Der var ikke så mange, der klappede, da Islamisk Stat smadrede oldtidsbyen Palmyra. Det har ellers næppe været overprivilegerede hvide mænd med fagforeningskontingent og det store kørekort i identitetspolitik, der byggede den. Nej, det var slaver, ligesom det var slaver, der opførte Keopspyramiden, Colosseum og Taj Mahal.
Skal vi så ikke også smadre det? Jo, hvis vi skal følge den tosselogik, som lige nu vinder udbredelse i kølvandet på George Floyds tragiske død. En død, der er blevet til en sag og til en historieløs, international steppebrand, som – hvis den får magt, som den har agt – vil ødelægge dele af vores kulturhistorie og dermed vores selvforståelse.
Vi skal huske på, at statuer ikke kun minder os om, hvem vi er, men også hvem vi IKKE er længere
Et identitetspolitisk spøgelse går ikke kun gennem Europa, men gennem hele den vestlige verden og trækker et spor af latterlighed og dyb bekymring efter sig. Statuer af folk, som engang har sagt noget, som nogle ikke kan lide, skal fjernes – vi så f.eks. i sidste weekend, hvordan Churchill-statuen i London blev oversprayet med indolent børneskrift og krævet fjernet, fordi landets største helt havde holdninger, vi i dag kategoriserer som racistiske.
Så pyt med, at han som den første statsleder tog kampen op mod Hitler og er en stor del af årsagen til, at der blev sat en stopper for dét vanvid. Selvfølgelig også pyt med, at der dengang herskede konsensus omkring den hvide races overhøjhed. Repræsentanter fra Black Lives Matter synes ikke tynget af kulturhistoriens byrde.
Hvor dum kan man være, tænkte jeg, da jeg så det, og svaret er: Meget.
Væk med Amalienborg
Londons borgmester, Sadiq Khan, mener dog, at det vil være at gå for langt at fjerne statuen, men er samtidig i gang med at fjerne statuer af slave- og plantageejere, dvs. af folk som Robert Milligan. Khan skrev på Twitter: »Meget af vor rigdom stammer fra slavehandel – men det behøver vi ikke hylde på offentlige steder«.
Man kan hertil spørge, om ikke alt, der er baseret på slavepenge, bør fjernes? Det må da gøre ondt i de overfølsomme øjne at se på Buckingham Palace, når det er velkendt, at store dele af den kongelige families formue stammer fra slaveri. Så væk med det og tag hele kongefamilien med. Man må jo være konsekvent.
Hvad angår danske forhold, må det være smertefuldt for Black Lives Matter-øjne at se på Marienborg. Bygningen, der blev opført i 1745 som sommerbolig for direktør for Asiatisk Kompagni Olfert Fas Fischer, har dannet sæde for slavehold. Så væk med den. Væk også med Amalienborg, der blev opført af overhofmarskal Adam Gottlob Moltke, der var dybt involveret i den danske kolonihandel. Væk i det hele taget med alle bygninger, der trækker spor til vores fortid som slavenation, herunder Det Gule Palæ, Odd Fellow Palæet, Pakhusene på Toldboden, Gl. Holtegaard, Hellebækgaard, Lerchenborg Gods og faktisk også hele Strandgade på Christianshavn, for her lå Schimmelmanns store sukkerraffinaderi i 1700-tallet.
Og hvorfor stoppe der? Vi har jo mere på samvittigheden. Tænk på vikingernes hærgen, hvor pinligt. Vi må hellere fjerne Jellingestenene og skrive et par af vores første konger ud af historien – og faktisk også alle de andre, nu vi er i gang.
George Orwell beskriver i »1984«, hvordan evigt tændte teleskærme har erstattet kunst og malerier på væggene. Hvorfor? Fordi gårsdagens helte i morgen kan være fjender. Ligesom med Churchill. Så er det praktisk, at billederne hele tiden kan skifte – det gør magthavernes humør jo, og sådan skaber man en kultur uden fikspunkter og et folk uden identitet.
Sagen er bare, at vi ikke bliver mere oplyste af at mørklægge historien, men tværtimod dummere af at lægge den i ruiner
Tilsvarende gør Margaret Atwood i »Tjenerindens fortælling« en dyd ud af at beskrive et Gilead, der er blottet for litteratur, kunst, kirker, statuer og mindesværker. For smadrer man en kultur, smadrer man et folk. Det har despoter gennem historien forstået, og derfor så vi Taleban ødelægge »uislamistiske« Buddha-statuer, Islamisk Stat smadre Palmyra, nazisterne bombe Notre Dame-katedralen i Reims, en al-Queda-celle destruere bøger og mausolæer i Timbuktu, kulturrevolutionen i Kina og Karthago blive brændt ned til grunden i 149.
Hvem vi IKKE er
Betyder det, at intet må fjernes, omskrives eller ændres? Nej. Havde nogen fået den hjerneblødning at opstille en statue af Hitler, var den på linje med Saddam Hussein-statuen blevet væltet. Dog skal man huske på, at selv væltede statuer også kaster lange skygger.
Og vi skal huske på, at statuer ikke kun minder os om, hvem vi er, men også om, hvem vi IKKE længere er.
Engang var det populært at tale om, at vi tilhørte »No Future-generationen«, i dag bør vi være mere bekymret for »No Past«-bevægelsen. En bevægelse, der ser krænkelser overalt, og som kræver statuer, bygninger, mindesmærker og kunstværker retoucheret, fjernet eller destrueret, fordi de støder os på manchetterne.
Men sagen er bare, at vi ikke bliver mere oplyste af at mørklægge historien, men tværtimod dummere af at lægge den i ruiner.
