Kim Bodnia i HBO-serie: Befriende at bryde med machorollen

Der er kvinder både foran og bag kameraet i serien "Killing Eve", som danske Kim Bodnia spiller med i.

Kim Bodnia er glad for at arbejde sammen med kvinder. Scanpix/Keld Navntoft
Læs mere
Fold sammen

Han blev kendt for sine roller som den småskøre Jens i "Nattevagten", den psykopatiske Frank i "Pusher" og Leo, der tæver sin gravide kæreste i "Bleeder", men i HBO-serien "Killing Eve" spiller Kim Bodnia en langt mere nuanceret manderolle end dem, han ellers har en lang række af på sit cv.

»Hvis man er god til noget, så vil cheferne ude i verden gerne have, at man skal blive ved med at spille den rolle. Det kan godt betyde, at man bliver låst fast i mange folks øjne,« forklarer Kim Bodnia.

»Folk tror, det er sådan man er, så man må forklare, at man kan mere end det og spille andre roller end den ensporede mandetype, der reagerer ud fra et mønster,« siger skuespilleren.

I "Killing Eve" spiller han Konstantin, der træner og arbejder med den kvindelige lejemorder Villanelle, der bliver spillet af den britiske skuespillerinde Jodie Comer.

Men over seriens otte afsnit får Kim Bodnia lov til at folde sin rolles følelser og nuancer ud, og det er noget, han tidligere har savnet i nogle af sine roller.

»Ofte er der meget, der er blevet klippet ud, så når man ser det færdige produkt, tænker man: "Hvor blev de sider af?". Dem er der ikke plads til. Jeg synes selv, det er en fornøjelse, når man ser manderoller, der er nuancerede, og de findes også. Men de er meget sjældne,« siger Kim Bodnia.

»På teatret bliver der givet mere plads til at lade manden være kvindelig, hvor det på film er mere firkantet. Derfor er tv-serier geniale, for endelig får man plads. Her får man 9-10 timer til at vise en karakter og dykke ned i den,« siger han.

"Killing Eve" har med Greys hvide verden-skuespillerinden Sandra Oh og Jodie Comer to kvindelige hovedroller, og så er manuskriptet skrevet af en kvinde, nemlig Phoebe Waller-Bridge, mens der også er en kvindelig executive producer på serien.

Det kan man mærke på settet, fortæller Kim Bodnia.

»Der er en respekt i rummet, som er anderledes og meget behagelig. Man føler sig fri. Og det kan jeg godt lide,« siger skuespilleren.

Han har altid været tiltrukket af kvindernes univers.

»Jeg er vokset op med to storesøstre, og jeg synes allerede som lille, at pigerne var mere fascinerende legekammerater end drengene. De er så nemme. Det er meget sjovere med piger,« siger skuespilleren.

Kim Bodnia fik rollen som Konstantin efter en skypesamtale med holdet bag serien, og allerede her mærkede han, at der var en særlig energi.

»Det virkede som et virkelig godt hold, og det betyder alt for mig. Det er altafgørende. Et godt manuskript er ikke nok, for selv med sådan et, kan det blive svært, hvis der ikke er et godt hold at arbejde med,« siger han.

"Killing Eve" har premiere på HBO mandag den 9. april.

/ritzau/