»Hvorfor er Ludwig ikke konge«, spørger DR i en ny serie, men spørgsmålet er i virkeligheden: Hvorfor kan DR ikke finde ud af at lave ordentlig historisk research? Serien, hvis første afsnit netop er blevet sendt, præsenterer os for den 19-årige balletdanser Ludwig af Rosenborg, søn af Camilla af Rosenborg og efterkommer af arveprins Knud, og han drømmer ikke kun om at danse foran kongelogen på Det Kongelige Teater, men også om at sidde i den. »Egentlig kunne jeg have været prins«, siger han drømmende, og underforstået konge, men nej, det kunne du ikke, Ludwig.
Hvis Ludwig skulle være konge, ville det kræve talløse konge- og dronningemord, barnløshed, lovændringer, og at hele grene af kongefamilien ganske enkelt akut uddør. Med andre ord præsenterer DR os for et næsten 100 procent hypotetisk scenarium, forklædt som en mulig virkelighed.
Tingene hænger ikke rigtig sammen. Præmissen er skæv, og en tabloid betagelse af familien har overtrumfet historiske fakta og kritisk sans. Resultatet er, at DR ikke gør os klogere, men dummere. Endnu en gang.Anne Sophia Hermansen
Hovedårsagen til, at Ludwig ikke bliver konge, er selvfølgelig, at tronfølgeloven blev ændret i 1953, så en kvinde, det vil sige dronning Margrethe, kunne arve tronen. Men selv hvis ændringen ikke var blevet vedtaget, kunne Ludwig stadig ikke arve tronen, da det er hans mor og ikke far, der er efterkommer af kongefamilien.
Skulle Ludwig være konge, ville det kræve:
1. At tronfølgeloven ikke var blevet vedtaget i 1953, og at hans oldefar, arveprins Knud, dermed var blevet konge efter sin storebror, Frederik IX.
2. At Knuds ældste søn, Ingolf, var blevet konge.
3. Og at der herefter var blevet indført en tronfølgelov, som den der blev vedtaget i 1953, på grund af Ingolfs barnløshed.
4. Var tronfølgeloven blevet indført med forsinkelse, ville man alligevel gå tilbage til den ældste gren efter Christian X, og dronning Margrethe ville her være kommet i betragtning, da hun er datter af ældste søn, Frederik IX.
5. Næst i arvefølgen ville nu være Dronningens børn og børnebørn, det vil sige Frederik, Christian, Isabella, Vincent, Josephine etc.
6. Først når dronning Margrethe og hele den nuværede kongefamilie er død, vil tronen overgå til Ingolfs gren. I første omgang til Ludwigs moster, Josephine, eftersom hun er den ældste af tvillingerne, Josephine og Camilla.
7. Herefter ville hendes ældste barn, Julius Christian Emil Schmidt, blive konge. Og efter ham ville hans børn blive henholdsvis konge eller dronning.
8. Hvis Julius når at dø, inden han får børn, er det hans lillesøster, Clara Dorthe Elisabeth Schmidt, der ville blive dronning. Herefter går tronen til hendes børn.
9. Først når hele Josephines gren uddør, kan Camilla og sønnen Ludwig komme i betragtning.
10. Og dog. For den nedslående sandhed er, at Ludwig slet ikke er i arvefølgen, eftersom hans morfar (Christian af Rosenborg) mistede arveretten for sig selv og sine efterkommere, da han indgik ægteskab.
Så kære DR og Ludwig: Det kommer ikke til at ske.
Med det in mente – at præmissen er pjattet og hypotetisk – er programmet ikke uden underholdnings- og forundringsværdi. For eksempel kommer vi med hjem til Ludwig, som endnu ikke er flyttet hjemmefra. »MOOOOAAAAR« råber han fra Biva-sofaen, mens kameraet panorerer hen over et kaos af slidte møbler, fjernbetjeninger til TVet, støvede krystallysekroner og noget, der ligner loppefund. Ak, sådan bor altså en tidligere komtesse og den curlingsøn, der så gerne vil være konge.
Men serien er ikke totalt ueffen. Der gemmer sig for eksempel en interessant historie om selve det forløb, der gik forud for afstemningen i 1953. Er det korrekt, at arveprins Knud ikke opponerede? Og hvilken rolle spillede det, at hans svigermor, Helene af Slesvig-Holsten, havde plejet omgang med nazisterne? Endelig vil mange nok gerne vide, om den er god nok, den der mistanke om indavl i familien.
En historiker, Mie Ellekilde, er indkaldt til formålet, men gør kun meget lidt nytte. Hun titulerer Ludwig »prins Ludwig« og er dermed med til at understøtte programmets fejlagtige præmis. Det fremgår heller ikke af hendes CV, at hun er ekspert i forhold, der har med det danske kongehus at gøre. Det ville ellers have været på sin plads.
Der vil altid være bitterhed i familier, der har været stillet over for markante valg, og hvor der er vindere og tabere. Der kan opstå myter og over generationer blive etableret en selvforståelse, der har godt af at blive udfordret. I dette tilfælde kunne DR have spurgt Camilla af Rosenborg, om ikke det var meget rimeligt, at ændringen af tronfølgeloven gjorde det muligt for en kvinde at arve tronen? Og hvis ikke det var fedt og progressivt, hvorfor burde det så have været hende og hendes søstre forundt?
Tingene hænger ikke rigtig sammen. Præmissen er skæv, og en tabloid betagelse af familien har overtrumfet historiske fakta og kritisk sans.
Resultatet er, at DR ikke gør os klogere, men dummere. Endnu en gang.
