Det er umiddelbart til at dø af grin over. Shu-Bi-Duas Danmarks-sang er krænkende, fordi Michael Bundesen synger »de varme lande er noget lort«. Navnet eskimo-is er krænkende, fordi det signalerer racemæssig ulighed, og statuer, der viser Jesus som hvid, skal pilles ned, da han var mellemøstlig jøde. Kulturhistorien trænger til en hovedrengøring, og det skal være slut med alt det hvide overherredømme.
Den seneste tids sager er langt fra enestående, men lægger sig i forlængelse af mange års debatter om f.eks. »Den danske sang er en ung blond pige«, Hottentot-karrusellen i Djurs Sommerland, Pippi Langstrømpes far, Halfdan Rasmussens digte, hudfarvet plaster, hudfarvede perler, lakridsmaskerne i Skipper Mix, sigøjnerfuglen, tyrkerduen, jødekagerne og meget andet.
Det er nødvendigt for opbygningen af den åndelige udrustning, dvs. dannelse, at man kan tåle krænkelse og udholde, at kulturhistorien rummer dum, dårlig, forkert og latterlig tænkning. Tåler man ikke det, er man uegnet til at studere på en højere læreanstalt
Sager, der har det tilfælles, at fortiden bedømmes med nutidens øjne – og dernæst fordømmes. For hvorfor tænkte Kai Hoffmann i 1924 ikke på, at piger også kan være brune? Han må jo have været racist. Hvordan kunne Astrid Lindgren i 1945 skrive, at Pippis far var negerkonge? Ufølsomt. Og hvorfor tænkte Halfdan Rasmussen sig ikke bedre om, da han i 1964 udgav sine »Børnerim« og bruge fy-ord som neger og hottentot? Skammeligt.
Ondt i mawsen
Kulturhistorien er fuld af eksempler på, at selv de største ånder har haft en horisont, der i dag kan virke forhudsforsnævret. På amerikanske universiteter har man derfor længe arbejdet med såkaldte trigger warnings, så Generation Snowflake ikke får ondt i mawsen, når de læser Twain, Goethe, Mann, Celine, Hemingway og alle de andre åndelige vaneforbrydere.
At fænomenet ikke kun begrænser sig til USA, er evident; også de danske uddannelsesinstitutioner er dybt inficerede af tankegangen, og derfor ser vi alvorlige debatter om sombreroer og problematisering af statistikundervisning i kun to køn.
Og ja, sagerne virker én for én fjollede, men læg mærke til, hvordan de vinder indpas. I halvfemserne kørte krænkelsestoget måske én gang om året, i nullerne og tierne blev det til en månedlig begivenhed, og i tyverne sker det én gang ugentligt, omend ikke dagligt. For tiden udpeges der med flimrende fart en statue, en sang, en person, en bog eller et kunstværk, som efterfølgende defineres som ond og krænkende. Hvorfor?
Fordi det er blevet en eksistentiel modus operandi at gå gennem livet som kronisk krænket over alt det grimme og dumme, kulturhistorien kan diske op med. Jo flere ting, man kan blive stødt over, desto finere og mere moralsk overlegent menneske er man åbenbart.
De nye calvinister
Sagen er bare, at det måske lyder progressivt, men i virkeligheden er dybt reaktionært. Niels Reeh, der er lektor ved religionsstudier på Syddansk Universitet, ser en lige linje fra calvinisterne til den postmoderne identitetspolitik.
»Calvinisterne rejste fra Europa til Amerika i 1700-tallet for at etablere rene og ubesmittede religiøse samfund på den nordamerikanske østkyst. Calvinisterne mente, at nogle mennesker var forudbestemte til at blive frelst af Gud, og at der mere generelt var »good people« og »bad people«.«
Og videre:
»Der er tale om en slags disneyficering af virkeligheden, hvor man ser helt bort fra »the human condition«, altså at mennesket er noget komplekst, noget ikkebinært. Man finder sammen i grupper af »good people« og forsøger sig med naive og meget forenklede regelsystemer for at holde de forkerte, »the bad people«, fra livet, så de ikke »smitter« med deres grumme ideer, sprog og deres såkaldte mikroaggressioner.«
Men at være reaktionær er én ting, noget andet er at være skadelig, og jeg mener, at identitetspolitikkens parløb med tidens krænkelsessyge udgør en alvorlig trussel mod vores kulturarv og den kulturforståelse, der knytter sig til vores vestlige identitet.
Dannelse
Den frie tanke, som den vestlige verden bygger på, er under angreb fra følelser, og selv om der altid er ræson i at forholde sig kritisk til historien, kan følelser aldrig være anledning til en omskrivning.
Tværtimod er det nødvendigt for opbygningen af ens åndelige udrustning, dvs. dannelse, at man kan tåle krænkelse og udholde, at kulturhistorien rummer dum, dårlig, forkert og latterlig tænkning. Tåler man ikke det, er man uegnet til at studere på en højere læreanstalt.
I 70erne var det munkemarxisterne, der tyranniserede den frie tænkning – i dag er det identitetspolitikkens sidste dages hellige, som imidlertid ikke nøjes med at true tænkningen, men også splitter den vestlige kulturforståelse ad og dermed vores egen forståelse af, hvem, vi er, og hvor, vi kommer fra.
Der er al mulig grund til at tage de »latterlige« sager dybt alvorligt.
