Magi i luften

Bøger: »Gudernes tusmørke« Den står på ægyptisk mytologi, Parsifal og sexorgier i A.M. Vedsø Olesens store og farverige roman om kaosguden Seth. Den kunne sagtens have været endnu frækkere.

A.M. Vedsø Olesen er en eksotisk plante i det danske litterære staudebed. Med stikord fra Anne Rice, skriver hun fantasifulde romaner af den slags, vi ellers mest får fra det store udland. Det er vældigt underholdende, for Vedsø Olesen kryber ikke i det, når hun brygger det overnaturlige, videnskab, kunst og sex sammen i sine bøger.

I »Gudernes tusmørke« er vi nået frem til det endelige opgør mellem Seth på den ene side og broderskabet Trismegistoen på den anden. Seth, den urgamle egyptiske kaosgud, blev vakt til live i »Djævlens kvint« (2002) og fortsatte sin hærgen i »Tredje Ikaros« (2004). Nu håber Trismegistoen på, at genfødte Horus er blevet stor nok til at kunne ordne Seth, så alt ikke ender i kaos. Imidlertid kræver det, at broderskabet får fat i et ganske særligt våben til Horus.

Fra sin base på en borg ved Rhinen farer Seth ud og blæser kloden rundt som vildt uvejr. Han er den hæmningsløse naturkraft, der stormer frem, hvis han får frit spil. Det samme gælder Seth i menneskeskikkelse. Den lige vej til nydelse er den foretrukne. Det forhindrer ham dog ikke i at kaste sin kærlighed på særligt udvalgte mennesker og studere, nyde deres drifter.

Denne gang er det dirigenten Martin, der vækker Seths interesse. Han inviterer ham op på borgen og fører ham sammen med Sophie, der tilhører en satanistisk kult, Seth også giver husly og hygger sig med.

Sammen med Sophie udforsker Martin sider af sin seksualitet, han egentlig ikke vil være ved, mens han samtidig forbereder opførelsen af Wagners Parsifal. Det resulterer i heftige kvaler for Martin, hjerteskærende smerte for Sophie og stor irritation for Seth, der gentagne gange spørger dem, hvorfor de ikke bare kan tage nydelsen, som den kommer.

Der er meget godt at sige om Seth, der som løssluppen hedonist vil livet i fulde drag. I kontrast til ham virker Horus som en kedelig karl. Han befinder sig på landstedet i England, der er Trismegistoens hovedsæde, og efter at have spist megen sukker, bliver han til hvidt lys og en hævnende falk på jagt efter Seth. Broderskabet er den sædvanlige samling usædvanligt lærde, der i gamle myter og tekster opstøver, hvad og hvor det hemmelige våben kan være.

Det er via Parsifal, Vedsø Olesen får hele molevitten til at hænge sammen, og det der våben, viser sig at have forbindelser til gralen. Her er det så, man enten kan vælge at beundre den orden, Vedsø Olesen orkestrerer i romanens komposition, eller man kan finde den lige en tand for nydelig.

Det sidste er oplagt. For hvad er formålet med at vække Seth til live i vor tid, hvis det blot er for at skabe en pæn, ny gralsmyte, der ikke er radikal nok til at chokere os synderligt? Sammenligner man for eksempel Seth med Anne Rices fandenivoldske vampyr Lestat, kommer kaosguden til at ligne en bleg sexterapeut med relativt få tricks i ærmet.

Det ville klæde Vedsø Olesens magiske fortælletalent og musikalitet, hvis hun blev lidt frækkere og tillod, at historien ikke gik så pænt op. På den måde ville hun for alvor komme til at hjemsøge os med sine fortællinger. Som det er nu, er der fare for, at magien opløser sig selv i den blå luft.