325.000 besøgende kommer hvert år forbi Kronborg. De kommer næppe igen, medmindre de bliver betalt for det eller har fået en lobotomi. For slottet, der er verdensarv, ligner dødsboet efter Dracula.
Kronborg Slot har ellers gjort Danmark verdensberømt og rummer så meget historie, at det må betragtes som pensum at besøge det. Men skuffet går man derfra. Var det det? Hvordan kan man få så lidt ud af så meget? Slottet får lov at beholde sine historier og hemmeligheder, fordi ingen tilsyneladende kerer sig nok om stedet til at gøre det levende og relevant.
Var jeg museumsdirektør, havde jeg fyret teatertruppen og smidt dem ned i kasematterne. Dernæst havde jeg igangsat en mindre revolution og fulgt denne simple 7-punktsplan.
Det første, der møder en, er fluer, der ligger lit de parade i vindueskarmene. Prøver man at se ud ad vinduerne, mødes man af gråvejr, selv om det er solskin. Ruderne er nemlig ikke blevet pudset i årevis, og sidste gang, der var en maler forbi, må have været i forbindelse med overgangen fra enevælde til folkestyre.
Til gengæld kan man studere det ene gardin efter det andet af fascinerende, muligvis antikke edderkoppespind, hvorefter man ad lange, tomme gange bliver ført ind i sale, hvor der engang har siddet konger og lagt planer for Danmarks fremtid. Eller har de? Man ved det ikke med sikkerhed, for den udleverede informationsbrochure er ironisk nok blottet for informationer, og hvert enkelt rum er tilsvarende nærigt med oplysninger om sig selv.
Ikke spændende nok
De store malerier, som pryder salene, mangler forklaringer, og det er uklart, om møblementet har det fjerneste med stedet at gøre, eller om det er indkøbt på Lauritz.com og bare skal ligne. Vidunderlige karnapper henstår tomme for ord, og igen må man tænke sig til, hvem der har stået her og kigget over til svensken.
Det kan have været Frederik II, der ombyggede den gamle middelalderborg til et renæssanceslot, beklædte det med en skalmur af sandsten og fik det opført i tre etager, så det var en moderne konge værdigt. Som fik slottet gjort til en magtbastion, der var så iøjnefaldende, at selv Shakespeare fik øje på den og blev inspireret til at skrive »Hamlet.« Spændende! Men åbenbart ikke spændende nok til at blive udfoldet.
Det kan også have været Christian IV, der her fik inspiration til at skabe Rosenborg, Børsen og Rundetårn. Men heller ikke det er spændende nok. Ej heller, at dronning Caroline Mathilde efter sin affære med Struensee blev holdt fængslet på Kronborg, måske endda på dette sted.
Ringe skiltning og informationstavler forfattet af mennesker uden glæde ved historien gør, at Kronborg får lov at beholde sit drama og bliver en kulisse, som forældre kan trække deres børn igennem, så de mister al lyst til en dag at komme tilbage.
Kronborg fremtræder i det hele taget som et sted, der er håbløst uinteresseret i sine gæster. Som har al fremtid bag sig og egentlig helst bare vil lukke sig for offentligheden.
Totalt dilettantisk
Og så dog. I et mislykket forsøg på at gøre stedet levende har man ansat en teatertrup, der klovner rundt og skråler citater fra Hamlet. »To beee or NOT to beee«. Totalt dilettantisk. Dansesalen, slottets fine hjerte, er forvandlet til en filial af Zangenbergs børneteater, og man tænker hvorfor? Måske fordi historie opfattes som noget kedeligt og derfor skal gøres til pjank og pjat.
Var jeg museumsdirektør, havde jeg fyret dem på stedet eller smidt dem ned i kasematterne. Dernæst havde jeg igangsat en mindre revolution på slottet og fulgt denne simple 7-punktsplan:
1. Alle rum skal forsynes med masser af information, og hvert maleri udstyres med en fortælling. Fordi folk kommer for at blive klogere, ikke dummere. Og den fortælling, de efterlyser, handler først og fremmest om vores konger, ikke om Hamlets natlige samtaler med faderens genfærd.
2. Der skal indkøbes 50 iPads, så dansesalen, kirken, sovegemakkerne og gården kan blive til en tidsrejse. Ved at føre iPaden fra hjørne til hjørne skal man kunne se, hvordan det hele engang har set ud – en teknik, der også kaldes augmented reality. Tjek bare Borgcentret i Vordingborg – de ved, hvordan det skal gøres og har professionelt arbejdet med at få ruinstumper genrejst som borgen Worthing. Her er det også muligt at gå rundt med en iPad og høre historien om Jyske Lov, Dannebrog og Gåsetårnet. Sådan bliver kulturhistorien levende.
3. En stor container skal køres op foran museumsbutikken, så den kan blive tømt for smagløst ragelse. I stedet skal gæster præsenteres for dansk design, litteratur om vores konger og dronninger og Shakespeares værker. Ind med kvalitet og viden, ud med bras og tingeltangel. Søfartsmuseet, der ligger lige i nærheden, kan eventuelt konsulteres, da man her har forstået at balancere det kommercielle med kvalitet.
Drop det amatøragtige forsøg på at gøre slottet til Hamlets. De danske konger og dronninger er 100 gange mere interessante, for det var dem, der formede Danmark og var årsagen til, at Shakespeare blev fascineret af det imponerende slot.
4. I det hele taget vil det være oplagt at indlede et samarbejde med Søfartsmuseet, som ligger lige ved siden af. Når man køber billet til det ene sted, gør man også til det andet. I den ideelle verden gravede man en tunnel mellem museum og slot, så folk blev ført lige over i kasematterne og mindet om, at civilisation kun er neglelak på bæstets klør. Men den går selvfølgelig ikke – alle mulige styrelser og myndigheder skal i så fald indover, og det tager 100 år og en blodprop.
5. Så er det mere enkelt at gå håndfast til den gyselige kopi af Holger Danske, som står og skammer sig nede i kasematterne. Nej, ikke statuen, men den af pap, som man kan stikke sit hoved igennem. Den skal ud. Det er jo ikke Dalgaards Tivoli det her.
6. Man kunne også spørge DR, der har lavet udsendelser om Kronborg, om ikke de vil samarbejde om genbrug af TV-klip? Så man kan stå i en af karnapperne og se på sin iPad, hvordan det har set ud, da Lord Nelson sejlede ind i Øresund. DR har givetvis også iscenesat den store brand, der rev Kirsten Munk ud af barselssengen, eller genfortalt dengang den svenske konge Karl Gustav besatte og plyndrede Kronborg. Public service på slottet. Lækkert.
7. Og ja, selvfølgelig skal de beskidte vinduer pudses og spindelvævet fjernes. De sorte malerier skal konserveres, og der skal males, så træpanelerne er til at holde ud at se på. Hvad ellers?
Lyngvild må på banen
Faktisk kræver ingen af ovenstående punkter, at man skal løbe fra Herodes til Pilatus og konsultere fredningsmyndigheder, UNESCO, Nationalmuseet, kulturministeren, Slots- og Kulturstyrelsen, Vorherre, Nissebanden og Holger Danske. De kræver såmænd bare kærlighed. Kærlighed til viden, til historien og til Kronborg Slot, som er en vidunderlig fortælling om, hvem vi var.
Fortæl den gennem vores kongerække, og drop det amatøragtige forsøg på at gøre slottet til Hamlets. De danske konger og dronninger er 100 gange mere interessante, for det var dem, der formede Danmark og var årsagen til, at Shakespeare blev fascineret af det imponerende slot.
Og sidst, men ikke mindst: Var det ikke en idé at invitere Jim Lyngvild på en kop kaffe? Det har Nationalmuseet, der ejer indholdet af slottet, haft gode erfaringer med før, og se bare, hvad han har fået ud af kongerækken på Koldinghus. Han har lige præcis det, som stedet mangler – kærlighed til vores kulturarv.
