig om de mandlige ofre, der er blevet udsat for psykopatiske kvinder, vold, seksuelle overgreb, falske anklager om incest i forældreretssager og så videre? Hvorfor fylder det så lidt? Hvis du betragter hele den feministiske kulturelite, så udskammer og latterliggør den i stor stil mandlige ofre, som den mener bare skal holde kæft og tage sig sammen. Samtidig promoverer elitefeministerne et særligt narrativ om de kvindelige ofre, f.eks. om hende, der har mistet sin mand, sit barn, sit job, sin skønhed. Men hvad med mændene? I vesten har man gennemgået en udvikling, hvor man gjorde op med religionen og så familien, og nu er det så kønnet. Det hele er blevet så flydende. Paradoksalt nok efterlyser mange kvinder nu den samme maskuline identitet, som de selv har været med til at smadre.«

Så samtidig med, at man i vesten gerne ser mænd agere som den »bløde mand«, bliver man stadig latterliggjort, hvis det bliver afsløret, at man har fået tæv af konen?

»Ja, og man skal ikke undervurdere kvinders evner til at lyve sig til sympati for at få deres vilje, f.eks. forældreretten til børnene i skilsmissesager. I de her skjulte magtkampe er der mænd, der bliver fuldstændig tilintetgjort, og der er ingen, der løfter en finger. Mænd må ikke vise følelser eller eksponere deres maskulinitet. Det er næsten en naturlov, at nogle mænd, der er fanget i de her forhold, til sidst eksploderer. Det er vi nødt til at tale om, så det ikke ender galt.«

Hvis vi skal have reel ligestilling mellem kønnene, bør kvinderne også indrømme deres mørke sider?

»Ja, lige præcis. Det er det, jeg prøver at diskutere, og så oplever jeg at blive slået i jorden. Der var én i Jyllands-Posten, der mente, at jeg gik ind for, at kvinder blev seksuelt krænket! Alt bliver lynhurtigt reduceret til sort og hvidt. Der findes en meget aggressiv interesse i ikke at tage en nuanceret diskussion om de her problemer. Men vi kvinder er også nødt til at være åbne om vores hykleri, vores bedrag, vores psykopatiske sider, for det har vi i dén grad også i os«.

Fordelen ved offerrollen

Hvorfor er kvindernes »mørkekammer« så tabuiseret i forhold til mændenes – også, som du selv fortæller, blandt kvinderne indbyrdes?

»Kvinderne vil ikke indrømme det, fordi vi ikke vil opgive de mange fordele ved »offerrollen«. Kvinder er de uskyldige, og det er dem, det forfærdelige hele tiden overgår. Jeg tror, at den moderne kvinde har en slags privilegieblindhed i forhold til sin egen position. Mænd bliver derimod altid undertrykkeren. Det er en meget primitiv fortælling, som mange har en interesse i at holde fast i. Særligt kvinder. Det er bl.a. det, jeg prøver at afdække.«

Du har et specielt begreb i din bog. Du skriver, at man taler om at blive »overmandet«, men du skriver så, at man også kan blive »overkvindet«. Hvad vil det sige?

»I modsætning til når en kvinde overmandes af en mand, hvilket typisk er fysisk, så kan mænd »overkvindes«, altså domineres ved at blive manipuleret, løjet for, forrådt, altså gennem alle mulige psykologiske overgreb. Desuden er der så også en del mænd, der bliver slået af kvinder. Det er også underbelyst. Mænd er jo opdraget til ikke at slå på kvinder. Det er der så nogen, der udnytter.

Dominans

Nu bruger du selv begrebet »dominans«, hvilket er et underliggende tema i din bog, også i en af bogens relativt mange sexscener. I en intim samtale mellem Olav og hans nye kæreste, Maria, udtaler hun, at »nogle af de bedste sexoplevelser jeg har haft, ville nok ikke bestå en samtykkeprøve« – hvilken rolle spiller dominans for den kvindelige seksualitet?

»Alting er så gennemreguleret, og netop nu taler man jo om, at man skal udfylde en samtykkeerklæring, inden man har sex. Jeg forstår godt motivationen for loven, men det ødelægger al spontanitet mellem kønnene og den naturlige kontakt, og dermed ødelægger det også det erotiske momentum mellem mænd og kvinder.«

Du har en scene i bogen, hvor Sara er på besøg i sit ikke nærmere definerede hjemland, hvor hun bliver voldtaget af to mænd. Hun er naturligvis rystet og i chok efter oplevelsen, men du skriver, at hun samtidig også oplevede nydelse. Hvad vil du fortælle med den beskrivelse?

»Det handler om, at tingene oftest, særligt mellem kønnene, er komplicerede og ikke altid ligger i forlængelse af den offentlige moral. Virkeligheden er altid mere nuanceret end beskrivelsen. I den her scene handler det om, at Sara vil udforske sin danske identitet. Normalt er hun jo fanget i en muslimsk identitet, hvor hun som 30-årig stadig skal være tidligt hjemme, kontra hendes identitet som en dansk kvinde, der gerne vil møde en mand og kneppe, hygge sig og have retten over sig selv. I »voldtægtsscenen« leger hun med ilden, og så brænder hun sig. Men det handler også om, at hendes far lige er død, og hun er i sorg. Hun onanerer i en fremmed mands lejlighed, altså, hun er ret meget ude i tovene, synes du ikke?«

Det ved du bedre end mig! Men jeg har i hvert fald fået et større indblik i »kvinders hemmelige liv«, end jeg havde, inden jeg læste din bog ...

»... og det er derfor, så mange kvinder er sure på mig. Jeg har afsløret vores hemmeligheder! Man må spørge, hvorfor millioner af kvinder læser »Fifty Shades of Grey«? En bog, der bliver kaldt »husmorporno«, men som handler om en kvinde, der bliver bundet, tævet og ydmyget. Årsagen til den bogs popularitet er jo, at den handler om vores dybeste hemmeligheder og om, at vi, også kvinder, tænder på ting, der ikke passer ind i den moderne feminisme eller identitetspolitik. Så hvad skal vi nu allesammen stille op med vores »forkerte seksualitet«?«

Døden og kønnet

Jeg må indrømme, at da jeg læste din bog, så tænkte jeg, at »der er sgu ret meget sex!« Hvorfor er der så meget sex i din bog?

»For mig handler det om, at vi, og særligt vi kvinder, er nødt til at se vores seksualitet og vores perversiteter i øjnene. Og så handler det også om, at jeg vil helt ind i hovedet på min karakter. Der er ikke noget filter mellem læseren og karakteren. Vi ser alt. Vi ser det indre hemmelige liv. Vi har alle »et hemmeligt liv«, men holder det næsten altid for os selv hele livet. Det gælder desuden for både Sara og Olav og stort set alle andre mennesker, at noget af det, der påvirkes først af vores generelle trivsel, det er vores seksualitet. Så ens sexliv er også en slags indikator for, hvordan man har det. Det gælder også mine hovedpersoner. Og så handler det om, at sex er naturligt og en grundlæggende del af den menneskelige eksistens.«

I bogen bliver Saras afdøde far, »Sheiken«, fragtet til sit oprindelige hjemland i forbindelse med sin begravelse. Du skildrer, hvordan mændene står ved graven og i et ritual kigger ned i den, mens kvinderne bliver holdt i baggrunden, hvorefter du skriver, at kvinderne ikke behøver at kigge ned i graven og se døden, for »de har følt det i kroppen«. Tror du, mænd og kvinder ser døden forskelligt?

»Der er nogle uskrevne regler om mænds og kvinders roller – også når det gælder døden. Nu er Yahya Hassan lige død, og flere spurgte, »hvor var kvinderne henne?« De er så i baggrunden. Men jeg tror, kvinder generelt er mere i kontakt med døden. Vi føder, vi giver liv, vi er tættere på livet, og derfor er vi også tættere på døden. Vi er mere fortrolige med den.«

Sara er uddannet læge og er praktiserende muslim, men samtidig er hun moderne og omfavner mange vestlige værdier. Er hun et eksempel på, at man godt kan forene islam med vestlige normer?

»Jeg har tænkt over det, siden jeg kom til Danmark. Det store spørgsmål er jo netop: »Hvad skal vi gøre med muslimerne?« De er en del af samfundet, og det vil de blive ved med at være. Jeg har følelsen af, at muslimerne er tålte, men ikke accepterede. Men jeg tror ikke på en »normalisering« af muslimerne i Danmark, som forholdene er lige nu.

Sara er nok den mest nuancerede dansk-muslimske kvinde indtil videre i dansk litteratur. Normalt så opererer vi kun med to slags kvinder i den her kategori. Enten er hun undertrykt og går hjemme, eller også er hun frigjort og sekulær. I virkeligheden er der en stor gruppe, man ikke hører så meget om. Det er de muslimske kvinder, der er højtuddannede og begår sig i begge verdener. Det er dem, der er læger eller advokater eller arbejder i et ministerium. Dem prøver jeg at give stemme.«

Det skandinaviske matriarkat

I din bog er det mest mændene, man oplever som undertrykte. Er Skandinavien ved at udvikle sig til et matriarkat?

»Der er i hvert fald ikke et overordnet undertrykkende patriarkat i Danmark. Bare se vores dronning og vores kvindelige statsminister. Da jeg selv læste om feminismens forskellige bølger, måtte jeg konstatere, at danske kvinder meget tidligt har været helt fremme og sindssygt seje. De burde derfor også kunne rumme at give manden mere plads. Danske kvinder er meget stærke og har groet sig et par gedigne nosser de seneste årtier, men samtidig må man så spørge, hvor mændene har parkeret deres henne?

Men når det er sagt, så er det meget vigtigt for mig at understrege, at de mænd, jeg skildrer i bogen, ikke skal ses som ynkelige eller sølle, men som nogle, der fortjener sympati og forståelse.«

Hvordan ser fremtiden ud for de maskuline værdier i Danmark?

»Der er ikke rigtig længere plads til mænd. Mænd må ikke give udtryk for deres frustrationer eller deres seksualitet. Mænd har fået mundkurv på i forholdet til kvinder. Den mandlige seksualitet er gået under jorden, og der er lige nu en opfattelse af den mandlige seksualitet som noget forbudt og altid overgrebsagtigt. Der er en absurd forestilling om, at manden skal tøjle sin naturlige seksualitet og få den til at makke ret i forhold til forestillingen om den feminine seksualitet. Der er en forventning om, at mænd skal agere mod deres natur. Der er ikke længere plads til dem i den pæne del af samfundet.«

Er der så overhovedet plads til at være mand i fremtidens Skandinavien?

»Det er jo det store spørgsmål. Nogle kalder også »Den nordiske mands hævn« for en debatbog. Og for at skabe balance i samfundet er vi simpelthen nødt til ærligt at forstå begge køns opfattelser og erfaringer, uden skam og tabu. Når en mand ser en udfordrende klædt kvinde og mener, at det er et udtryk for, »at hun vil have pik«, ja, undskyld sproget, så må jeg understrege, at det ikke giver nogen ret til at krænke nogen. Men når en mand ser bryster eller balder i stramme yogabukser, så bliver han tændt. Sådan er hans natur. Det må vi erkende. Og vi må også erkende, at kvinder er fuldt bevidste om det og gerne bruger det til deres egen fordel. Men vi er, mænd som kvinder, nødt til at kunne udtrykke os ærligt, uden at blive korsfæstet for vores natur.

Vi er også nødt til at erkende, at den feministiske dagsorden har en magtinteresse i at tabuisere maskulin natur. Det er også en del af den verserende hykleriske skyggekrig mellem kønnene, som mændene lige nu er ved at tabe. Det får mænd til at søge nogle lukkede miljøer, som ikke nødvendigvis er sunde. Vi kan jo ikke udskamme halvdelen af befolkningen for at være sig selv. Der mangler simpelthen en langt mere ærlig dialog mellem kønnene.«