Tre meter tykke betonmure har en tyngde, der passer til klitlandskabet her ved Vesterhavet. En tyngde, der næsten trækker den store grå klods ned i sandet og væk i historiens mørke.

Sådan er det dog ikke gået: Langs hele den jyske vestkyst ligger resterne af den nazityske »Atlantvold« som menneskabte klipper. Saltvandet og vestenvinden har ikke kunnet få bugt med dem, og efterhånden er de bare blevet en del af naturen.

Batterie Vogelnest

Lidt inde i land fra Blåvand ligger den store kanonbunker, der går under navnet Tirpitz (efter den tyske storadmiral Alfred von Tirpitz, som opbyggede den kejserlige flåde op til Første Verdenskrig). Bunkeren hed Batterie Vogelnest, da tyskerne designede den i 1944, og Tirpitznavnet blev først hæftet på den efter krigen. Ingen ved hvorfor, men nu hedder den det altså, og det bliver både den og dens nye museum ved med.

Bunkeren, som den ligger der i klitlandskabet, har aldrig fungeret som kanonstilling. Den blev nemlig ikke færdig, før krigen sluttede. Bygningen af den blev påbegyndt i 1944, og man havde kun fået støbt selve den grundstruktur, der står endnu, da krigen var forbi.

Tirpitz skulle have haft to kæmpestore kanoner monteret på toppen, og der skulle have været en hel serie af servicebunkere omkring den. Ideen med kanonerne var ikke specielt at ramme allierede skibe, men mere at binde deres ildkraft og samtidig aflede en invasionsstyrke fra Esbjerg Havn.

Vestjysk turisme og UNESCO

Bunkeren har fungeret som museum i mange år, men da Vadehavet kom på UNESCO-listen, og da den vestjyske turisme derfor skulle have et skud saltvand, fandt kreative mennesker i Varde Kommune på at opgradere attraktionen.

Man valgte fra begyndelsen at sigte højt og ringede derfor til Bjarke Ingels og BIG og spurgte dem, om de kunne tænke sig at tegne et museum til bunkeren.

Det kunne de naturligvis godt, men for at få økonomien til at hænge sammen bad vardenserne faktisk BIG om at tegne hele fire museer, som så kunne flytte sammen i de nye lokaler.

Militært oplevelsesområde

Tirpitzmuseet eller museerne ligger tæt på det militære øvelsesterræn i Oksbøl, og det er meget stemningsskabende og passende, når man på vej frem mod stedet, der som ethvert andet stykke oplevelsesarkitektur for tiden kaldes en »verdensklasse-attraktion«, passerer kamuflagemalede kørtøjer og danske Jenser i fuldt firspring og kampuniform.

Fra vejen ser man kun den gamle bunker, der ligger som en massiv grafitgrå klods inde mellem klitterne. Man parkerer og følger stien rundt om hovedattraktionen og ind på den smalle gang, der fører frem mod billetsalget.

Meget typisk valgte BIG naturligvis at gøre det modsatte af, hvad man kunne forvente. I stedet for at bygge et spektakulært og højrøstet ikon har de gravet museet ned i klitten. Fire skarpe spor, der måske, måske ikke, skal lede tanken hen på et dekonstrueret hagekors, fører ind til den centrale gård.

Museets forskellige dele rejser sig her som fire skarpe skiver. Med sand på taget, glas ind mod gården og kantet med den rustne cortenstål, der fungerer så perfekt her i de historiske omgivelser, der selv er domineret af rustens, sliddets og forfaldets farver.

»Pyramideformen fungerer godt som kunstig klit, men problemet med den er, at mens der er masser af plads i det nederste niveau, så er der forbløffende trangt og snævert øverst oppe.«

---

Pyramideformens svaghed

Tilsammen danner de fire sektioner nærmest en pyramideform. Med spidsen som lysindtag og den brede base cirka fem meter under jorden med adgang til både udstillingerne og til den oprindelige bunker.

Pyramideformen fungerer godt som kunstig klit, men problemet med den er, at mens der er masser af plads i det nederste niveau, så er der forbløffende trangt og snævert øverst oppe.

Det er her, billetsalget og cafeen ligger, og det er ærgerligt. På den måde begynder museet med fem minuspoint hos den besøgende. Et mørkt, ucharmerende og lavloftet rum byder en velkommen. Det har nogle borde stående og skal vist være en café af en slags, men man føler ingen lyst til at sætte sig ind i mørket.

Information i lyttedimsen

Man får sin billet som et festivalarmbånd ved skranken og får også den lille og velfungerende lyttedims, der bliver ens trofaste følgesvend gennem udstillingerne. Hver gang der er et lydsymbol ved en ting eller et sted, kan man holde dimsen hen til symbolet og umiddelbart derefter høre, hvad det her nu går ud på. Teksterne er korte og lidt til den lette side, men man skal jo heller ikke skræmme nogen væk.

Man kommer ned til underetagens store gulvplan ad en også meget typisk BIGsk skæv hurlumhejhustrappe, der må være en udfordring for ældre og gangbesværede, men ned kommer man dog, og hernede er der i modsætning til oppe i billetsalget masser af plads – næsten for god plads, føler man. Her er en stor butik, en garderobe med skabe og så de forskellige udstillinger, der nok er Tirpitz’ største problem.

For mange udstillinger

For at få økonomi og ambitionsniveau til at hænge sammen har Vardemuseerne nemlig valgt også at lægge deres ravmuseum og deres vesterhavsmuseum herned i bunkeren, og lige meget hvor god grunden kan være, er det altså en fejltagelse.

Begge dele virker fuldstændigt malplacerede her, hvor alt handler om Anden Verdenskrig, om Besættelsen, om Atlantvolden og om Tirpitzbunkeren. Man kigger hurtigt ind i de andre rum, men gearskiftet fra krig og kanoner til stormfloder og en model af Operahuset i Sydney i rav er simpelthen for hårdt og abrupt, så man flygter straks ud i bunkerudstillingen.

Her er en grundig gennemgang af livet i og omkring Atlantvolden. Udstillingen er sat ind i nogle store bunkeragtige klodser – der desværre er lavet af krydsfiner eller spånplader i stedet for beton, men lad det nu ligge – og fortæller både sagligt og med »menneskelige« historier en masse om projektet, om bunkerne og om Anden Verdenskrig, Besættelsen og de nedgravede miner. Her får man virkelig brug for sin lyttedims, men her er meget at se, og det meste af det er både interessant og godt formidlet.

Bunkeren er attraktionen

Stedets største attraktion er og bliver dog selve bunkeren. Det kan ingen nok så publiceret stjernearkitekt ændre på. Den er dramatisk iscenesat under jorden med en lang, bred betongang hen til massivet.

Den enorme tyngde – både af materiale og af historisk indhold – gør et stort indtryk på enhver, der træder ind. Vi får på vejen derhen forklaret, hvordan kanonerne til bunkeren egentlig var slagskibskanoner, men fordi de fartøjer, de var tiltænkt, aldrig kom i krig, blev det besluttet at benytte kanonerne til den nye ultrakraftige stillling, som tyskerne var ved at bygge her ved Blåvand.

De tyske bunkere blev bygget efter et standarddesign og i en betonteknik, der stadig bliver studeret i dag. I en tid, hvor nybyggeri falder fra hinanden i løbet af et par år, er det provokerende, at de gamle bunkere tilsyneladende kan tåle hvad som helst. De har ligget uopvarmede hen i blæst og saltvand i 75 år og går ikke sådan til grunde.

Tirpitz er virkelig en speciel attraktion. Om museet ligefrem er i verdensklasse, skal man nok være fra Varde for at mene, men det er da absolut i danmarksklasse – mest på grund af arkitekturens rå sammensmeltning med både bunker og natur.

Der er nogle skønhedsfejl hist og her, men der er samtidig masser af oplevelser og kvaliteter gennem hele museet – og så er der den lange, lige underjordiske gang og den store, sorte bunker.

Optur:

Den fantastiske, tunge, rå og mørke bunker kan ikke trumfes, men den lange underjordiske gang hen til hovedattraktionen gør det næsten.

Nedtur:

En ualmindelig trist, mørk og lavloftet café ved siden af billetsalget er en meget nedslående velkomst til museet