Hun arbejdede op til 80 timer om ugen. Og elskede det. Men en dag sagde kroppen fra over for presset på Christiansborg

Den konservative folketingspolitiker Brigitte Klintskov Jerkel var parat til at give alt af sig selv. Men i april sidste år gik det galt, mens hun var på Christiansborg. Frygten for en ny blodprop vil altid være der, siger hun.

Hvad Brigitte Klintskov Jerkel den kritiske formiddag på Christiansborg sidste forår ikke kunne vide var, at hun kun fire timer senere ville befinde sig på akutmodtagelsen på Køge Sygehus. Søren Bidstrup

»Jeg vil ikke falde om her. Jeg vil ikke falde om lige foran TV 2 og et rullende kamera.«

Det er den eneste tanke, der går igennem den konservative politiker Brigitte Klintskov Jerkels hoved. Efter opstigningen ad de mange trapper til Vandrehallen på Christiansborg har hun fået øje på TV 2-journalisten Hans Redder i fuld gang med sin mikrofon og en politiker.