»Jeg har taget afsked med min kaosgud«

Anne-Marie Vedsø Olesen har skabt sit eget magiske univers med ægyptiske guder og store operaer og afslutter nu sin trilogi om kaosguden Seth.

Anne-Marie Vedsø Olesen, 44 år, tidligere læge, har sluppet den forførende kaosgud Seth fri med sin nye bog. Fold sammen
Læs mere

Den første roman, Anne-Marie Vedsø Olesen skrev, var en rigtig historisk roman. »Salernos sol« vandt andenprisen i den middelalderkonkurrence, som Det Kongelige Bibliotek og Gyldendal udskrev i 1999. Hun betragter den selv som et godt, solidt og vel-researchet værk, og den gjorde hende til det, hun havde drømt om at blive, forfatter, men hun vil ikke vende tilbage til den form igen. Der skal ikke være landkort, årstal og fakta i hendes romaner. De skal foregå i hendes eget fantasiske univers, som rummer både mytologi og nutid, guder og moderne mennesker med bærbare pc’er, og de skal have musiklitteraturens største operaer som grundtema.
De tre romaner, hun har skrevet siden, »Djævelens kvint«, »Tredje Ikaros« og »Gudernes tusmørke«, som lige er udkommet, er selvstændige historier, men de har en fælles hovedperson, Seth. Han er kaosguden i den ægyptiske mytologi, men han optræder også som moderne forfører. Han tager magten over bøgernes personer, som han tog magten over Anne-Marie Vedsø Olesen, da hun lærte ham at kende.
»Jeg har været betaget af den græske mytologi, siden jeg gik i gymnasiet, men den ægyptiske kendte jeg ikke. ’Djævelens kvint’ skulle handle om Mozarts opera ’Tryllefløjten’, som udspiller sig i Ægypten, men min historie skulle foregå i nutidens København. Jeg læste om Isis og Osiris, som præsterne i ’Tryllefløjten’ tilbeder, og så, at Osiris havde en bror, der hed Seth, og før jeg fik set mig om, var han blevet min hovedperson. Glyptoteket har en Seth-statue, som er sjælden, for man har ødelagt mange statuer af det ondes personifikation. Jeg lod min hovedperson blive genfødt via statuen, og myten om ham blev den røde tråd i de tre romaner. De har alle sammen tre lag, øverst en nutidig spændingshistorie, derunder en opera, »Tryllefløjten«, »Salome« og »Parsifal« og så min gendigtning af myten om Seth.
Nu, med ’Gudernes tusmørke’ har jeg givet slip på ham. Jeg har levet med ham i syv år. Jeg kender ham godt, og han kender mig. Hvorfor er han så fascinerende? Fordi kaosguden repræsenterer truslen om at nedbryde den menneskeskabte civilisation, men samtidig er en nødvendig modbalance. Der er noget uciviliseret i mennesket, og vi må se det i øjnene. Hvis vi bare lægger låg på vores driftsliv, går det galt, så vi må lukke Seth ind i hver enkelt af os. På ægyptisk vis er han en del af den cyklus, der går fra undergang til storhedstid, fra nedbrydelse til fornyelse.«
De store operaer har altid haft den samme fascination for Anne-Marie Vedsø Olesen som de store mytologiske fortællinger. Hun genser dem, hun læser om dem og graver sig ned i stoffet.
»Man skal gå flere gange. Først skal man komme fuldstændig blank og uvidende og bare opleve, om det virker, uden at vide hvorfor og hvordan. Bagefter skal man læse. Den første gang jeg oplevede Richard Strauss’ ’Salome’, ramte den mig så hårdt. Siden læste jeg, hvordan Strauss bevidst brugte ledemotiverne til at påvirke vores underbevidsthed med noget, som Salome først udtrykker senere, og så forstod jeg det. I ’Gudernes tusmørke’ har jeg forsøgt at finde følelsen i musikken i Wagners opera ’Parsifal’ og omskabe den i litteratur. ’Parsifal’ har altid været voldsom og svær at forstå, men den er ikke bare tung og religiøs og fuld af gralsriddere. Den handler om det seksuelle begær, om konflikter og drifter, og derfor er den stadig relevant og vedkommende.
Den roman var meget anderledes for mig at skrive end de andre. Det har altid været hårdt arbejde, for det skal være ordentligt. En ting er at have gode skriveflows, men man skal pudse og file, hvis det skal helt op at ringe. Men efter to års arbejde var alting tungt og smertefuldt for mig, indtil – pludselig – operadirigenten kom ind i historien og blev en hovedperson. Jeg lå næsten 24 timer i døgnet på den sorte chaiselong derhenne og skrev og skrev. Det væltede ud, og bogen blev færdig på en måned.«
Anne-Marie Vedsø Olesen var læge, men forlod hospitalsvæsenet, da hun begyndte at skrive. Hendes mand er pressechef for EU-kommissionen i Danmark, og hun har fulgt ham til Bruxelles og tilbage til København. Hun har gode betingelser, men i det litterære miljø savner hun opbakning:
»Jeg føler virkelig, jeg må være frontkæmper, når jeg insisterer på, at god og underholdende litteratur kan have magiske elementer. Jeg har savnet, at andre forfattere i Danmark vil være med til at sprænge de socialrealistiske rammer, som har holdt os fast i lang tid. Vi er så stædige i Danmark! Da jeg var barn og ung, havde jeg lykkeligvis Tolkien, og jeg læste ’Ringenes herre’ otte-ni gange. Den generation, som er vokset op med Harry Potter, vil have en voksenlitteratur, som kan noget andet end socialrealisme. Jeg skriver ikke for at sælge bøger, og jeg kan ikke skrive noget, jeg ikke har i mig, men jeg håber, jeg kan fange nogle af dem.«

Læs mere