Klumme: Nutidens museer gør os til stressede teenagere

Vi skal underholdes, skal vi, og især på museerne har det ført til en voldsom klapjagt på alle sanser. Måske kunne vi snart skrue ned, så der også var plads til at se på de ting, der rent faktisk er udstillet.

Tirpitz kalder sig selv et »oplevelsescenter« – museum er åbenbart for støvet. Men man kunne nu godt savne en planche og lidt fordybelse i det vestjyske, mener Sarah Iben Almbjerg Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Jeg har mit allermest entusiastiske mor-ansigt på, og min stemme er mindst en oktav højere, da jeg vender mig mod min søn og siger: »Er det ikke spændende«?

Vi er på Tirpitz, BIGs nybyggede bunkermuseum, og hans reaktion er næsten lige så varm, som dengang vi cyklede omkring i København, mens jeg udpegede alle Christian IVs bygninger. Kun på ét tidspunkt spærrede han øjnene op. Først bagefter opdagede jeg, at der stod et isskilt bag mig.

Måske er han bare stopmæt af kultur. Gennem de senere år har Danmark fået en række nye museer, og vores sommerferie var fra starten tænkt som en udflugt til de mest interessante. Fra Tirpitz nær Ringkøbing over det nærliggende Naturkraft til Hex og Vadehavscentret i Ribe. Det var tænkt som en ferie, der kunne tilfredsstille både den femårige og de to voksne. En tur, der kunne gøre os klogere og godt underholdt. Det endte med udmattelse og kunstigt åndedræt et sted i Sønderjylland.

»En samlet familieoplevelse er udelukket. Alle går omkring med hver deres device, som søvnige teenagere, der hellere vil være et andet sted.«


Der er sket en del, siden museer bestod af plancher og pilespidser. I dag er det i højere grad et tempopræget minefelt af video og audioguides. På Tirpitz var de mange genstande forsynet med små ikoner, vi hver især kunne aflytte via en uddelt audioguide, men der var ingen samlet plan, ingen nummerering. I stedet løb vi i hver vores retning, bippede på noget tilfældigt, hørte lidt om en 25-årig kvinde, der døde, og senere om mineryddere ved Vesterhavet.

På Hex – Museum of the Witch Hunt i Ribe – er de udstillede genstande en detalje i forhold til den uddelte audioguide. Man lytter og bipper og går zig-zag blandt de andre gæster, der vandrer søvngængeragtigt omkring mellem montrerne. En samlet familieoplevelse er udelukket. Alle går omkring med hver deres device, som søvnige teenagere, der hellere vil være et andet sted.

Digitaliseringen af museerne har længe været et kulturpolitisk krav. Var man ikke med på vognen, fik man anmærkninger i evalueringerne. Det førte til fantastiske opdateringer på Moesgaard, Nationalhistorisk Museum og Frihedsmuseet.

Opmærksomhedsøkonomiens tidsalder har sejret, og alle vi, der stadig står på benene, HAR set en tiger, lyttet til dramatiske krigsberetninger og fortæret Meyers kyllingenuggets, der på det nærmeste er blevet kulturdanmarks nationalret. Jeg er med på, at der er undtagelser, som Kronborg, der tidligere på sommeren fik en lammer fra Berlingskes kulturredaktør, men samlet set går det i den anden retning.

Mange museer minder om den ivrige førsteelsker, der har opdaget, at man kommer langt med et smil, og nu konstant løber omkring og vil kysse enhver, der viser interesse. Det er godt ment, men lidt for meget.

Man behøver ikke få et sørøverskib i nakken for at mærke livet ved Vestkysten, og jeg har ikke altid brug for at have en digital sender i hånden, når jeg går på museer. Hvis alle råber, ender man med at lytte til den, der hvisker. Museum Frello i Varde er et af de museer, der mestrer balancen. Fold sammen
Læs mere

Man behøver ikke få et sørøverskib i nakken for at mærke livet ved Vestkysten, og det kunne være rart med et alternativ til de digitale virkemidler. Hvis alle råber, ender man med at lytte til den, der hvisker.

Det opdagede vi på Museum Frello i Varde. Her kan man selv vælge, om man vil se på billederne eller fordybe sig i videoer, hvor museumsansatte forklarer, hvordan kunstneren malede den samme familie flere gange, og hvilken effekt, han fik ud af et regnvejr. Museet var en perfekt blanding af fordybelse og tempo. Video og lærred. Et hus fuld af kærlighed – både til stoffet og til publikum.

Jeg behøvede ikke engang forklare barnet, at det var interessant. Han stod selv og så på billederne. Tilsyneladende helt uden at drømme om ispinde og fred.