Er man i København eller Sunny Beach? Når man går ned ad den del af Strøget, som begynder ved Rådhuspladsen, kan man godt komme i tvivl.
Det gjorde jeg forleden – for første gang i årevis. For sagen er, at de fleste københavnere sjældent eller aldrig bevæger sig ned ad den handelsgade, der ellers fremhæves i guidebøger som en af de store attraktioner ved København.
Hvad er det, folk gerne vil købe på Danmarks fineste handelsstrøg? Er det pommes fritter? Tatoveringer? Crocs? Og hvad er det for butikker, der skal tiltrækkes, så de profilerer København og Danmark? Nok ikke Shawarma House.
I udgangspunktet er det forståeligt nok. Strøget burde være den vigtigste gade i København og faktisk også Danmark. Den fineste handelsgade og det sted, hvor byen for alvor viser sig frem med design, gastronomi og håndværk.
Men ak nej. Sådan er det ikke. Det er tværtimod sådan, at man skal kæmpe sig vej gennem friture, plattenslagere, gøgl og grimme butiksfacader. I årevis har den såkaldt »billige« ende af Strøget været et problem og et smertensbarn, og man kan undre sig over, at politikerne på Københavns Rådhus ikke for længst har taget hånd om det. Har de ikke øjne i hovedet? De har ellers deres daglige gang 200 meter derfra.
For et par år siden, i 2016, besluttede Borgerrepræsentationen at afsætte midler til et såkaldt idékatalog eller genopretningsplan for Strøget. Blandt de mange ubrugelige ideer blev det foreslået, at der skulle stå welcome på en kæmpe dørmåtte ved indgangen, opstilles infantile pegeskilte og selvfølgelig også et kunstværk, og man vedhæftede billedet af en kæmpeedderkop, der skræver over Strøget, som illustration.
Det var sigende for idékataloget, at man ikke evnede at tage fat om nældens rod – at den billige ende er en skamplet på København – og slet ikke at forbinde de to punkter: handel og København. For hvad er det, folk gerne vil købe på Danmarks fineste handelsstrøg? Er det pomfritter? Tatoveringer? Crocs? Og hvad er det for butikker, der skal tiltrækkes, så de profilerer København og Danmark? Nok ikke Shawarma Palace.
Selvfølgelig blev intet af det til noget, og rapporten har alle nu glemt alt om, hvilket er godt det samme. Tilbage står et afmægtigt rådhus, som ikke engang formår at sætte skik på én gade.
Det betyder indlysende, at en masse lejere skal opsiges og evt. henvises til andre lejemål, det kunne være i Ørestaden eller på Nørrebrogade. Alternativt må de bare lukke
Synd, for Rådhuspladsen er i løbet af de seneste år blevet til en af byens flotteste pladser, ligesom det er her, mange turister kommer op fra metroen. Herfra kan de se noget så usædvanligt som en forlystelsespark midt i en storby og derudover Martin Nyrops smukke rådhus, Vilhelm Kleins konditoragtige tivolislot, det vellykkede Axel Towers og Anton Rosens Palace Hotel.
Uvidende og uforberedte på et æstetisk granatchok bevæger turister og andre stakler sig så ned ad Strøget og ved ikke, om de er i København eller Karachi.
Det, der møder dem, er forfald. Det, der burde møde dem, er følgende:
1. Royal Copenhagen, Georg Jensen, Arne Jacobsen-møbler, Hay og B&O. Gode danske designvirksomheder, som laver ting, der er til at holde ud at se på, og som brander Danmark. I dag møder man Burger King, Hard Rock Café og 7-Eleven ved indgangen fra Rådhuspladsen. Det siger vist alt.
2. Strøget skal have de klassiske håndværksorienterede butikker tilbage, og derudover skal vi have cafeer, boghandlere, delikatesseforretninger og restauranter med respekt for sig selv og ikke mindst æstetisk sans. Butiksdøden hærger især på den del af Strøget, og det skyldes meget enkelt, at ingen seriøse butiksejere med forstanden i behold vil åbne en forretning der.
3. Det betyder, at en masse af de eksisterende lejere skal opsiges og eventuelt henvises til andre lejemål; det kunne være i Ørestaden eller langt ude ad Nørrebrogade. Alternativt må de bare lukke. Det betyder også, at der fremover skal siges nej til lejere, som ikke klæder Strøget. Det kan man finde ud af i Torvehallerne, hvor dårlige stadeholdere afvises, så hvorfor ikke også her?
4. Forbud mod neonreklamer indføres, og det samme gør forbud mod grimme butiksfacader og souvenirbutikker, der sælger billigt skrammel.
5. Ingen Distortion. Ingen elløbehjul. Ingen soundboxes og ingen Sunny Beach-stemning. I hele Indre By.
6. Det skal være trygt at færdes på Strøget efter klokken 18. Det er det ikke i dag, og det er det i det hele taget ikke i store dele af Indre By, hvor jungleloven hersker på grund af for mange lemfældige bevillinger, for meget abefest og for lidt konsekvens. Derfor skal der mere politi på gaden.
7. Politiet skal uddele støj- og skraldebøder til dem, der ikke evner at opføre sig som et civiliseret menneske i en storby. Forbud mod tiggeri og plattenslageri håndhæves.
Talløse har gennem tiden råbt op, ligesom butiksejere har lukket deres forretninger og er flyttet et sted hen, hvor man ikke får madforgiftning eller depression af at være.
Tilbage står Danmarks mest berømte, nu mest beskæmmende gade. En skændsel for Københavns selvforståelse som international by med sans for kvalitet og rødder tilbage til 1100-tallet.
Jeg undrer mig – når vi kan opføre smukke cykelbroer, koncerthuse, biblioteker, institutter, højhuse og værne om byens smukke pladser, hvorfor vedbliver gøgler-Strøget så med at være denne groteske fiaskospiral, et ræs mod bunden af den dårlige smag? Hvorfor skal det være så grimt?
Kære Frank Jensen, du skylder os en forklaring og en handlingsplan.
