Vi har siddet hjemme længe, og nu, hvor samfundet så småt er ved at være på plads igen – selvfølgelig med behørig afstand og uden buffet – skal vi på ny til at lære at omgås hinanden. Men det er vist sig at være noget, man ikke bare sådan lige gør. Der bliver løbet med 180 kilometer i timen mod vanviddets rand, og forrest i feltet kæmper et farverigt galleri af favoritter om førstepladsen i ugens cirkus.
Tidligere radiovært og landskendt gymnasieelev Jens Philip Yazdani lagde hårdt ud og optrådte på Facebook med endnu nye slikautomatholdninger, som mange kender dem fra 1. g. Denne gang hyldede han afbrændinger af bygninger under optøjerne i Minneapolis, som han mente var »en proportionel og effektfuld aktion«, og tilføjede, at man da »godt kunne brænde nogle flere politistationer af«.