Litterære lystvandringer

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden genlæste jeg Sissel-Jo Gazans fremragende krimi »Svalens graf«. Jeg skulle holde en tale for forfatteren, da hun skulle modtage Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings bogpris, Læsernes Bogpris, for netop dén, så jeg skulle lige genopfriske bekendtskabet, og bogen skuffede heller ikke denne gang, skulle jeg hilse og sige. »Svalens graf« har alle de kvaliteter, der skal til for at gøre en god krimi. Først og sidst er det en suverænt godt fortalt historie, hvor mange tråde krydser hinanden og alt til sidst går op.

For et par dage siden læste jeg noget helt andet, nemlig Ninette Larsens eminente og overbevisende debutbog, »Hybrid«, der, som jeg skriver i min anmeldelse på forsiden af denne uges BØGER, er svær at genrebestemme. Teksterne kan kaldes digte eller prosadigte eller kortprosa og sikkert også noget andet eller aldrig før hørt. Én ting er i hvert fald sikkert: Nogen suverænt godt fortalt historie er der ikke tale om. Der er nemlig slet ikke nogen historie. Ikke på dén måde.

To bøger fra dagens Danmark. To bøger, der er så forskellige, som man næsten kan tænke sig. Sproget, ambitionerne og mesterskabet har de tilfælles. Ellers ingenting.

Men det er så også det, der er så forrygende, og som vi også gerne vil afspejle i vores litteraturrjournalistik på Berlingske: Bogen som medie er suveræn i sin alsidighed. Alene blandt nulevende og stadigt skrivende skønlitterære danske forfattere er der en mangfoldighed af udtryksmåder, udtryksønsker og udtryksbehov, som gør det til en aldrig stoppende lystvandring at bevæge sig rundt mellem alle ordene. Tæller man så også den ikke skønlitterære del af de mange udgivelser med, ja, så bliver udbuddet selvsagt endnu større. Det er næsten uoverskueligt, men jo altså på den fede måde, og jeg synes, at man engang imellem skal standse op og glæde sig over den rigdom af gode bøger, der kommer på vort lille, men velfunderede modersmål. På trods af alting.

Guderne skal nemlig vide, at der er nok at bekymre sig over i litteraturens verden. Hvordan skal forlagene komme helskindet ind i en stadigt mere digitaliseret verden, som udfordrer dem på snart sagt alle parametre? Har folkebibliotekerne stadig en kulturpolitisk rolle at spille, når det meste af det, folk gider læse og høre, kan hentes gratis eller næsten gratis på internettet? Er der stadig plads til kvalificeret litteraturkritik, når meninger, formidlet digitalt, er noget, der fås alle steder og på alle tidspunkter og endda helt gratis?

Det er store spørgsmål, og der er flere af dem endnu, derude, og hvis man har tendens til kulturpessimisme, har man noget at have den i. Jeg er dog selv kulturoptimist nok til at tro, at den gode litteratur – hvad enten den er skrevet af en Sissel-Jo Gazan eller af en Ninette Larsen eller af en helt tredje eller fjerde – har råstyrke nok til ikke bare at overleve, men også blomstre. Det har den gjort i århundreder. Det er stadig en rigtig god historie.