»Man kan bo her, men man kan fandeme ikke leve her, vel?«

Ideen om billige boliger til den arbejdende middelklasse var sympatisk, men Urbanplanen endte som et fysisk og åndeligt vakuum. Det mener forfatter til romanen »Planen«, Morten Pape, som søndag viser rundt i sit barndomskvarter i forbindelse med festivalen Golden Days.

Morten Pape ved sit barndomshjem på Kurvemagerstien. Han flyttede tilbage til Urbanplanen i en kort periode, mens han skrev sin bog, og bor i dag ved Lergravsparken. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kælkebakken virkede uendeligt stejl, da Morten Pape var barn og ung. I dag virker den mere tilforladelig.

»Jeg stod af og til på toppen af den piste om aftenen. Så kunne man kigge panorama ud over Urbanplanen – det var det eneste, jeg kunne se. Der var ikke andet. Det tænkte jeg tit over, når jeg stod i en hashkoger og gloede ud over. Nu kan man ane den blå koncertsal og nye byggerier,« siger den 29-årige forfatter.

Sidste år udgav han romanen »Planen« om sin opvækst i et af de københavnerkvarterer, der blev til i en tid, hvor beton- og montagebyggeri var i højsædet, og hvor de første højhuse og satellitbyer begyndte at skyde op. Skole, apotek, center, børnehave, ungdomsklub, vaskerier – alt blev placeret inden for en radius af få hundrede meter for at gøre hverdagen nemmere for den arbejdende middelklasse, som dog snart valgte parcelhuset i forstaden frem for monotont etagebyggeri.

Morten Pape møder Berlingske i Urbanplanen på en halvgrå sensommerdag, hvor børnene fra de lokale daginstitutioner leger ved bondegården. Den har ligget der, siden Morten Pape var barn.

»Jeg tror tilmed, det er den samme ko og den samme hest, som går rundt derinde,« fortæller han og peger hen mod en indhegning, hvor en aldrende krikke gumler på en klump græs. Få meter væk rejser den gigantiske betonklods sig på Peder Lykkes Vej – Amagers første højhus, i alt 15 etager, som er dømt til nedrivning på grund af forvitring.

Der sker i det hele taget noget i Urbanplanen for tiden. De seneste år har Københavns Kommune og Realdania arbejdet på at give området et løft. »Urbanplanten«, hvor man kan dyrke sine egne grøntsager, og nyttehaver til kvarterets beboere skyder op, mens de værste bygninger rives ned for at give plads til nye boliger. Men også kunstprojekter og arrangementer, hvor forskellige kulturer smager hinandens mad og sågar ghetto-yoga har fundet vej herud.

»Det begyndte at komme, da jeg skulle væk herfra i 2007. Pludselig var der Urban-festival. Jeg tænkte: »Hvad fanden er det?« Det havde jeg aldrig set før. Jeg har en forestilling om, at det er noget, der samler folk,« siger Morten Pape.

BMFORSKUD - Urbanplanen. Fold sammen
Læs mere

Selv er han født i 1986 – cirka halvandet årti efter, at de første beboere flyttede til Urban Hansens sociale boligprojekt, der blev opført mellem 1965-1971. Da Morten Pape i løbet af sit første leveår rykkede med sine forældre fra Islands Brygge til Urbanplanen, var drømmen om det gode liv allerede godt i gang med at blive afløst af sociale problemer, kriminalitet og arbejdsløshed.

»I virkeligheden var det jo ret sympatisk, at man efter krigen forsøgte at imødekomme den stigende vækst i de større byer og byggede til produktionssamfundet – til dem, der tog tidligt på arbejde, kom sent hjem og ville stille sig tilfreds med fire vægge og en lille have, og hvor alt var lige i nærheden. Men det skaber også en fysisk og åndelig dome, hvor man, netop fordi alt er samlet på ét sted, ikke kommer så meget ud af Urbanplanen. Og det, der var bygget til produktionssamfundet, endte med at blive et boligkvarter, hvor mange stod uden for arbejdsmarkedet. Hvad er det, man siger? Operationen lykkedes, men patienten døde,« siger Morten Pape, da vi passerer Urbanplanens hovedpulsåre, en bred sti, som deler kvarteret i to med rækkehuse på den ene side og lejlighedskomplekser på den anden. Han peger i retning af blokkene, der står på rad og række som dominobrikker.

»Jeg synes altid, det er forbavsende at se rækkehuse eller de store lejlighedsblokke steder som her, i Avedøre eller Tingbjerg – at tænke på, at bag hvert tredje vindue er der en familie, der lever. Børn vokser op, spiser morgenmad, går i skole, får skældud, tager deres første skridt. Det er sådan noget, man primært forbinder med kernefamilien, der bor i et hus med stor have, en villa, flagstang og carport. Så ser det ud, som om at her bor en familie. Det gør der ikke, når man bare kigger på noget blank beton og nogle ensartede vinduer.«

For enden af stien lå Solvang Centret, der blev til som en del af Urbanplanen. Det blev jævnet med jorden sidste år. De fleste butikker havde for længst drejet nøglen om.

»Netop centret var det mest usikre område, så det er en af de store rodbehandlinger, der er blevet lavet. Det pudsige er, at den dag, jeg afleverede mit manuskript til Planen, begyndte bulldozerne at rive centret ned. Da bogen kom ud, blev jeg fotograferet på ruinerne af centret, så der er en eller anden poetisk retfærdighed i det.«

BMFORSKUD - Urbanplanen. Fold sammen
Læs mere

Telefonen ringer. Det er hans bror, Jonas.

»Hej Jonas - kan jeg lige ringe tilbage?«

»Min bror arbejder på skolen, han er på arbejde nu. Dyvekeskolen hedder den. Det var der, jeg gik, og jeg har selv arbejdet der som vikar. Der er kommet et nyt læringscenter — det er en hel ny verden. Og det er nok der, hvor den dybeste rod til det her kvarters problemer befinder sig – folkeskolen,« siger Morten Pape, som i sin roman beskriver, hvordan kaos og utryghed var en del af hverdagen på den nedslidte skole.

»Den er blevet fuldstændig moderniseret og kåret til Danmarks bedste skolebyggeri. Dér har man virkelig oppet sig og satset.«

Også betonblokkene fik en overhaling for nogle år siden. Facaderne er blevet beklædt med mønstre, der forestiller firben, ser vi, da vi drejer ned ad Lygtemagerstien.

BMFORSKUD - Urbanplanen. Fold sammen
Læs mere

»Det var virkelig trøstesløst før. Man kunne se, hvordan regnen var sunket ind i betonen gennem mange årtier. Når man går lidt tættere på, kan man se, at det bare er sådan nogle klik-facader. Lidt ligesom når man i gamle dage klikkede et mobilcover på sin Nokia 3310. Det kom sjovt nok lige, da Ørestad begyndte at skyde op – vi skulle vel smelte ind med Ørestads æstetik,« siger Morten Pape.

»Så byggede man en ny ghetto,« tilføjer han.

Sidste år blev der foretaget en image-analyse, hvor københavnere fra andre dele af byen blev spurgt om deres opfattelse af Urbanplanen. 59 procent svarede, at de har et negativ opfattelse af kvarteret, men spørger man dem, der bor i området, ser det ikke så slemt ud. En undersøgelse fra 2010 viste, at 81 procent af indbyggerne var glade for at bo i Urbanplanen.

»Man kan jo godt være glad i en ghetto. Det er ikke bare ulykkelige mennesker, der er her. Det handler også om, at her er et stigma, som det tager tid at komme ud af – det klarer man ikke med en positiv analyse og nogle facebook-billeder. Jeg boede for eksempel ikke på Kurvemagerstien, da jeg var barn, men på ballademagerstien. Og så hed det Turbanplanen,« siger Morten Pape, som tror på, at Urbanplanen på flere måder kommer til at ændre sig de kommende år. Blandt andet fordi der skal bygges nye boliger, hvor Solvang Centret lå, og ved den lokale fodboldbane.

»Her er kommet flere børnefamilier og en mere varieret beboersammensætning, og de nye boliger bliver højst sandsynligt ikke lejerboliger. Det er spændende, hvad det kommer til at betyde for et samfund som det her, som kvadratmetermæssigt er ret stort – at der både bor folk, der har råd til ejer- og andelsboliger og til dem, der bor til leje i det gamle Urbanplanen. Det er på mange måder en ny form for socialt eksperiment.«

Morten Papes beskrivelse af sin barske opvækst i Urbanplanen udløste sidste år Bog-Forums Debutantpris. Også i kvarteret har romanen høstet roser, men ikke fra alle, fortæller han.

Morten Pape fik sidste år BogForums debutantpris for sin roman »Planen«. Fold sammen
Læs mere

»Folk fra min egen generation føler, at jeg på en eller anden måde har givet en stemme til deres opvækst. Og så er der dem, der har boet her siden 70erne, som ikke har dinglet rundt på gaderne og set det, jeg har set, og som ikke kan genkende mit billede og derfor nærmest anklager mig for at lyve. Jeg tror, jeg kommer til at stikke fingeren i et stolthedssår for nogle af dem, der har boet her, fra dengang det faktisk var et ret velfungerende samfund. Men det er jo en intellektuel falliterklæring, at fordi de ikke har set det, kan det ikke have fundet sted. Hvis de har været lykkelige og glade, er det fint. Men det kan også være grunden til, at der ikke før er blevet taget hånd om problemerne. Folk kan ikke se børnene fra de knuste hjem og kriminalitet på gaden, om de så går forbi dem med et indkøbsnet. For mig er det meget sigende, at Urbanplanen blev gjort til visitationszone og brand og bål, politi hele tiden. »Jeg har aldrig set noget«, siger folk. Og det har de tydeligvis ikke. Men det betyder ikke, at det ikke er her.«

Han husker, hvordan kvarteret løbende ændrede sig, og hvordan familier forlod Urbanplanen af forskellige årsager.

Solvang Centret blev revet ned i 2014. Her skal blandt andet bygges nye boliger.?Fotos: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

»Det skete i flere ryk. Der var dem, der bare fik nok og flyttede. Der var også elever, jeg gik i klasse med, der blev mobbet og så valgte at flytte med deres forældre. Da området begyndte at ændre kulør, bogstaveligt talt, var nogle utilfredse. De flyttede, og så kom der bare flere paraboler op. Der kom de her ryk, som også afspejlede den globale situation. Først kom der en masse bosniere. Senere kom somalierne. Så stod der pludselig ti somaliere i skolegården og kunne ikke et ord dansk og kiggede sig omkring. »Værsgo’ at integrere dig.« Det var noget, jeg lagde mærke til ret tidligt. Næsten hver gang, der kom en ny elev i skolen, havde han en mørkere hudfarve og hed noget andet end Jannik og Peter.«

En stribe vimpler er spændt ud mellem to træer — formodentlig en rest efter seneste fest i Urbanplanen. Bag dem hænger et basketballnet, der tydeligvis ikke er røget ind under det omtalte kvarterløft.

»Nogle ting ændrer sig ikke. Da jeg kom herud lidt tidligere i dag, så jeg en lav, lidt asiatisk udseende mand — han er måske 60 og en rigtig Mr. Miyagi-type. Han stod alene og skød mod kurven. Ham så jeg også for 20 år siden. Han er stadig i fin form. Han gør det helt rituelt,« fortæller Morten Pape og leder os i retning af sit barndomshjem.

Vejen går forbi det, der meget vel kunne være Københavns længste rutsjebane — et metalrør, der uden tvivl vil begejstre fartglade børn og bekymre de forsigtige — og videre til Kurvemagerstien 50. »1st Class Only« fortæller et messingskilt i øjenhøjde på den sorte låge, der er så høj, at den skygger for udsynet til rækkehuset, hvor Morten Pape tilbragte de 19 første år af sit liv.

»Der er en stue og første sal – i alt 100 kvadratmeter, en lille have, to toiletter, fjernvarme og hele molevitten. Jeg ved ikke meget om dem, som bor her nu, bortset fra at de vist har en stor hund,« siger Morten Pape. I sin roman citerer han blandt andet sin mor for at sige: »Man kan bo her, men man kan fandeme ikke leve her, vel?«

BMFORSKUD - Urbanplanen. Fold sammen
Læs mere

»Her er de fysiske rammer, som skal til for at man kan bo, sove og spise. Men det er jo bare ikke altid nok, hvis du bor et sted, hvor du – som jeg – altid var agtpågivende og bange for, hvad der ventede rundt om hjørnet, og der var ofte lidt kaotiske tilstande. Så er det jo en form for bevægelighedshæmmende kontekst, man lever i,« siger Morten Pape, som sjældent tog væk fra Urbanplanen som barn og ung. Af og til slår det ham, at han faktisk lige så godt kunne være vokset op i en forstad.

»Det er jo et paradoks, at Urbanplanen ligger to-tre kilometer fra Rådhuspladsen, men at der er så stor en kontrast til Indre By. Indtil jeg var 19 år, hvor jeg fik en kæreste og flyttede væk herfra, var det eneste, jeg havde brugt Indre By til, at gå op og ned ad Strøget og dingle og spille smart. Og så var der Amagercentret, vi brugte meget, hvilket også var ret forstadsagtigt. Så mit liv er nok mere en forstads- fortælling end en romantisk urban fortælling,« siger han.

BMFORSKUD - Urbanplanen. Fold sammen
Læs mere