Roberts skygger

Hele Danmarks børneidol, skuespilleren Robert Hansen, risikerede sin karriere, da politiet forrige år tog ham med kokain. Hvordan kunne han gøre det? Nu er Robert Hansen måske på vej til sit comeback og bryder i dette interview over et års tavshed.

Roberts skygger - 1

Den ene dag havde Robert Hansen alt. Den næste dag havde han ingenting.

Han rækker ud efter glasset med kaffe, og når Robert Hansen husker på det døgn i efteråret 2001, begynder hans hænder pludselig at ryste. Det venstre ben kører uroligt op og ned, og ordene bliver korte og søgende.

»Jeg fik jo en på hatten, mand... Jeg var færdig. Jeg var helt nede og bide...«

Han griber om glasset med begge hænder.

»Jeg var ikke længere bare glade Robert. Nu blev jeg kaldt Narko-Robert. Det gjorde sgu ondt. Det kan ikke forklares«.

Fredag den 2. november 2001 blev skæbnesvanger for den dengang så populære ungdomsskuespiller. Hans karriere tegnede mere end lyst med en håndfuld tidligere filmsucceser, og den seneste - »Anja og Victor« - kørte stadig for fulde huse i landets biografer. Robert Hansen var elsket. Når børnene så ham i supermarkedet, løb de hen for at lege med ham, som de havde set ham lege i TV-hittet »Sommer Sumarum«, og inden for de næste måneder blev Robert Hansen både headhuntet til en hovedrolle på Det Danske Teater og til et job som underviser på Legolands anerkendte teatershowskole.

Den glade og charmerende Hvidovre-knægt havde ramt lige ind i den danske folkesjæl, og intet syntes at kunne stoppe hans vej mod stjernerne. Og dog.

»Børneidol taget med kokain«. Overskriften var rullet ud over hele B.T.s spiseseddel med fede typer.

Aftenen i forvejen havde en journalist fra B.T. ringet for at få Robert Hansens kommentar til historien. Han havde afvist alt og forsøgte at bevare roen. Men da han så spisesedlen fik han et chok, og resten af dagen tilbragte han i sin seng.

Han vidste godt, at narkotika og en børnestjerne er en ekstrem uheldig kombination. Nedturen var begyndt. Sammen med sine PR-agenter blev Robert Hansen ved med at bedyre sin uskyld. Men da de indså stormens omfang, sadlede de om og begyndte at undskylde.

»Jeg har været dum og naiv, og jeg gør det aldrig mere,« lød det brødebetynget fra den dengang 22-årige fyr både i fjernsynet og i formiddagsaviserne.

Undskyldningen var et redningsforsøg i sidste øjeblik, og stumperne så umiddelbart ud til at kunne reddes. Men det varede kort. Nøjagtig to måneder senere ryddede B.T. atter forsiden.

»Taget igen!«

Nu var løbet kørt for Robert Hansen. Jobkontrakterne forduftede, børnene blev trukket væk, scenelyset slukket, og den før så populære forstadsknægt gav ikke længere interview. I stedet begyndte pressen at køre sololøb. En gammel sag med en konfiskeret butterflykniv dukkede op til overfladen, og politiet kunne også fortælle, at Robert Hansen var blevet aflyttet en dag, han tilsyneladende ringede op til sin narkohandler.

Siden dengang har den nu 23-årige Robert Hansen gjort alt for at undgå pressen. Og først nu - efter halvandet år i tavshed - møder Berlingske Søndag ham i producent Regnar Grastens studier i Lyngby, hvor drejebogen til den tredje af succesfilmene »Anja og Victor« hænger på opslagstavlen bag ham. Filmen, der har premiere om en måned, kan samtidig blive Robet Hansens comeback.

Hvordan kunne du bære dig så dumt ad, Robert?

»Det kan jeg ikke forklare, og jeg har ofte tænkt tilbage og spurgt mig selv, hvad fanden gik der galt, hvad var det, Robert!? Men jeg har simpelthen svært ved at finde ud af det. Der kører jo ikke så meget igennem hovedet, når man sidder der med vennerne. Man fester jo bare, hygger sig, og så... Jeg ved det sgu ikke, det er altså heller ikke så fedt at tænke tilbage på.«

Men hvad er det for et miljø, du befinder dig i, hvor du altså pludselig sidder og tager kokain med vennerne?

»Du bruger ordet miljø, og det er egentlig med sådan et ord, at det hele går galt, for der er ikke tale om et bestemt miljø. Jeg har haft en helt almindelig opvækst i Hvidovre, og der er simpelthen så mange unge, der tager kokain eller speed eller ecstasy i dag, at man slet ikke kan tale om et bestemt miljø.

Man kan sagtens komme til en helt almindelig fest med 100 mennesker, hvor der sidder ti ovre i hjørnet og tager stoffer, og man behøver altså ikke at være professor for at opdage det. Jeg kan godt forstå, at det lyder underligt, for de ældre generationer, men folk må sgu åbne øjnene, i stedet for at fornægte det.

Forsætter side 8

Fortsat fra forsiden...

Selv om lille Lars kommer hjem og siger til far, at han aldrig har prøvet det, så har han garanteret været til en fest, hvor det er blevet taget. Jeg siger ikke, at det er godt. Slet ikke. Det er et kæmpe problem, men det kan godt irritere mig at tænke på, hvor meget fokus, der har været på mig i stedet for på problemets egentlig kerne, nemlig at det er blevet så udbredt.«

Hvor tidligt begyndte den slags at blive en del af festerne, du var med til?

»Det ved jeg ikke. Altså hash kan jo begynde allerede fra 14-15-års alderen, men kokain begyndte for mit vedkommende at dukke op ved fester, da jeg var omkrig 18-19 år. For andre sker det tidligere. Det kommer jo hen ad vejen. I begyndelsen har nogle af de andre noget med, og så bliver det pludselig meget rart. Når der så er fest igen, så tager man også selv noget med, for det virker jo som en helt naturlig del af festmiljøet, og...nå ja...så springer man ud i det. Derfor var det også så mærkeligt, da politiet kom og konfiskerede noget kokain hos mig på diskoteket første gang. Jeg skrev under på en konfiskationserklæring, men der var måske 100 andre på diskoteket den aften, der også har prøvet at skrive under på sådan en erklæring. Det tager man ikke så højtideligt. Men for mig blev det altså meget mere alvorligt, for det var en sag for pressen.«

Har du følt dig uretfærdig behandlet?

»Nej, ikke på den måde. Jeg har været naiv. Ingen tvivl om det. Men aviserne har nærmest givet et indtryk af, at jeg sidder inde på Istedgade og stikker mig i armen. Jeg kan jo ikke engang købe et par nye sko, uden at bladene skal henvise til kokain og skrive: »Den narkoglade Robert har fået nye sko«. Det har bare handlet om at få mig ned med nakken, og journalisterne ringede jo ligefrem op til mine arbejdsgivere for nærmest at opfordre dem til at fyre mig, så de også kunne skrive den historie. Jeg fik indtryk af, at jeg skulle ende på psykiatrisk afdeling, før historierne ville stoppe, og så ville man sikkert bare begynde at gå efter min familie, for også at slå dem ned. Jeg kan huske en søndag morgen nede hos bageren, hvor jeg stod i køen og så forsiden af avisen: »Du bliver sindssyg, Robert«, stod der. Hold kæft, mand, det er bare ikke sjovt. Det er det altså ikke.«

Men man er vel også berettiget til at tro, at du var ude i noget snavs, for, når man bliver taget så mange gange af politiet, så er det vel kun toppen af isbjerget?

»Selvfølgelig har jeg også taget kokain andre gange. Men du skal regne med, at hver gang politiet kommer ind på et diskotek, hvor jeg også er, så går der nøjagtigt ti sekunder, så står jeg nøgen ude på bagtrappen og bliver undersøgt for stoffer. Det er ikke længe siden, at jeg stod og tissede i en port under en bytur, hvor politiet så pludselig dukkede op og spurgte, hvad jeg lavede ovre i hjørnet. De går hen for at kontrollere, om der er vådt på jorden og beskylder mig for at have stået og gemt stoffer i stedet for at tisse. Det er altså en blandet fornøjelse«.

Men du har vel også et særligt ansvar. Børnene har set op til dig, og så er det jo ikke så smart at tage kokain, selv om du siger, at mange andre gør det?

»Det er selvfølgelig noget, jeg har tænkt meget over siden. Men jeg har altid haft det mærkeligt med det begreb, for egentlig er det mest skræmmende vel, at børnene overhovedet ser op til sådan en som mig. De må da kunne finde på noget andet. Jeg er jo ikke noget supermenneske. Det er jeg altså ikke. Jeg kan ikke hele tiden rende og tænke på, hvordan jeg skal opføre mig. Men jo, helt klart, jeg har da været naiv på det punkt, og det gode ved hele den her tur har måske været, at jeg er blevet klar over, at der altså følger et ansvar med«.

Tager du stadig kokain?

»Nej, det sker ikke mere, og når man har været igennem det, jeg har, så er det ikke svært at lade være. Det handler om min fremtid«.

Er der nogle af dine venner, der stadig tager kokain?

»For dem går verden videre. Det er bare slut for Robert Hansen.«

I det seneste år, hvor pressen med jævne mellemrum har gravet i Robert Hansens forhold til kokain, har han holdt lav profil. Han har opholdt sig meget hjemme hos sine forældre og alene i deres sommerhus, hvor han har slappet af og tænkt tingene igennem. I efteråret begyndte han optagelserne til den næste film i serien om det unge par »Anja og Victor«, og at dømme efter de første prøvefremvisninger tyder filmen på at blive en succes. Det har fået Robert Hansen til igen at drømme om en fremtid som skuespiller, og for nogen tid siden så han nogle gamle castingclip fra dengang, han kun var 12 år og spillede sig til sin første rolle i børnefilmen »Vildbassen«.

»Jeg så jo en lille frisk dreng, der bare syntes, at det hele var skide skægt og elskede at få lov at folde sig ud. Der er sket meget siden, og nu vil jeg videre. Der er en masse ting, jeg gerne vil.«

Hvad er drømmen?

»Min drøm er først og fremmest at få det hele til at køre igen herhjemme, men måske også en dag at tage til Hollywood.«

Robert Hansen griner:

»Sidde dér, sammen med Jack Nicholson, og bare klare det hele.«