Smuk, men mystisk og indadvendt

»The Journal of Knud Rasmussen« er en ambitiøs film om inuitternes moderniseringshistorie, men den er så indadvendt i sin fortællestruktur, at den lukker sig om sig selv.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

I begyndelsen af 1920'erne tog den danske antropolog af halv-inuitisk herkomst, Knud Rasmussen, på sin femte Thule-ekspedition over canadisk antarktis. Her mødte han en stamme af inuitfolket og nedfældede sine observationer i sin dagbog. Optegnelser, der i dag er blevet vigtige brikker for inuitterne til at forstå deres forfædre og til at se hvordan den 4.000 år gamle kultur så ud, før den blev bandlyst og forsvandt med kristendommens indtog.

Det er ud fra disse betragtninger om det kultur-skred filmen »The Journals of Knud Rasmussen« er lavet. En film, der ganske vist har dansk støtte, men er instrueret af det canadiske makkerpar Zacharias Kunuk og den tidligere video-art-kunstner Norman Cohn, der også lavede den smukke »Atanarjuat: The Fast Runner«.

Hoved-drivkraften Kunuk, der selv er vokset op i den by, hvor filmen foregår, Igloolik, og har inuitiske rødder, havde ikke selv set en eneste film, da han gik i gang med debuten og den manglende viden om gængs fortælle-dramaturgi kan mærkes her.

I modsætning til sin første film har Kunuk ikke et centralt, vitalt plot at bevæge sig omkring, men i stedet en løs karaktertegning af shamanen Avva (Pakak Innukshuk) og hans datter, Apak (Leah Angutimarik), der også har åndemaner-evner. De tackler på hver deres måde, at tiderne er ved at ændre sig.

Hvide mænd som Knud Rasmussen (Jens Jørn Spottag), købmanden Peter Freuchen (Kim Bodnia) og antropologen Therkel Mathiassen (Jakob Cedergren) dukker op og troen på naturens kræfter er ved at blive overtaget af troen på faderen, sønnen og helligånden. Dét både kulturelle og personlige skift, viser filmen ved at springe, tilsyneladende efter forgodtbefindende, i figurernes fortid, nutid, drøm og virkelighed.

Alt det beskriver Kunuk på sin egen måde, der i bedste fald kan beskrives som halv-lyrisk og særdeles selvstændig fortælle-måde - og i værste fald som strukturløs og så indadvendt, at den ikke bare kan kaldes anderledes, men også mislykket. Meget ville være vundet, hvis den knap to timer lange spilletid var blevet skåret kraftigt ned og et hjælpende øje havde kigget kritisk på manuskriptet. Derved ville historien have stået klarere og været i stand til at nå ud til et bredere publikum. I stedet er »The Journals of Knud Rasmussen« endt som en film, der vil meget, men som desværre ikke ved hvordan.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse