I Danmark har vi håndteret de amerikanske protester, som var vi et tegneseriehold, og hykleriet på både højre- og venstrefløjen har stået i fuldt flor. Her er det oplagt at starte på højrefløjen, som ikke lægger skjul på, at konflikten ikke har affødt den store interesse for afroamerikanske tilstande.
Rasmus Jarlov fandt emnet så uendelig kedeligt, at han på Twitter sidestillede George Floyd-protesternes relevans med Halloween og boomer-snak. På sociale medier bliver der skiftet emne til, at sorte mennesker er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikker, eller trukket på skuldrene, fordi de få voldsparate deltagere ved protesterne ødelægger sagen for alle, og at protesterne derfor ikke kan forvente at blive taget alvorligt. Samtidig mener man, at det amerikanske politi ikke bør tages til indtægt for drabene på sorte mænd og kvinder, bare fordi nogle få dårlige betjente har slået nogle folk ihjel. Hykleriet er til at få øje på, men det står langt værre til på venstrefløjen.
Når racismen stikker sit grimme ansigt frem, skal der nemlig købes aflad hos de selvsmagende danske organisationer, som altid er hurtige til at udpege sig selv som de egentlige ofre for den voldelige racisme i Guds eget land. Den rabiate organisation Black Lives Matter Denmark har siden George Floyds død kapitaliseret på tragedien og samlet penge ind til sig selv. Antikapitalistisk aktivisme er nemlig også noget, man skal betales for nu, viser det sig. I mine øjne ser det ud til, at hvad pengene skal gå til, kommer egentlig i anden række. Når Black Lives Matter Denmark indsamler penge fra danskerne, handler det i langt højere grad om, at de religiøst mener, at alle hvide mennesker er født racister, og at de derfor skal købe sig aflad ved den aktivistiske venstrefløjs alter.
Alle skal nå at have en bid af kagen inden de stopper med at slå sorte mennesker ihjel på den anden side af Atlanten, og den hudfarvede gavebod lukker.
Og der er masser af afladsbreve til salg. I Danmark er de selvopofrende, aktivistiske organisationer – selvhjælpsorganisationer, vil jeg kalde dem – nemlig ikke bange for at drive rovdrift på George Floyds død, så længe de selv kan indkassere på tragedien og uddele løftede pegefingre til velmenende danskere, der ikke vil risikere at krænke nogen. Offermentalitet er magt, og hykleri er hjerteligt velkomment på de kanter også.
Særligt på sociale medier kan man finde rådgivning om, hvor de bedste steder at købe syndsforladelse var, og her var direktør for DFUNK Natasha Al-Hariri til hjælp. I første ombæring delte hun på Facebook ud af »vise« ord om, hvordan folk burde reagere på optøjerne i USA, alt afhængig af, hvilken hudfarve de hver især selv havde. De hvide skulle bruge deres særlige privilegier til at ytre en anti-racistisk holdning, de sorte skulle bare leve og trække vejret. Opslaget blev delt hundredevis af gange.
I anden ombæring, skulle danskerne til lommerne. Her kom Al-Hariri med forslag til, hvorledes man kunne støtte de forskellige organisationer, der arbejder for sig selv og deres respektive pigmenteringssegment. Først foreslog hun DFUNK, som hun altså selv er direktør for, og dernæst Mino Danmark, som hendes mand, Niddal El-Jabri, er direktør for. Alle skal nå at have en bid af kagen, inden de stopper med at slå sorte mennesker ihjel på den anden side af Atlanten, og den hudfarvede gavebod lukker.
