Nørgaards skulpturelle alfabet

Bjørn Nørgaards lystvandring gennem skulpturens forunderlige verden åbner for en masse interessante spørgsmål, men hvor er formidlingen?

Bjørn Nørgaards egne skulpturer er fulde af historier. I dette ærinde har han altid flittigt benyttet sig af materialer og formsprog fra både historien og fra samtiden. Det vil sige klassiske materialer som gips, bronze og ler, men også hverdagsgenstande og materialer som skum, træ og pap. Disse materialer er blevet komponeret i uortodokse sammensætninger, hvor symboler og figurer på tværs af tid og rum er indgået i stadig nye forbindelser.

Det kan derfor ses som en naturlig forlængelse af dette arbejde, at han nu har sammensat en udstilling med andres skulpturer, der har betydet noget for hans lange kunstneriske karriere. En karriere som i høj grad har været båret af en stor kærlighed til skulpturen, ikke som kunsthistorisk objekt, men som skulpturel form, og det er denne sidste pointe, som bærer udstillingen.

Nørgaard vil, at beskueren skal se de enkelte skulpturer som sammenstillinger af selvstændige abstrakte enheder – en form for skulpturelt alfabet, hvorudfra man kan skabe nye former i det uendelige. På tværs af politiske, religiøse, etiske og æstetiske budskaber, ønsker Nørgaard at formidle skulpturens sprog – et sprog vi, ifølge ham, bevidst eller ubevidst forstår og påvirkes af på tværs af tid og sted.

Én installation

Mere end 40 skulpturer fra hele verden er udstillet. Fra en kopi af jernalderfiguren Broddenbjergmanden, over en afstøbning af Michelangelo Buonarrotis gravmæle til Medici-familien og frem til det 20. århundrede med værker af bl.a. Kai Nielsen, Willy Ørskov og Joseph Beuys. Desuden er enkelte værker, eksempelvis Marcel Duchamps værk Det store glas og Constantin Brancusis uendelige søjle, (halvdårligt) gengivet på et stykke oprejst glas.

Udstillingen på Gl. Holtegaard skal ses som én stor installation. Nørgaard har ved siden af hver skulptur placeret fire genstande: et spejl, et kvadratnet, en kube og en formløs klat. Spejlet repræsenterer den præcise refleksion af virkeligheden, der medtager såvel skulpturen, som dens omgivelser. Kvadratnettet giver mulighed for at se på skulpturen gennem de enkelte små kvadrater, så fokus rettes mod detaljerne som rene abstrakte former, løsrevet fra en umiddelbar meningsgivende sammenhæng. Kuben og klatten repræsenterer henholdsvis formen og det formløse og refererer til det forhold, at skulpturen er udspændt mellem geometriske principper på den ene side og det ukontrollerbare kaos på den anden side.

De interessante tanker bag denne rammesætning af skulptur har mange år på bagen, og man kan i bl.a. Henrik Juul Jensens aktuelle interviewbog læse om Nørgaards refleksioner, der startede tilbage i midten af 1960erne, hvor han udførte de såkaldte skulpturelle demonstrationer. En praktisk øvelse hvor han afprøvede forskellige materialekombinationer. Ud af dette arbejde kom en form for visuelt og taktilt alfabet over grundmaterialer og den menneskelige forarbejdning af dem. Til dette skulpturelle alfabet hørte også de to grundprincipper orden og kaos, og det er mellem disse yderligheder, at Nørgaard konkret placerer skulpturerne på udstillingen.

Forstå mulighederne

Nørgaards ønske med denne udstillingsinstallation er, at de enkelte skulpturer sættes i spil mellem de fire genstande og hinanden indbyrdes. Hermed ønsker Nørgaard at få folk til at forstå skulpturens muligheder, samt hvordan man skal bruge både sine øjne, sin krop og sit intellekt til at sanse og opleve med.

Men spørgsmålene trænger sig på. For hvorfor er kvadratnettet nogle gange centreret foran skulpturen, mens skulpturen andre gange delvist undviger denne indramning? Og hvorfor placeres spejlet, kuben og det formløse forskelligt i forhold til skulpturen? Er det alene Nørgaards egen erfarne, professionelle fornemmelse for form og dialogerne mellem formerne, der ligger til grund for opstillingerne, eller er der tale om en større pædagogisk ramme? Hvis det er det sidste, der er tilfældet, så mangler der i høj grad noget formidlingsmateriale.

Pædagogiske pejlinger

Udstillingen hedder »En lyst- rejse gennem skulpturens forunderlige verden – con amore Bjørn Nørgaard« og det er i høj grad Nørgaards lyst, der er tale om, for det er ikke en udstilling, man bare går ind og nyder (i så fald hænger der nogle kvadratnet i vejen). Min lyst til at gå ind i et univers af uendelige formdannelsesprincipper, bremses af den pædagogiske konceptualisme, som måske nok er lærerig, men ikke lystbetonet.

Selv om udstillingens ambition er at befri de enkelte figurer fra vores kulturelle fordomme og frisætte dem i et tidløst formsprog, så ligger det ikke alle lige for at forstå dette sprog. Der plæderes ofte for, at beskueren skal danne sine helt egne associationer og oplevelser og ikke hele tiden forstyrres af pædagogiske pejlinger. Men det ville klæde denne interessante og utraditionelle udstilling at tilbyde en større formidlingsmæssig sammenhæng. Udstillingen lægger op til en masse centrale spørgsmål, men overlader beskueren til sig selv. Ærgerligt, for som pressematerialet bedyrer, så kan udstillingen lægge op til en diskussion af formdannelse i kunsten på alle planer og særskilt den skulpturelle forms betydning i kunsten i dag. En vigtig dagsorden.