I kølvandet på koreografen Dominique Bagouet

Den store årlige internationale festival Montpellier Danse har i år kigget tilbage paa den indflydelsesrige franske koreograf Dominique Bagouet, der døde af AIDS i 1992. En koreograf, i hvis kompagni bl.a. Angelin Preljocaj har danset. Men festivalen har også præsenteret navne som amerikanske Trisha Brown og Alonzo King, sydafrikanske Robyn Orlin samt de franske verdensmestre i hip hop, Vagabond Crew.

I Dominique Bagouets »So Schnell«, som han oprindeligt skabte i 1990, ser man dansere i kapløb med tiden. Foto: Arianne Arlotti Fold sammen
Læs mere

MONTPELLIER: Hvad har AIDS gjort ved dansen, og hvad har dansen gjort ved AIDS? Det har været nogle af de centrale spørgsmål pa dette års store internationale dansefestival i den Sydfranske by Montpellier, hvor den franske danser og koreograf Dominique Bagouet, der døde af AIDS i 1992, har været et af hovednavnene. En danser og koreograf, der trods sin død i en alder af kun 41 år har haft en enorm betydning for den moderne danseverden i Frankrig, og hvis værker man på festivalen har kunnet få et indblik i gennem både genopsætninger med bl.a. Ballet du Grand Théâtre de Genève og et skatkammer af forunderlige dokumentarfilm.

Her har man med al tydelighed kunnet se Domonique Bagouets fantastiske sans for struktur, præcision og musikalitet i hans fantasifulde og detaljerige koreografier, der er fyldt med både melankoli og humor. Et højdepunkt på festivalen var slutprogrammet i weekenden med Ballet du Grand Théatre de Géneve i Bagouets »Jours Étranges« fra 1990 til musik af The Doors og »So Schnell« i en version fra 1992 til kantatemusik af Bach krydret med rytmiske maskinlyde fra Bagouet-familiens strikkefabrik.

I modsætning til mange efterfølgende koreografer holdt Dominique Bagouet sin AIDS-sygdom helt skjult for offentligheden lige til sin død. Men i »So Schnell«, som han oprindeligt skabte i 1990, ser man dansere i kapløb med tiden, samtidig med at Bagouet gennem både maskinlyde og kropsbevægelser elegant mindes strikkefabrikken ved barndomshjemmet, som han med sit åbenlyse dansetalent forlod som 15-årig for at studere ballet i Cannes.

Grundlæggeren
Gennem undervisning hos Carylon Carlson og Peter Goss kom han i midten af 1970erne ind i den moderne danseverden. Og efter at have dannet sit eget kompagni blev han i 1980 hentet til Montpellier for at grundlægge og lede Frankrigs første koreografiske center, som i dag har formeret sig til 22 centres chorégraphiques nationales fordelt over hele landet.

Det er også Dominique Bagouet, som i 1981 starter festivalen Montpellier Danse, som har udviklet sig til en af de vigtigste årlige internationale dansefestivaler. Netop til Montpellier Danse skabte Bagouet i 1983 den store udendørs danseparade »La Valse des Fleurs«, som er blev genopsat i år med både mandlige og kvindelige dansere i store, farvestrålende krinolinekjoler. En raffineret dans om køn og identitet fra en tid, hvor ingen vidste ret meget om AIDS og ej heller kunne spå om, hvor mange dansere der skulle dø af sygdommen årene efter.

Det mest rørende
Selv om flere værker på festivalen har kredset om homoseksualitet ikke mindst i værkerne »Good Boy« og »Les Incosolés« af og med den HIV-positive og hamrende dygtige performer og iscenesætter Alain Buffard har det vigtigste og mest rørende værk, når det drejer sig AIDS, været sydafrikanske Robyn Orlins »We must eat our suckers with wrappers on...«.

Den altid radikale, hvide, sydafrikanske koreograf og iscenesætter præsenterede et meget pædagogisk værk, som, uden på noget tidspunkt at blive plat, gennem dans, sang og kostumer med bl.a. oppustede kondomer som store ansigter fortæller om; hvor vigtigt det er at beskytte sig mod HIV. Og når alle de 13 sydafrikanske performere uanset køn er klædt i kjoler, er det som Robyn Orlin understreger på et pressemøde, for at sætte fokus på, at de fleste, der dør af AIDS i Sydafrika, er kvinder mellem 14 og 23 år.

Montpellier Danse 07 har dog langt fra været begrænset til forestillinger om AIDS. Foruden Trisha Brown har et af hovednavnene fra USA været Alonzo Kings Lines Ballet, som med udgangspunkt i et neoklassisk trinsprog stilistisk spænder vidt i værker fyldt med smukke pas de deuxer.

Det spanske søskendepar Israel og Pastora Galvan har i forestillingerne »La Francesca« og »Arena« vist interessante og fine bud på, hvordan flamenco kan fornys og bruges i en fortællende form. Inden for hip hop-genren har festivalen præsenteret decideret streetdans med det super dygtige franske Vagabond Crew, som i 2006 vandt verdensmesterskabet i Battle og the Year, mens hip hop-koreografen Hamid Ben Mahi blander mange forskellige stilarter i sit værk »On noublie pas«

Frankrigs nye kulturminister, Christine Albanel, var blandt publiukum, da Mathilde Monnier, som siden 1994 har været leder af Centre choréographique national de Montpellier, havde premiere på»Tempo 76«, der til musik af Ligeti arbejder med unisone bevægelser. På festivalen, der i år har haft 36.000 tilskuere, har der også været mange dansere fra det tidligere Compagnie Bagouet til stede. Nogle danser stadigvæk, mens andre som Angelin Preljocaj, Dominique Jégou og Fabrice Ramalingom er koreografer for deres egne kompagnier. Og netop disse tre koreografer, som nu hver især har udviklet deres egen koreografiske stil, har vist fine værker paa festivalen.

For dansen bliver ved med at udvikle sig, mens foreningen Carnet Bagouet, der blev stiftet i 1993, værner om den kunstneriske arv fra Dominique Bagouet.