Satans til skæbne!

Stakkels Salman Rushdie. Der har altid været noget bizart over den måde, hans roman »De sataniske vers« er blevet behandlet på. Den bog,  der måske kunne være blevet  omdannet til et teaterstykke på Det Kongelige Teater, men som, i hvert fald ifølge denne uges officielle forklaringer, af rent kunstneriske årsager ikke bliver det.
»Teaterstykket har simpelthen ikke det niveau, vi har brug for,« forklarede Det Kgl. Teaters bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen, i Berlingske.
»Det har heller ikke været spillet på teatre af vores størrelse andre steder i verden - sikkert af samme grund,« tilføjede bestyrelsesformanden, og det lyder jo altsammen lidt mærkeligt, for det teaterstykke, der altså nu alligevel ikke skal spilles, er slet ikke skrevet endnu, og hvordan man kan have så skråsikker en mening om et ikke-eksisterende teaterstykke, og hvordan samme ikke-eksisterende teaterstykke har kunnet opføres i udlandet (godt nok på mindre scener, men alligevel),  det må guderne vide.
Nå, Schwamm drüber, som de siger nede i Wiesbaden, hvor en anden dramatisering af »De sataniske vers« for tiden kan ses. At bestyrelsesformandens forsøg på en æstetisk begrundet afvisning synes at halte lidt på logikken, er næppe noget, der holder Salman Rushdie søvnløs. Han har oplevet det, der var værre, begyndende med dengang i 1989, da ayatollah Khomenei dømte ham til døden, fordi han, altså Khomeni, mente, at »De sataniske vers« var gudsbespottelig, og det er dét, der er det virkelig slemme i hele den langstrakte historie: Denne bizarre foragt for åndsfrihed, dette religiøst baserede vanvid.
Men også  historien om »De sataniske vers« som »ren litteratur« er bizar, synes jeg, for på trods af al den ballade, der i årtier har omgivet bogen, synes hverken ret mange af dem, der støtter den, eller ret mange af dem, der afviser den, at bekymre sig om, endsige vide på andet end det mest overfladiske niveau, hvad der egentlig står i det komplekse og humanistiske storværk.
Om den fanatiske olding selv havde læst »De sataniske vers«, inden han dødsdømte dens forfatter, er tvivlsomt, for det kræver fortrolighed med moderne litteratur at komme bare nogenlunde helskindet gennem romanens mange sider, og den fortrolighed besad han nok ikke, den gamle. At næppe mange medlemmer af den pøbel, der efter udgivelsen af »De sataniske vers« gik på gaden og krævede død over forfatteren, har været i nærheden af at læse bogen,  forekommer mig også indlysende, og jeg tror heller ikke, at ret mange oplyste læsere i oplyste lande som vores har. Den er simpelthen for svær. Et hermetisk mesterværk.
Sådan er det med »De sataniske vers«. Kendt af næsten alle, læst af næsten ingen. Satans til skæbne!