Flere af os, der boede i 1990ernes København, husker de små, utætte lejligheder opvarmet af petroleumsovn og med toilet på bagtrappen. Hvis man var heldig, var der et fællesbad i baggården. Til gengæld kunne lejen betales på en SU.
Senere gjorde byfornyelsen sit indtog – særligt på Vesterbro, hvor de gamle arbejderboliger fik en overhaling og blev attraktive for middelklassen. Der begyndte at blæse nye vinde over hovedstaden.
»90erne var jo lig med Københavns genrejsning, blandt andet på grund af byfornyelsen og beslutningerne vedrørende en metro. Herved fik man gradvist vendt skuden på godt – og på ondt, vil nogle mene,« siger museumsinspektør ved Københavns Museum Jakob Ingemann Parby.
Sammen med kurator Stefanie Høy Brink står han i spidsen for særudstillingen »Tidskapsler – København i 1990erne«. Den vises på Københavns Museum i Stormgade og åbner fredag. Og i modsætning til mange andre udstillinger er det langt hen ad vejen københavnerne selv, der har bestemt, hvad der skal vises.
I 1996, hvor København var udråbt til europæisk kulturby, blev alle – både institutioner og privatpersoner – inviteret til at aflevere noget, de mente var særligt kendetegnende for 90erne. Samtidig skulle de vedlægge en lille forklaring. Det blev til cirka 500 forseglede bokse, der har ligget opmagasineret lige siden. Det er dem, der her kaldes tidskapsler, og som museet nu viser i al deres mangfoldighed.
»Man ville indsamle den københavnske folkesjæl. Tingene blev lagt i separate »tidskapsler« bestående af plexiglas, og museets daværende direktør lovede, at de skulle opbevares i 25 år og derefter vises på en udstilling. Det er det, der sker nu,« siger Jakob Ingemann Parby.
Telefonkort og frygt for hiv
I en af tidskapslerne fylder et stort, rødt paphjerte. Det bærer påskriften: »Jeg elsker dig«, mens et kondom og ølkapslen fra en Grøn Tuborg ligger i bunden.
»Mange har lagt kondomer, og det siger jo en del om alle de »sikker sex«-kampagner, der prægede 90erne, indtil man i 1996 opfandt en effektiv behandling af hiv. Det er et tema, som mange af kapselgiverne tydeligt fandt vigtigt,« siger Jakob Ingemann Parby.
Ikke færre end 49 af kapslerne indeholder præservativer. Pool-baller fra en af tidens populære cafeer, Café Sommersko, har også fundet vej til en kapsel, mens andre indeholder telefonkort til telefonboksene, som for længst er udkonkurreret af moderne teknologi. Hertil kommer Nescafé, mønter, sygesikringskort og beton fra et såkaldt forsinkelsesbassin, der gjorde det muligt at bade i havnen. Plus en hilsen fra et af byens mange kollektiver, der særligt husede unge og studerende, og som uden tvivl har haft deres storhedstid i den periode. De har anbragt en flaske rødvin og en positiv graviditetstest side om side.
»Når man gør det på den her måde, er det i høj grad hverdagslivet, der bliver indfanget. Det er jo også det, som gør indholdet ekstra interessant. Også flere årtier senere,« siger han.
Værestedet Reden på Vesterbro har desuden fyldt en kapsel med brugte sprøjter. I dag holder mange stofbrugere til i fixerummet ved Halmtorvet, så de er stadig i bydelen, men når det er sagt, er Vesterbro et helt andet sted end for to årtier siden. Ikke mindst på grund af det, der er blevet kaldt den bevarende byfornyelse.
Mens man i 70erne og 80erne valgte at sanere – for eksempel på Nørrebro – var strategien en anden på Vesterbro, hvor man i stedet opdaterede de gamle boliger frem for at rive dem ned og bygge nye. Det har været med til at gøre kvarteret attraktivt for nye og mere pengestærke beboere, fortæller Jakob Ingemann Parby.
»Med byfornyelsen blev det italesat, at man skulle højne skattegrundlaget. Det betød med andre ord, at man ville lokke middelklassen og børnefamilierne til, hvilket også sidenhen er det, der er sket. Der var et tydeligt møde mellem det gamle og det nye, der gradvist flyttede ind i kvarteret. Der blev talt meget om gentrificering – at den kreative klasse fortrængte de oprindelige indbyggere,« siger Jakob Ingemann Parby.
»Samtidig var en del af attraktionen for nye beboere, at der stadig var plads til det skæve og det anderledes. Den diskussion har vi jo stadig. Det er også en del af kommunens strategi – at der skal være plads til det skæve, fordi det er med til at gøre byen attraktiv,« tilføjer han.
Pusher og DJs
Udstillingen viser ikke kun tidskapslerne. Man kan også opleve film, musik og mode fra 90erne. Filmkulturen er eksemplificeret med Lars von Triers instruktørstol og Peter Aalbæks version af dogmemanifestet.
»Dogmefilm var jo ikke kun et københavnsk fænomen, men man kan argumentere for, at det udsprang herfra. Så vi har tænkt, at det skulle med,« siger Jakob Ingemann Parby, der også har valgt at lade en film som Nicolas Winding Refns »Pusher« fra 1996 repræsentere 90ernes København. Den kan man se klip fra.
»Selvom det ikke er en dogmefilm, lægger »Pusher« sig op ad genren, og den siger en del om København i 90erne. Den illustrerer for eksempel en rå side af Vesterbro midt i den her forandringsproces. De havde en ret lille budget, så de filmede stort set alle scener inden for en radius af 500 meter,« siger han.
For enden af lokalet kan man tage plads i Floss Bar – eller, naturligvis, en kopi af baren, der stadig ligger i Larsbjørnsstræde. Herfra kan man se Jokerens såkaldte »stoddersæt«, tidens hotte Buffalosko (med ti centimeter plateausål), Dr. Martinsstøvler og DJ Katrine Rings neoprenjakke. Sidstnævnte, altså Katrine Ring, har mixet musik fra 90erne, som man kan lytte til – og det er ikke tilfældigt, at en af byens fremtrædende DJs deltager i udstillingen.
»DJen blev en stjerne på en ny måde i 90ernes København med Master Fatman, Katrine Ring og Kenneth Bager. Fordi byen var i en opbrudsfase, var der også bygninger og områder, der var ved at lukke ned. De blev brugt til koncerter og techno-raves, som blev en stor ting,« siger museumsinspektøren.
Det optimistiske årti
Nok fylder de mørke sider ved 90erne. For eksempel frygten for aids eksemplificeret i antallet af kondomer, københavnerne deponerede i tidskapslerne for godt 25 år siden. Et stort kludetæppe udlånt af aids-Fondet er hængt op på den ene væg. Det bærer navne på mennesker, der døde af sygdommen.
Mange har også fremhævet, at København var både rå, forfalden og uattraktiv i 90erne. Men det var også et årti præget af optimisme – og ironi. Og det smittede også af på bylivet, fortæller Jakob Ingemann Parby.
»Noget af det, der karakteriserede hele samfundet, og dermed også København, var, at Den kolde krig var slut. Der herskede en optimisme, men der var samtidig en mistro til ideologier og store samfundskonstruktioner i det hele taget. Der var også meget ironi. Man kunne næsten ikke sige noget, uden at det samtidig var ironisk. Og der var nostalgi. Povl Kjøller (der var kendt fra 1970ernes børne-tv, red.) blev et kæmpefænomen i 90erne – der blev stagedivet fra scenen under en af hans koncerter på spillestedet Rust. De unge dyrkede deres barndomshelte,« siger Jakob Ingemann Parby, som også mener, at Kulturby 96 kom til at spille en rolle.
»Kulturbyåret satte gang i en masse initiativer og har efterladt sig en stor arv, som vi stadig har glæde af. For eksempel spillestedet Vega, udstillingsstedet Cisternerne, Den Sorte Diamant. Det lå også i tanken om Kulturby, at byen skulle have et boost,« siger Jakob Ingemann Parby, der også fremhæver et andet af de steder, der så dagens lys i 1996 – og som ikke findes længere. Nok til mange københavneres tilfredshed.
»Den forhadte buscentral på Rådhuspladsen. Den fik kun lov at stå der frem til 2010,« siger han.
Udstillingen vises på Københavns Museum, Stormgade 18, fra 4. februar til 31.oktober 2022 og er blevet til i samarbejde med designfirmaet Torden og Lynild samt lysdesigner Arthur van der Zaag og DJ Katrine Ring. Udstillingen er støttet af Bestles Fond.
